Elever og lærere fra den muslimske friskole Al Quds Skole i København har i en årrække rejst til Saudi-Arabien og besøgt Mekka - delvist på statens regning.

Men den går ikke.

»Samlet har der været så mange ting om de rejser, at det ikke har ligget inde for rammerne af, hvad man må bruge pengene på,« siger vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Susanne Clausen.

Derfor skal den statsstøttede skole tilbagebetale knap 600.000 kroner, som svarer til skolens udgifter for rejser til Saudi-Arabien samt to personaleture til Marokko og Tyrkiet.

I alt har 87 elever og 22 lærere været med på rejserne til Saudi-Arabien i årene 2013-2017. I et fotoalbum på skolens hjemmeside med titlen 'Umrah-tur' (pilgrimsrejse, red.) ses skoleleder Waleed Houji og eleverne i islams helligste by, Mekka.

Skolen mener dog, at der har været et fagligt formål med turene.

Had mod jøder

Al Quds Skole i Københavns nordvestkvarter kom i sommeren 2017 under tilsyn, efter B.T. skrev en række artikler om skolen.

Skoleleder Waleed Houji havde delt propagandabilleder fra terrororganisationen Hamas på Facebook. På hans profilbillede rettede Hamas-terrorister deres geværer mod en mand med en davidsstjerne på ryggen.

Desuden skrev en lærer hadefulde opslag mod jøder på det sociale medie.

Styrelsen vurderer, at opslagene på Facebook fra skolelederen og læreren er i strid med friskolelovens krav om at forberede eleverne til frihed- og folkestyre, fordi eleverne kan blive påvirket negativt af opslagene.

Men fordi skolederen undskyldte og tog afstand fra Hamas, og fordi læreren kort tid efter B.T.'s afsløring blev fyret, mener styrelsen, at skolen har håndteret sagerne korrekt, fremgår det af et brev fra styrelsen til Al Quds Skole.

Den får årligt omkring 16,7 millioner kroner i statsligt tilskud, men nu må den undvære 581.528 kroner, der skal betales tilbage til staten.

For skolens udgifter til rejserne til Saudi-Arabien er efter en samlet vurdering i strid med loven, konkluderer styrelsen.

Det skyldes blandt andet, at rejserne fandt sted i skolens ferieperiode og var frivillige for eleverne, hvoraf omkring 80 procent har deltaget en eller flere gange ved udgangen af 9. klasse.

Der manglede også fagligt indhold på rejserne, og samlet set har rejserne haft en social karakter, konkluderer myndighederne.

'Det er styrelsens vurdering, at de rejser til Saudi-Arabien for i alt 87 af skolens elever og 22 lærere, der ifølge skolens oplysninger er gennemført i skoleårene 2013/14 til 2016/2017, ikke kan antages at være kommet skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode,' skriver styrelsen til skolen i et brev, som B.T. har fået aktindsigt i.

Leder på Al Quds Skole Waleed Houji i Mekka på en skoletur i 2014. Foto: Alqudsskole.dk
Leder på Al Quds Skole Waleed Houji i Mekka på en skoletur i 2014. Foto: Alqudsskole.dk
Vis mere

Al Quds Skole vendte mandag ikke tilbage på B.T.s henvendelse. Men i februar talte B.T. med viceskoleleder Mohammed Khan. Han mener, at der var et fagligt formål med rejserne.

»Vi mener klart, at der var et fagligt formål. Vi valgte at lægge det i ferien på grund af bl.a. økonomien,« forklarede han.

Hvad var der af faglige ting på turene?

»Det faglige er samarbejdet mellem eleverne, der er med til at arrangere turen, lave budgetter, lave madordning og købe ind. De sætter sig ind i det historiske og geografiske,« fortalte viceskolelederen.