Sæt dit brugte tøj og ting du ikke bruger til salg på nettet

Tjen penge på de for stramme bukser, kjolen du aldrig har brugt og cd'erne, du ikke hører. Hvorfor lade det hele samle støv, når du kan få penge for det ved at sælge det på nettets basar.

På nettet kan du sælge ALT fra designertøj til antikke møbler, mikrobølgeovne, børnetøj og biler - helt uden at lette dig fra din kontorstol.

Flere danskere har fået øjnene op for de mange værdier, hjemmet gemmer på. Hjemmesiderne trendsales.dk, dba.dk (Den Blå Avis) og aktionsstedet qxl.dk oplever en stærkt stigende interesse for at sætte ting til salg på nettet.

»Mange har fundet ud af, at de kan få penge for det, de før i tiden smed til storskrald,« siger adm. direktør for QXL Jacob Masters. Hos QXL sættes seks mio. ting på aktion hver måned - et tal, der fordobles hvert år.

Og millionerne ruller på nettet. Direktør på Den Blå Avis, Frank Ludvigsen, skønner, at der hver uge bliver handlet for i hvert fald 160 mio. kr. på Den Blå Avis.

Selv om det er en rigtig god forretning at handle på nettet, så skal man ifølge Forbrugerrådet være opmærksom. En handel på nettet er ofte mellem to privatpersoner, og her har man ikke den samme beskyttelse af købeloven. Køber har ikke, som ved handel med en erhvervsdrivende, 14 dages fuld returret.

En stor familie
- Det er en god ide på forhånd at aftale, hvilke rettigheder køber og sælger har, hvis noget går galt senere, siger jurist i Forbrugerrådet Agnete Sigurd.

Alle tre portaler er meget opmærksomme på at sikre kunderne en sikker handel på nettet. De har supportlinjer, hvor folk, der føler sig snydt, kan få vejledning om deres rettigheder.

QXL og Trendsales har desuden et ratingsystem, hvor brugerne giver sælgere og købere karakterer. Her kan man se, hvor tilfredse andre har været for at handle med personen.

Direktør og medstifter af Trendsales, Martin F. Andersen, mener, at brugerne er med til at holde orden og ærlighed på nettet: »Brugerne føler sig som en stor familie og tager snyd meget alvorligt. Har de mistanke om snyd eller kopivarer, så melder de det straks til supporten. Så folk ved, at de ikke slipper godt fra fup, siger Martin F. Andersen.