Peter Väisänen var to år og hans søster Katri Schertiger fire år, da de første gang mødte deres plejemor Jytte Gaardboe. Selvom det er 31 år siden, husker hun stadig deres første møde.
»De så så søde ud. De var tydeligvis glade for hinanden, men lignede nogle, der trængte til trygge rammer og mennesker omkring sig, som kunne give dem kærlighed og en stabil hverdag,« husker hun.
Børnenes biologiske forældre var alkoholikere og havde flere gange efterladt de to søskende alene hjemme. Derfor var de igen og igen endt på et børnehjem i Lyngby. Ligesom de i en periode var sendt til Grønland til deres mors familie.
Men i 1988 besluttede Københavns Kommune at finde en mere permanent løsning til de to børn.
Jytte Gaardboe var 32 år gammel, da hun blev hyret som fuldtidsplejemor for de to. Sammen med sin daværende mand tog hun ud til børnehjemmet Christian X's Allé for at møde deres nye plejebørn.
Men de fik dem ikke med hjem samme dag, for børnene skulle vænne sig til deres nye liv - og deres nye forældre. Gentagne gange tog Jytte Gaardboe til Lyngby for at besøge de to børn, før de kunne flytte ind i huset i Rågeleje.
»De var naturligt nok lidt reserverede og utrygge over for os fremmede, men efterhånden som de lærte os at kende, blev de glade for at se os, når vi kom. På dagen, hvor de endelig skulle med os hjem, var der ingen problemer.«
Den velplanlagte overgang fra børnehjemmet til plejefamilien står i skærende kontrast til det skift, der blev en realitet, da Peter Väisänen 11 år senere blev flyttet væk fra Jytte Gaardboe og videre til den første i en lang række af nye plejefamilier.
Erfaren plejemor
Jytte Gaardboe er uddannet socialpædagog. Før hun fik Peter og Katri i pleje, havde hun haft en spæd dreng i akutpleje og en fem-årig dreng i aflastning. Begge var placeret midlertidigt hos hende og hendes mand, så hun vidste alt om, hvordan det var at være hyret til at yde omsorg.
Men med Katri Schertiger og Peter Väisänen blev det anderledes. De flyttede ind og blev en del af familien. De blev Jytte Gaardboes børn - på godt og ondt.
Da Katri Schertiger og hendes lillebror Peter Väisänen blev fjernet efter at have været Jytte Gaardboes plejebørn i henholdsvis 12 og 11 år, mistede de både kontakten til hinanden og til deres plejemor. Det ødelagde børnenes liv. Men det stækkede også Jytte Gaardboes lykke. Især gjorde det ondt, at kommunen effektivt afbrød kontakten til Peter Väisänen.
Hun finder billeder frem. Viser en smilende familie bestående af mor, far og to børn, der blev til tre, da Jytte Gaardboe fik sin biologiske søn, Mathias. På billederne holder familien fødselsdage og jul og er på sommerferie i Spanien, Finland, Ungarn og Portugal. Der er billeder fra familieudflugter, hvor Katri Schertiger og Peter Väisänen i forskellige aldre er omgivet af onkler, tanter, mostre og fætre.
»De var mine børn, og sådan tænkte min familie også på dem.«
Jytte Gaardboe rejser sig fra køkkenbordet og lægger mere brænde i ovnen, der opvarmer huset i Faxe, hvor den 63-årige tidligere plejemor i dag bor med sin kæreste.
Mens plejebørnene boede hos hende, kom de biologiske forældre på besøg i hjemmet, som det passede dem.
»Forholdet til dem var vigtigt, og vi havde et godt samarbejde. Deres far overnattede flere gange, når han var på besøg, og Katri og Peter glædede sig altid til, at de skulle komme.«
Jytte Gaardboe tænker tilbage på årene, da børnene var små, som en god tid. Men da først Katri Schertiger og bagefter hendes lillebror blev teenagere, begyndte problemerne at melde sig.
