Lyt til artiklen

Da TV Avisens højt profilerede studievært Jeppe Nybroe for en måned siden blev afsløret i at have vildledt seerne i et indslag om de danske soldaters tilbagetrækning fra Irak, var det ikke første gang, at han manipulerede med virkeligheden, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Det skete også i en anden reportage fra Irak, hvor Jeppe Nybroe fulgte amerikanske soldater på jagt efter oprørsstyrker. Indslaget blev bragt i udenrigsmagasinet Horisont mandag den 16. januar 2006.

I reportagen høres lyden af tre eksplosioner, men i virkeligheden var der ikke tre eksplosioner. Der var tale om den samme lyd fra én eksplosion, som blev genbrugt.

Det viser tekniske analyser af indslaget, som den selvejende forsknings- og analyseinstitution DELTA har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten.

DELTA's afdeling for akustik har analyseret hver af de tre sekvenser med lyd af eksplosioner og vurderer, at lydklippene er »helt identiske«.

»En sådan lighed mellem signaler optaget udendørs fra en kilde langt væk vil efter vores bedste overbevisning og lange erfaring med udendørs støjudbredelse aldrig kunne forekomme i virkeligheden,« konkluderer DELTA med henvisning til, at atmosfæriske forstyrrelser betyder, at selv ens lyde afsendt fra samme sted vil give forskellige signaler hos modtageren.

Fra de DR-medarbejdere, som har haft med indslaget at gøre, har chefen for DR Nyheder, Ulrik Haagerup, fået at vide, at der ikke er tale om genbrug af det samme lydklip.

»Det er nye oplysninger for mig, som gør, at det må jeg kigge på i næste uge, når jeg har haft mulighed for at analysere disse ting lidt grundigere,« siger Ulrik Haagerup.

Før han har undersøgt sagen, vil han ikke udtale sig om betydningen for DR's troværdighed, eller om sagen kan få konsekvenser for Jeppe Nybroe.

DR-chefen gav Jeppe Nybroe en advarsel og sendte ham på ufrivillig ferie og afspadsering frem til den 1. november efter et indslag den 29. juli, hvor DR-reporteren fra taget af en pansret mandskabsvogn, der var på vej ind i Irak, fortalte seerne, at »nu ruller nogle af de allersidste danske soldater ud af Irak i ly af nattemørket.«

Ulrik Haagerup kaldte det dengang »dybt skadeligt for DR's troværdighed.«

»Troværdighed er vigtigt for DR. Vi skal ikke lave noget, som illuderer en virkelighed, som ikke er der. Om det er tilfældet i denne sag, må jeg undersøge i næste uge.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jeppe Nybroe. Mediekommentator Erik Valeur opfordrer til, at hans samlede produktion af tv-indslag kigges efter i sømmene.