Donald Trump får travlt med fyldepennen de næste dage. Han forventes at benåde en række kontroversielle figurer foruden rige forretningsforbindelser og sin egen familie. Det er dog uklart, om han kan benåde sig selv

Et af de mere specielle aspekter ved magtoverdragelser i USA er traditionen for, at den afgående præsident benåder kriminelle. Retten til præsidentiel benådning stammer helt tilbage fra oprettelsen af den amerikanske forfatning i 1789, og den er blevet brugt til at benåde venner og fjender under helt særlige omstændigheder i historien.

Der har længe været kritik af, at præsidenter har misbrugt benådningens intention for egen vindings skyld, og Donald Trump forventes at udfordre benådningsprincippet yderligere.

Donald Trumps tidligere personlige advokat John M. Dowd har ifølge New York Times slået sig op som go between mellem pengestærke dømte Trump-støtter og den afgående præsident i de hektiske, sidste dage, før Trump forlader Det Hvide Hus.

Den tidligere CIA-officer John Kirakau, som er dømt for at videregive hemmelige informationer, betalte efter sigende 50.000 dollar for kontakten og skal så betale yderligere 50.000 dollar, hvis han bliver benådet.

Samme Kirakau skulle ifølge New York Times også være blevet tilbudt assistance til benådningen af Trumps nuværende personlige advokat, Rudy Giuliani. Pris: to millioner dollar.

Præsident Trump er ved at lægge sidste hånd på listen af benådninger, som kan indeholde navne som rapperen Lil Wayne, som er kendt skyldig i ulovlig besiddelse af skydevåben, såvel som rapperen Kodak Black, som er dømt for dokumentfalsk i forbindelse med skydevåben.

En række nære bekendtskaber skulle også være i betragtning. Albert Pirro, en tidligere boligmagnat, der har arbejdet med Trump og er dømt for skattesvig, skulle være en af dem.

Endnu mere kontroversiel er listen af forhåndsbenådninger. De vedrører personer, der endnu ikke er tiltalt eller dømt, men som formodes at kunne blive det, efter at Trump ikke længere er præsident.

Stabschef Mark Meadows, særlig rådgiver Stephen Miller og chef for sociale medier, Dan Scavino forventes at være blandt dem.

Men Trump forventes også på forhånd at benåde en stor del af sin egen inderkreds. Trumps datter, Ivanka Trump, og hendes mand Jared Kushner forventes at være på listen og ligeså førnævnte Giuliani, der tidligere var New Yorks borgmester.

90 procent af Trumps benådninger er indtil nu gået til folk i inderkredsen.

Der har længe været kritik af præsidenters mulighed for at tilsidesætte retssystemets afgørelser. Præsident Gerald Ford benådede Richard Nixon, George H.W. Bush benådede deltagerne i Iran-Contra-skandalen, og Bill Clinton havde en såkaldt 'benådningsfest' på embedets sidste dag.

Allermest kontroversiel bliver præsident Trumps formodede forhåndsbenådning af sig selv. Tilbage i 2018 skrev Trump på Twitter, at 'jeg har absolut ret til at benåde mig selv', men der er uenighed om, hvorvidt det faktisk forholder sig sådan.

»Forfatningen siger, at præsidenten skal have muligheden for benådninger for forbrydelser imod USA, undtaget ved rigsretssager,« siger professor ved Missouri University Frank Bowman.

Bowman mener i øvrigt, at hensigten med benådningerne altid har været møntet på andre og ikke på præsidentens selv.

Tilbage i 1974 undersøgte Richard Nixon i forbindelse med Watergate-skandalen, som kostede ham jobbet, muligheden for at benåde sig selv. Dengang lød vurderingen fra justitsministeriets advokat:

»Grundet det helt fundamentale princip, at ingen må være dommer i egen sag, er det ikke muligt for præsidenten at benåde sig selv.«

En rigsretssag mod Trump er som bekendt på vej. Der er en række sager, hvor Donald Trump kan risikere sagsanlæg, når hans embedsperiode er slut på onsdag. Blandt andet det offentliggjorte telefonopkald, hvor præsidenten beder Georgias valgchef om at finde nok stemmer til at sikre Trump sejren.

Hans opildning af demonstranter, der angreb Kongressen, kan også få juridiske konsekvenser. Hvis Trump vælger på forhånd at benåde sig selv, så vil der med stor sandsynlighed følge et dramatisk retsforløb desangående.

Trump har i sin regeringstid allerede benådet en række kontroversielle samarbejdspartnere. Paul Manafort og Roger J. Stone blev begge dømt i sagen om russisk indblanding i det amerikanske valg og benådet. Jared Kushners far, Charles, er også blevet benådet, og Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, blev benådet i november.

Trump ventes at offentliggøre benådningslisten tirsdag 19. januar. Dagen før han forlader Det Hvide Hus for sidste gang.