Søndag klokken 13 fik statsminister Poul Nyrup Rasmussen lagt en liste på sit bord i Statsministeriet. En opdateret liste med navne på herboende udlændinge, der er under mistanke for aktiv deltagelse i international terroristvirksomhed.

  • B.Ts leder: Nyrup, krigen og vor indre sikkerhed

    Der er både flygtninge og indvandrere, der bor i Danmark, på den dybt hemmelige liste. Listen blev afleveret af PET, Politiets Efterretningstjeneste, i hvis hovedkvarter i Bellahøj i København der var hektisk aktivitet hele dagen i går.

    »Terrorlisten har i flere år været i PETs besiddelse, men i den politiske korrektheds navn og af frygt for at kvæste den politiske idyl i regeringen har den hemmelige tjeneste i PET undladt at forelægge listen for regeringen.« Det oplyser velunderrettede kilder til B.T.

    Det er nemlig ingen nyhed for agenterne i PET, at der skjuler sig adskillige terror-aktivister i den store strøm af udlændinge, der er kommet til og har bosat sig i Danmark.

    Ethvert spørgsmål om disse personer er altid blevet affejet som racistisk, reaktionært og fremmedfjendsk.

    I årevis har PET overvåget en række herboende udlændinge, som man mistænker for aktiv støtte til den internationale terrorisme. Danske statsborgere har også været i søgelyset. Om det er udlændinge, der har fået dansk statsborgerskab, vides ikke med sikkerhed.

    Det er de såkaldt sovende celler, personkredse der fra terror-organisationens ledelse i et fjernt land pludselig bliver befalet aktiveret, som har det hemmelige politis dybe interesse.

    Cellernes medlemmer bliver befalet til at yde en eller anden form for støtte til de personer, der skal udføre terrorangreb.

    Det kan være ved at huse terrorister, som leverandører af f.eks. falske papirer, som pas og kørekort, af flybilletter, forskellig teknologi, leje af biler og lejligheder, andre former for støttevirksomhed og ikke mindst af våben.

    Støtten med f.eks. falske papirer som pas og andet er vigtigt for terroristernes omfattende rejsevirksomhed og et liv i skjul.

    De mange identiteter gør det svært at følge dem på deres vej rundt omkring i verden.

    Terroristen Waleed M. Alshehri, som fløj med American Airlines-fly nr. 77, Boeing 767, der fløj ind i det nordlige tårn på World Trade Center i tirsdags, havde eksempelvis brugt mindst syv falske identiteter.

    Det er også kendt i den danske hemmelige tjeneste, at indsamling af penge til terrororganisationerne i rigt mål har fundet sted i Danmark. Det er sket frivilligt, under pres og via kriminalitet - i høj grad via narkotika-kriminalitet.

    Flere af de personer, der har haft den hemmelige tjenestes bevågenhed, er uddannet i terrororganisationernes lejre i bl.a. Mellemøsten, og er dér bl.a. undervist i at fjerne alle beviser, så det ville være svært at få dem dømt i en dansk retssal.

    De folk, der betegnes som de allermest interessante set med PETs briller, er dem, der på overfladen lever et stille og ubemærket liv og aldrig gør sig gældende i offentligheden. De såkaldte fyraftens-terrorister.

    Kontant viden om de sovende cellers aktiviteter har PET fået via det internationale efterretningssamarbejde med vore allierede, fra meddelere og via aflytninger.

    Hertil kommer en præcis kortlægning af rejseaktiviteter, ofte til de lande som de berørte er flygtede fra.

    B.T.s kilder peger også på, at flere af de mest yderligtgående herboende terrorist-sympatisører er andengenerationsindvandrere, opdraget og hjernevaskede i koranskoler i Danmark.

    Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) afviste søndag alle påstande om, at Danmark skulle være hjemsted for terrorister.

    Efter at en britisk ekspert lørdag i TV 2 Nyhederne vurderede, at Danmark tøver med at gribe ind over for terrorgrupper og deres støtter, har der været tæt kontakt mellem Statsministeriet, Justitsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste (PET).

    »PET har oplyst, at man ikke har kendskab til indsamlinger til fordel for bin Laden eller grupper, der støtter ham. Man har heller ikke kendskab til personer, der støtter bin Laden, selv om det naturligvis ikke kan udelukkes, at der er personer, der har sympati for hans ideologi,« sagde Poul Nyrup Rasmussen i aftes.