Forældrene til en af de fire unge, der blev kvæstet, efter at en vogn rev sig løs på rutsjebanen 'Cobraen' i Tivoli Friheden i Århus, raser.

Tivoli-direktør Henrik Rasborg Olesen forsøger at bagatellisere ulykken, mener forældre til en af de unge, der blev kvæstet, da en vogn i 'Cobraen' faldt ned.

- Vi er forældre til den ene af de unge fyre, som kom til skade under turen i rutsjebanen fredag aften. Vi har naturligvis været på Århus Kommunehospital lørdag, efter at vores søn har været på operationsbordet adskillige timer fredag nat og lørdag morgen.

- Han har grimme læsioner på begge ben og især på det ene, hvor noget af knoglen er knust. Han har naturligvis mange smerter og er rimeligt chokeret, skriver forældrene i en mail til B.T.

Det bliver aldrig det samme
Da de kom hjem efter besøget på hospitalet, kunne de i tv se tivoli-direktøren udtrykke lettelse over, at alle fire tilskadekomne ville slippe uden mén.

- Vores søn ligger stadig på observationsafsnittet halvandet døgn efter ulykken. Trækker ikke vejret okay, har risiko for choknyre, kommer ikke til at gå i rigtig lang tid, og alle vi, der har prøvet at få isenkram sat i et ben, ved, at benet aldrig bliver det samme igen, skriver forældreparret.

Ifølge Århus Stiftstidende er tre af de fire tilskadekomne efter ulykken blevet opereret. Den fjerde er udskrevet.

De tilskadekomne er to mænd fra Århus-området og to kvinder fra Ringkøbing-egnen, alle mellem 22 og 24 år.

Slap med hjernerystelse
Ifølge avisens oplysninger er den værst tilskadekomne en ung mand med dobbelt benbrud fra Århus, hvis forældre altså har mailet B.T. Han blev opereret imellem tre og fire timer lørdag nat og ventes ikke udskrevet foreløbig.

Den anden unge mand fra Århus, som også er blevet opereret, ventes udskrevet i dag.

Den ene af de to kvinder fra Ringkøbing slap med en hjernerystelse. Hun er formentlig udskrevet. Den fjerde person, der kom til skade – også en kvinde fra Ringkøbing – forventes i løbet af nogle dage at kunne overflyttes til et lokalt hospital, så hun kan være i nærheden af sin familie.