Læs den gribende beretning: Tandlægen der mistede familien - og sig selv.

Silja har fundet sin fars studenterbillede fra 1965. Han er i sit stiveste puds – stramt , sort silkeslips, kridhvid skjorte, mørk blazerjakke. Huen på skrå. Øjnene stråler.

- Kan du kende ham den flotte fyr på billedet? spørger datteren.

Den 65-årige kaster et blik på fotoet af sig selv, mens han vipper det mellem to fingre. Tænker så det knager. En lang pause.

- Jeg ved ikke, hvem han er. Kender ham ikke, siger han med et lille smil.

- Arh, tænk dig nu rigtig godt om, far, insisterer hun.


Læs den gribende beretning: Tandlægen der mistede familien - og sig selv.

Silja har fundet sin fars studenterbillede fra 1965. Han er i sit stiveste puds – stramt , sort silkeslips, kridhvid skjorte, mørk blazerjakke. Huen på skrå. Øjnene stråler.

- Kan du kende ham den flotte fyr på billedet? spørger datteren.

Den 65-årige kaster et blik på fotoet af sig selv, mens han vipper det mellem to fingre. Tænker så det knager. En lang pause.

- Jeg ved ikke, hvem han er. Kender ham ikke, siger han med et lille smil.

- Arh, tænk dig nu rigtig godt om, far, insisterer hun.



Til BT Torben Winkler alzheimers


Silja Mäkela-Dichmann åbner en skuffe, finder faderens gamle studenterhue frem. En stribe kammerater fra Roskilde Katedralskole har skrevet deres autografer inde i huen. Datteren remser navnene op. En af dem er Niels-Henning Ørsted Pedersen – den senere verdensberømte jazz-bassist.

- Nej, nej. Jeg kender ikke den fyr, siger faderen, mens han rokker rastløst på stolen.

Torben Winkler rejser sig og tøffer lidt rundt på gulvet i sin lille lejlighed på Nørrebro-plejecentret Klarahus. For få år siden en velanskrevet tandlæge, kæbekirurg og vinskribent – i dag ramt af den frygtede demens-sygdom alzheimer.

Silja besøger ham som den eneste tre-fire gange om ugen. Familie er der ellers nok af, men ’den ukærlige og stridbare’ 65-årige mand har ikke bare mistet sin forstand. De fleste fik nok.

Som en kniv i hjertet


Endnu genkender han sin 37-årige datter, men hun er smerteligt bevidst om, at den dag ikke er fjern, hvor han slet ikke husker hende heller. Det kan ske når som helst.

Det føltes som ’en kniv i hjertet’ den dag for nylig, hvor hun viste sig i døren hos ham, og han hilste hende med et bredt smil og ordene: ’Hej, Svend!’ Der gik nogle meget lange, gysende minutter, før hun endelig følte sig genkendt.


Til BT Torben Winkler alzheimers



Tandlægen, der før høstede anerkendelse for sin store faglige viden og evne til at foretage komplicerede indgreb i munden og kæben, kan nu ikke længere selv børste tænder. Ikke spise og drikke selv. Han har mistet evnen til at styre en gaffel eller et glas sikkert op til munden. Koordinationsevnen er væk. Han er også urenlig, går med ble døgnet rundt.

Selv små, banale ting trætter ham lynhurtigt, så han har brug for at lægge sig.

Dyster statistik


Torben Winkler indgår i en dyster statistik. Alzheimer har karakter af en verdensepidemi med mere end 35 mio. tilfælde. Herhjemme viser en ny opgørelse, at hele 45.000 danskere har alzheimer, mens det samlede antal demente når op på 85.000.



Torben var kun 55 år, da Silja og andre bemærkede, at han havde mere end almindelige problemer med at huske.

Efter at være forladt af sin anden kone begyndte alting at skride for ham. Han fik svært ved at passe sin tandlæge-praksis – endte til sidst med at gå konkurs. Perfektionisten rodede nu pludselig. Hygiejnen skred. Manden, der før var karakteriseret ved et imponerende ordforråd på et formfuldendt dansk, begyndte at lede efter de rigtige ord. Fik tydeligt sværere ved at huske. Kunne sætte vand over til kaffe og glemme alt om det, oven i købet flere gange i træk.

Torben stod uden job, men når jobcentret kaldte, glemte han at møde op. Drak mere og mere. Skiftede den dyre vin ud med øl, og et egentligt alkohol-problem begyndte at tårne sig op.

Så konfus blev han efterhånden, at han ofte var ude af stand til at finde hjem fra stamcafeen Gavlen - selv om turen til lejligheden i Læssøesgade var på bare 300-400 meter.

I et par måneder havde han ingen elektricitet i sin lille lejlighed, fordi han ikke kunne finde ud af at få betalt regningen og få strømmen tilbage. Han gik ud og købte ny barbermaskine, fordi han bildte sig ind, den var gået i stykker. Det kunne være klaret med en stikkontakt, som virkede.

Men Torben Winkler var altså ikke blot i færd med at miste sig selv. Også familie og venner trak sig. For tandlægen var ikke så let at omgås – for at sige det mildt.




Udadtil har han det meste af livet været åben, imødekommende, sjov, festlig, dygtig til at organisere, men derhjemme oplevede familien mest en vranten, vred og indebrændt mand. Med en sygelig ordenssans. Bare en køkkenskuffe stod åben, eller et par sko var smidt lidt tilfældigt, kunne han gå grassat. Silja, lillebroren og moderen blev skældt huden fuld for det mindste. En ægte hustyran. Det var, hvad han var.

