Højesteret stadfæstede fredag Østre Landsrets dom fra 1999 i Thulesagen.

Det betyder, at Thuleboerne og deres efterkommere ikke får mere i erstatning end de cirka 1,7 millioner kroner, som landsretten tilkendte dem for fire år siden, og de fik heller ikke medhold i deres krav om at kunne vende tilbage til deres gamle boplads ved Thule Air Base (Uummannaq).

De syv dommere i Højesteret var enige om afgørelsen, som ligger langt fra Thuleboernes krav om en kollektiv og individuel erstatning på 235 millioner kroner for tvangsflytningen i 1953.

Dommen er ensbetydende med, at Thuleboerne og deres efterkommere må nøjes med en kollektiv erstatning på 500.000 kroner og individuelle erstatninger på henholdsvis 15.000 og 25.000 kroner afhængig af beboernes alder på tidspunktet for tvangsflytningen. Den samlede erstatning kan dermed gøres op til cirka 1,7 millioner kroner.

Ifølge Højesteret er Thulestammen ikke et selvstændigt folk i Grønland og har derfor heller ingen selvstændige rettigheder.

Dommen slår også fast, at Thuleboerne ikke har ret til at vende tilbage til den gamle boplads ved Thule af hensyn til den danske forsvarsaftale med USA fra 1951. Det var den aftale om at opføre en amerikansk militærbase ved Thule, der førte til tvangsflytningen af de grønlandske fangerfamilier.

/ritzau/