Intet mindre end 5.000 amerikanske flyvninger er blevet forsinket eller aflyst fredag. 

Det sker, efter der trådte et nyt påbud i kraft, som tvinger flyselskaberne til at reducere flytrafikken under nedlukningen af USA. 

Det skriver BBC.

Men kaosset i lufthavnene ser ud til kun lige at være begyndt. 

»Vi ved, at problemerne vil blive værre. De vil stige, og vi står 100 procent bag alt, der kan bidrage til at forbedre sikkerheden, for at sikre sikkerheden for de amerikanske flypassagerer,« lyder det fra Nick Daniels, der er præsident for National Air Traffic Controllers Association, til BBC.

Han understreger yderligere, at flyvelederne vil fortsætte med at møde op og arbejde. 

»Vi har brug for, at Kongressen åbner regeringen,« lyder bønnen fra Daniels. 

Tidligere på ugen beordrede den amerikanske regering, at der skulle ske en reducering af flytrafikken i 40 af landets største lufthavne grundet sikkerhedsmæssige hensyn. 

Flere flyveledere og andre ansatte har under den amerikanske nedlukning arbejdet uden løn, hvilket har medført et højere fravær blandt personalet. Ifølge flere fagforeninger har det resulteret i et træt personale, der har arbejdet på højtryk. 

Det stigende personalefravær fik den amerikanske luftfartsstyrelse (FAA) til at udstede en nødordre, der pålægger en reduktion af flyvninger på fire procent, som vil stige til hele 10 procent i udgangen af næste uge. 

Det nye påbud giver derfor store rejseknudepunkter i de største byer som New York, Los Angeles, Chicago og Washington DC. 

Nedlukningen af statsapparatet har været den længste hidtil og slår rekord som den længste nedlukningsperiode nogensinde. Som lønmodtager skal flyvelederne derfor fortsætte deres job uden at modtage løn under nedlukningen.