- Freud kunne have fået en fest ud af ham, som Silja udtrykker det. Datteren er overbevist om, at årsagen skal findes i faderens barndom. Hans far, oprindelig slagteriarbejder, var benhård. Stillede enorme krav til sin førstefødte – familiens første akademiker.

Siljas lillebror lider stadig under opvæksten. Selv om faderen er syg nu, har han stadig meget svært ved at klare samværet med ham, og ser ham ikke regelmæssigt længere.

 

Nu er han kærlig


Silja er imidlertid fast besluttet på at være omkring Torben, til han drager sit sidste suk. Hun føler, hun virkelig har brug for ham. At sygdommen endelig har forvandlet ham til den kærlige, milde far, hun hele livet har drømt om at opleve.

Hver gang hun træder ind i hans lille plejebolig, bliver hun mødt med smil og en glad trallen.

Det er et kapløb med tiden, hvor det handler om at få så mange gode stunder sammen som muligt. Så vil hun lettere kunne forlige sig med sin barndoms traumatiske oplevelser med ham – og sig selv, tror hun. Oplevelserne dengang har påvirket selvtilliden.




Da hun denne dag – efter at have sendt sine børn i skole – ankommer til Torbens lille lejlighed på plejecentret, sidder han på sengekanten og venter. Han har sovet skidt, men smiler bredt, da han ser hende.

- Ih, hvor er det dejligt at se dig. Hvor er jeg heldig, siger han, mens de kysser og krammer, og hun går i gang med at gøre ham klar til morgenbadet.

- Uha-uha, lyder det bekymret fra faderen, da Silja skruer op for bruseren. Han er hunderæd for at få sæbe i øjnene og tager et par nervøse dansetrin i kabinen.

Silja vikler omsorgsfuld håndklædet om faderen og giver ham en hånd, så han ikke skrider på det våde gulv. Hun giver ham ny ble og tøj på. Han er lykkelig for den blå-hvid-stribede T-shirt, hun for nylig forærede ham.

Bagefter hygger de sig. Hun forsøger at nå ind til ham ved at tale om hans gamle interesser – musik, god mad og vin, og han smiler, men de rigtige ord har svært ved at komme ud af munden.

Torben var vinkender og i en periode redaktør af et vinblad. På væggene hænger minder fra hans mange vinrejser i udlandet.

På fyrretræsreolen ligger cd’er i stabler. Silja afbryder den løse snak og skruer i stedet op for et nummer med rocklegenden Little Richard – ’I’m gonna knock on your door’. Torben skråler med. Husker stadig spredte stumper fra den gamle rocksang. Langtidshukommelsen fungerer bedst.

- Fars sidste tid skal helst være så festlig som muligt, siger Silja.

- Ja, det er vigtigt at have det godt. At lege lidt, supplerer Torben, hvis liv på mange måder netop er forløbet som en leg.

Torben fik hurtigt efter sin tandlæge-eksamen gode og vellønnede job på Rigshospitalet og Tandlægehøjskolen. Medvirkede i svære kæbeoperationer og underviste studerende. Fandt sit livs kærlighed, en ung finsk kvinde, der også lige var færdig som tandlæge. Lynhurtigt flyttede de i hus i Emdrup og fik to ønskebørn.

 

 

 

 

Årgangsvin på bordet


Vin og vinsmagning blev hurtigt en af Torbens store interesser. Der var altid årgangsvine på bordet, og ofte var han selv på vinrejse eller havde hele familien med. Hver anden uge mødtes han med gamle studievenner i en ’kortklub’, hvor der blev drukket langt mere vin, end der blev spillet kort.

På et tidspunkt valgte han at sætte tandlæge-karrieren på pause for helt at hellige sig vinen. Skrev artikler om spændende vine og blev redaktør af to vinblade.

Ægteskabet holdt imidlertid ikke. Silja var 14, da forældrene gik fra hinanden, og hun og broderen flyttede med moderen i lejlighed. Faderen beholdt huset, men flyttede så sammen med en ny kone i et hus ved Frederikssund. Her åbnede han ny klinik.

 

 

 

 

Nedturen begyndte


Efter ti år blev Torben igen skilt, og nedturen begyndte for alvor.

I begyndelsen troede lægerne, at drikkeri var årsag til demensen, men skanninger og prøver på Rigshospitalet slog alzheimer-diagnosen fast. Alligevel fastholdt Torben stædigt, at han var rask. ’Min journal er bare blevet forbyttet,’ lød hans afvisende konklusion.

For et år siden blev han så – uden sit samtykke – anbragt på plejehjemmet Klarahus. Silja blev i den forbindelse konstitueret som hans værge.

- Det skar i hjertet at skulle tage det skridt. Jeg havde det rigtig skidt med at skulle handle bag hans ryg. Men det var det eneste rigtige at gøre.

Han var rasende, da han så sit nye hjem. ’Hvordan kan du gøre det her mod mig,’ sagde han grædefærdig, og der gik måneder, før han meget langsomt affandt sig med situationen.

- Nu hører jeg ingen prostester længere. Han er mild og god, som dagen er lang, siger datteren om faderen og tandlægen, der mistede sin familie – og sig selv.

 

 

 

 

Hvad er BT Special? BT Special er en anbefaling af timens mest interessante BT-historie, du kun finder på www.bt.dk eller m.bt.dk.