TDC har købt bredbåndsselskabet Fullrate. Det opkøbte selskab beholder sit eget navn og sin egen ledelse.

Telekoncernen TDC har købt bredbåndsselskabet Fullrate. Den nuværende ledelse fortsætter uforandret i selskabet, der forbliver et selvstændigt brand i TDC-koncernen, oplyser TDC.

Fullrate har de seneste år været et af de mest succesfulde bredbåndsselskaber i Danmark. Selskabet tilbyder landsdækkende telefoni og internetadgang via bredbånd, og siden februar i år har Fullrate også tilbudt mobilt bredbånd.

- Vi er meget begejstrede for Fullrates forretningskoncept, som er ekstremt kundefokuseret og meget enkelt, hvilket selskabets succes også vidner om. Derfor er vi yderst tilfredse med, at vi har fået en aftale på plads, siger TDC's adm. direktør og koncernchef, Henrik Poulsen.

Fullrate har 110 ansatte og fordoblede i løbet af 2008 kundebasen, så selskabet ved årsskiftet havde over 76.000 privat- og erhvervskunder, svarende til godt fire procent af det danske bredbåndsmarked. Selskabet forventer at fortsætte den kraftige vækst.



/ritzau/