Iqra Privatskole i København sættes nu som den tredje skole under skærpet tilsyn hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Det bekræfter Undervisningsministeriet over for BT.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har tidligere bedt skolen redegøre for en række forhold, der bl.a. handlede om ligestilling mellem køn, kønsopdelt undervisning og social kontrol.

På baggrund af et uanmeldt tilsynsbesøg 22. august 2016 konkluderede styrelsen, at der var tvivl om, hvorvidt skolens levede op til friskoleloven ift. ligestilling mellem kønnene.

»I alle klasser som tilsynet observerede fra 5. klasse til og med 9. klasse sad eleverne opdelt drenge og piger,« konkluderede tilsynet.

»I en enkelt klasse var det udelukkende drenge, der deltog i den mundtlige undervisning.«

Samtidig var der tvivl om, hvorvidt undervisningen i de praktiske og musiske fag var god nok. Tilsynet observerede bl.a. en time i billedkunst. Her var der intet udstyr. I stedet brugte eleverne deres egne farveblyanter til at tegne på kopiark. Der var tegn på, at lærerens faglige viden var mangelfuld, noterede tilsynet.

Iqra Privatskoles leder Omar Ahmed ønsker ifølge skolens sekretær ikke at udtale sig om sagen.

Torsdag kunne BT fortælle, at en anden friskole, Al Salam Skolen i Odense, som den anden skole i rækken er sat under skærpet tilsyn og får tilbageholdt sit statslige tilskud.

Sagen om endnu en friskole kommer i kølvandet på historier om fem andre skoler. Her har BT blandt andet afsløret økonomiske ulovligheder, mistanke om snyd med karakterer, antisemitiske materiale hos ledende medarbejdere og indflydelse fra den kontroversielle hadprædikant Abu Bashar.

Mandag afslørede BT, at en viceleder på DIA Privatskole i København har svindlet med lønsedler for 3,8 millioner kroner.

Senest kunne BT torsdag fortælle, at Al-Salam Skolen i Odense er sat under skærpet tilsyn og får tilbageholdt sit statslige tilskud. Styrelsen er blandt andet i tvivl om, hvorvidt skolens ledelse på Al-Salam Skole behersker dansk, om undervisningssproget er dansk, og desuden er der oplysninger fra skolens tilsynsførende om, at eleverne opleves som trykkede, forklarer Susanne Clausen, vicedirektør i styrelsen, til BT.

I forvejen var den muslimske friskole Nord-Vest Privatskole under skærpet tilsyn, og fredag sidste uge meddelte styrelsen, at den vil fjerne skolens årlige tilskud på over 11 mio. kr., fordi skolen ikke lever op til loven.

Iqra Privatskole har tidligere været i vælten, fordi en skolepsykolog ansat på skolen ifølge Radio 24/7 skulle have frarådet piger på skolen at have kærester, og at dette skete med afsæt i Koranen.

Desuden har en omstridt imam ved navn Shahid Mehdi ifølge Berlingske tidligere været ansat som viceleder på skolen. I marts blev han ifølge avisen dømt for at have blottet sit lem for en kvinde i Malmø.