Konflikterne mellem plejemor og plejedatter tog til, og det smittede af på Peter Väisänen.
»Han var en stille og følsom dreng, men han blev mere og mere lukket og krævede stadig mere opmærksomhed og tid fra mig. Han kunne sidde og stirre på mig i timer, hvis jeg ikke lige havde tid til ham,« husker Jytte Gaardboe.
På det tidspunkt var hun blevet alene med de tre børn, og der var nok at gøre i familien. Mathias på fire år var begyndt i børnehave, Peter på 13 havde det svært i skolen og gjorde oprør mod alt og alle, og Katri på 15 år var blevet teenager og kom hjem med piercinger i navle og tunge, malede graffiti på væggene i sit værelse og blev ude om natten.
Jytte Gaardboe var ved at knække under byrden og bad Københavns Kommune, der havde ansvaret for børnene, om hjælp til at tackle plejesønnens problemer.
»Jeg bad om at få noget aflastning, for jeg var bange for, at han kunne ødelægge hele familien.«
Men i stedet for aflastning valgte sagsbehandleren at fjerne den 13-årige dreng og flytte ham til en ny plejefamilie. I modsætning til dengang børnene kom til familien, skete flytningen denne gang uden forberedelse.
Jytte Gaardboe vidste, at plejesønnen skulle flytte. Hun vidste ikke hvornår, men havde aldrig forestillet sig, at han ville blive sendt af sted, uden at de fik taget afsked.
»Men en dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var Peter væk. Jeg blev så vred, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke måtte sige farvel til ham. Han havde jo været min dreng i 11 år,« siger hun og fortsætter:
»Jeg havde troet, at jeg ville få lov at besøge ham i hans nye familie, men det måtte jeg ikke.«
Hun måtte ikke få at vide, hvor han blev flyttet hen, og hun fik aldrig lov at se ham igen. Sagsbehandleren mente, at det var bedst for drengen, at han fik en frisk start.
»Jeg blev ikke engang inviteret til hans konfirmation året efter. Det var meget mærkeligt, synes jeg.«
Da Katri Schertiger året efter - med hjælp fra Købehavns Kommune - flyttede hjemmefra i en alder af 16 år, medførte det store ændringer ikke bare i den unge piges liv, men også i hendes plejemors.
»Der var tomt her. Mine børn var væk. Jeg havde ikke længere råd til at sidde i mit hus og ville bare væk. Så før Mathias skulle begynde i skole, flyttede vi til Billund. Han havde mistet sine søskende, var ulykkelig og græd om dagen, mens jeg hylede om aftenen, når han var kommet i seng.«
Siden har hun set meget lidt til de to tidligere plejebørn. Først for ni år siden, da Katri Schertiger fødte en datter og opsøgte sin gamle plejemor, fik de to igen kontakt. Men Peter Väisänen har hun kun set én gang, siden han flyttede ud af hendes hjem.
»Katri inviterede mig til barnedåb, og jeg glædede mig til at se både hende og Peter igen. Til festen satte jeg mig ved siden af Peter og spurgte, om han ville snakke om det, der var sket. Men han var vred på mig og sagde, at han ikke kunne tilgive, at jeg ikke havde sagt farvel - dengang.«
Hun forstår ham godt.
»Han føler sig svigtet.«
Men afvisningen gjorde ondt. I tankerne har hun - ligesom han - ofte spurgt sig selv, om hun kunne have handlet anderledes.
»Nogle gange spørger jeg mig selv, om jeg gjorde det godt nok. Om jeg kunne have gjort mere.«
Svaret kender hun ikke. Hun kan kun konkludere, at hun gjorde, hvad hun kunne, og at hun bad om hjælp, da hun ikke kunne mere.
Men hun havde aldrig ønsket at miste kontakten til de to børn.
»Det gør ondt at miste kontakten til sine børn. Selvom det er 19 år siden, tænker jeg stadig meget på dem. Hvis de stod uden for min dør i morgen, ville jeg tage imod dem med åbne arme.«
