Det var nogle af verdenshistoriens største bomber, der eksploderede inde i de to tårne på World Trade Center i New York i går. »Jeg vil gætte på, at der har skullet op imod et tons højekslosivt sprængstof til,« siger den danske sprængningsekspert Bent Lund, der lever af at sprænge bjerge og gamle bygninger i Danmark, Sverige og Tyskland.

»Normalt, når vi sprænger bygninger, så sker det med små ladninger i hele bygningen. Her er der tale om store koncentrerede ladninger samme sted - når de laver så stor en sprængning bliver alt revet væk, og bygningen vil kollapse. De amerikanske bygninger er bygget med stålbjælker, de er ikke bygget som danske højhuse i beton. Det betyder, at når man rammer ind i en bygning med et fly , så varmer benzinen stålbjælkerne op, så de bliver elastiske. Dertil kommer sprængkraften, som får det hele til at styrte sammen. Det er frygteligt,« siger Bent Lund.

På baggrund af tv-billederne mener Bent Lund, at der har været mere sprængstof i bygningen end det, der var om bord i flyene.

»Jeg spekulerer på, om der har været en ladning under bygningen, men jeg kan ikke sige det. Det er ligesom om bygningerne kollapser fra bunden. Normalt ville jeg mene, at bygningen bare skulle vride toppen af, men den styrter helt sammen,« siger Bent Lund.

Terroraktionen kom i går bag på alle - også den tidligere jægersoldat Carsten Mørch.

»Jeg har aldrig forestillet mig, at vi skulle opleve så stor en terroraktion. Normalt oplever vi jo aktioner i Mellemøsten, hvor en mand har al krudtet på sig selv. I den her aktion er det både mennesker og kæmpe kraftige elementer i form af fly, man går ind med. Det er organisationer, der går ud over, hvad vi ellers kan forestille os, der står bag,« siger Carsten Mørch.

Som tidligere elitesoldat ved han alt om planlægning af militære operationer. Gårsdagens aktioner i Amerika falder dog helt uden for det normale.

»Det kræver en fantastisk god planlægning - det er ikke bare noget man lige gør. Det skal virkelig koordineres, hvis du skal have to fly ind næsten til samme mål på samme tid. Det skal være klart trænede soldater, men det skal også kamme helt over for dem, fordi det jo er selvmordsaktioner,« siger Carsten Mørch.

På trods af det store planlægningsarbejde, så mener den tidligere elitesoldat ikke, at der behøver stå særligt mange mennesker bag.

»Jeg tror ikke, der behøver være særligt mange mennesker til at planlægge det, men der skal være en godt undernetværk for at få alt det til at fungere. Det er den største terroraktion nogensinde - det er utroligt voldsomt,« siger Carsten Mørch.