Gågaderne er tomme i disse dage, og selvom butikkerne formentlig snart får lov at åbne igen, vil der være færre butikker at handle i.

Flere og flere butikker har nemlig drejet nøglen om permanent.

Ifølge en opgørelse af Ejendomstorvet.dk når antallet af tomme butikslokaler det højeste niveau i 18 år i København. De ledige kvadratmeter er fra sidste kvartal af 2020 til første kvartal af 2021 steget fra 5,2 procent til 6,1 procent.

Kigger man på landsplan er indre by i København og Amager værst ramt, mens det omvendt står langt bedre til på Bornholm, hvor blot 0,4 % af kvadratmeterne er ledige.

Ikke overraskende er coronapandemien den helt store bøddel. Butikker er lukket ned, og der er ingen udenlandske turister.

Det er stærkt bekymrende, mener Københavns beskæftigelsesborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V):

»Når vi ser frem mod en genåbning og samtidig ved, at nærmest hver anden butik på blandt andet Strøget og Købmagergade vil stå tomme. Det er jo frygteligt at tænke på;« siger hun til TV 2 Lorry.

Nu er der dog udsigt til en længe ventet, men gradvis åbning for ikke mindst de erhvervsdrivende. Det alene vil dog ikke afhjælpe problemet.

Ifølge Cecilia Lonning-Skovgaard er der behov for et stærkt samarbejde mellem erhvervslivet, cityforeningen og politikere, og så bliver det nok også nødvendigt at kigge på udgifterne for lejemålene.