Hun sidder på sin fars skød – med rottehaler og hvid nattrøje. Han griner. Og hun griner endnu mere.

Simone Bak elsker det billede. Derfor gav hun engang sin far en termokop, hvor billedet var sat ned i. Men da de skulle rydde hans hjem, var koppen væk. De ubekymrede far-datter-grin findes nu kun i Simones hoved.

»Men jeg kan fuldstændig se det for mig. Jeg er rigtig glad for, at jeg i det mindste nåede at opleve at have en far, der var der i de vigtigste år,« siger Simone Bak, som i dag er 24 år, læser til ergoterapeut og bor med sin kæreste i Aarhus.

Billedet er hendes minde om en ubekymret barndom. Opvæksten i det store hus ved Solrød Strand. Sommerferier. Skiferier. En mor og far, der havde det godt sammen, selvom de havde svært ved at få børn.

I Brus har Simone Bak lært at se alkoholmisbrug som en sygdom. »Det har gjort, at jeg bedre kan acceptere min historie, og at jeg ikke er sur på min far. Jeg tror ikke, han selv ønskede at være i den situation.«
I Brus har Simone Bak lært at se alkoholmisbrug som en sygdom. »Det har gjort, at jeg bedre kan acceptere min historie, og at jeg ikke er sur på min far. Jeg tror ikke, han selv ønskede at være i den situation.« Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Jeg var drømmebarnet, som de kæmpede nogle år for at få. Vi var rigtig tætte og havde det sjovt sammen,« siger hun.

Derfor elskede hun også at have veninder med hjemme.

Hendes far var en dygtig sælger. Men en dag gik firmaet ned. Han mistede sit job. Så kom skilsmissen. Han flyttede alene til Lolland, og Simone så kun sin far hver anden weekend.

En gang i 9. klasse var det så, at hun åbnede et skab hos ham og fandt de mange tomme flasker.

»Jeg tror godt, jeg vidste, at der var et eller andet galt. Men hvornår er det for meget? Det ved man jo ikke som barn,« siger hun.

Samtidig havde hun travlt med at passe på sin far.

»Og at passe på min far indebar også, at andre ikke skulle tænke noget dårligt om ham,« siger hun.

Dukkede op på efterskolen

Derfor holdt hun det for sig selv.

Mange pårørende er ligesom Simone Bak bange for stigmastiseringen, forklarer Bjarne Stenger Elholm, leder af rådgivningstelefonen Alkolinjen.

»Billedet af en problematisk alkoholforbruger er ofte forbundet med en social deroute og offentlig fordømmelse,« siger han.

Fulderikkerne nede på bænken var også det eneste billede, Simone dengang havde af en alkoholiker.

Hendes far var jo en succesrig sælger. En fantastisk far og et forbillede for hende.

Men billedet begyndte at krakelere, da hun kom på efterskole, og faren mest var til stede i hendes liv, når han uanmeldt dukkede op på skolen, fordi han skulle bruge penge.

Ledte efter alkohol

En af lærerne spurgte ind til situationen derhjemme, og Simone fortalte for første gang om sine bekymringer. Det var samme lærer, der fik hende overtalt til at tale med hendes mor.

Hvad der præcis blev sagt, husker hun ikke, men hun fik talt med sin mor.

Herefter fulgte en svær gymnasietid, hvor Simone altid tog en runde i huset, ledte efter alkohol, når hun besøgte sin far.

Tavsheden er det værste. Simone vil hellere, at folk spørger om noget forkert, end at de ikke tør spørge hende til sin far.
Tavsheden er det værste. Simone vil hellere, at folk spørger om noget forkert, end at de ikke tør spørge hende til sin far. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Det var min måde at holde øje med, hvor slemt det var,« siger hun.

Det var stadig kun læreren og moren, hun havde talt med. Indtil den dag, hun blev ringet op og fik fortalt, at det var ret kritisk med hendes far.

Det blev Simones opgave at prøve at overtale ham til behandling.

»Jeg var hans ønskebarn, så jeg har aldrig været i tvivl om, at han elskede mig højt. Så det var nok andres måde at prøve og hjælpe ham på. Jeg var formentlig den eneste, der kunne redde ham,« siger hun.

Men det var også et tungt ansvar, og i slutningen af 3.g ramte depressionen. Hun formåede kun lige at møde op i skolen. Lektier lavede hun aldrig.

Et forbudt håb

Hendes mor fik hende til rådgivning i Tuba, og det var første gang, hun snakkede med nogen, som kendte til den følelsesmæssige rutsjetur, hun som barn af en misbruger var fanget i:

Håbet om at, at han kunne sætte flasken fra sig. Skuffelsen, når han igen faldt i. Lettelsen, når han i gode perioder sendte hende beskeder. Bekymringen, når hun ingenting hørte.

»Så vidste jeg jo godt, den var helt gal. At jeg når som helst kunne blive ringet op med beskeden om, at han ikke var her mere,« siger hun.

»Jeg ville ønske, at min far oplevede de ting, jeg laver. At han f.eks. havde mødt min kæreste. Han er også sælger. Jeg tror de ville have meget at snakke om,« siger Simone Bak om savnet af sin far.
»Jeg ville ønske, at min far oplevede de ting, jeg laver. At han f.eks. havde mødt min kæreste. Han er også sælger. Jeg tror de ville have meget at snakke om,« siger Simone Bak om savnet af sin far. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Og den måske allersværeste. Dødens dilemma.

»Jeg tror, der er mange børn af misbrugere – også mig – som går med et forbudt håb om, at det sker en dag, for så slipper man for de der rutsjeture,« siger hun.

For tre år siden døde Simones far.

Først blev hun 'selvfølgelig vildt ked af det'. Men efter lidt tid forsøgte hun at bilde sig selv ind, at 'det egentlig var rart'. Men et år efter måtte Simones mor skubbe hende til psykolog.

»Jeg kunne ingenting rumme. Var sur på alle omkring mig og ville helst være alene. Jeg har gået på efterskole, guideskole og været i værnepligt – jeg er ikke typen, der helst vil være alene,« siger hun

Fået plads på reolen

Farens gentagne svigt havde med tiden gjort det svært for Simone at stole på andre. Veninder. Kærester. Hun trak sig hellere i god tid end at risikere at blive skuffet.

»Hvis min far ikke gad mig, hvorfor skulle andre så. Det har jeg i lang tid levet efter og på den måde holdt folk lidt på afstand,« siger hun.

Hun aner ikke, hvor hun ville være uden den hjælp, hun har fået i organisationerne Tuba og Brus, hvor hun har mødt andre børn og unge af misbrugere.

Billedet på reolen har ikke altid stået der. Det er først for nyligt, at Simone Bak har kunne give ham plads i hendes liv igen.
Billedet på reolen har ikke altid stået der. Det er først for nyligt, at Simone Bak har kunne give ham plads i hendes liv igen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Teermokoppen har hun ikke fundet. Men et andet billede af Simone og far har fået en plads på reolen i køkkenet.

»Det har taget mig nogle år at nå dertil, hvor jeg kan have billedet stående fremme,« siger hun.

Nogle dage gør det hende ked af det. Andre dage gør billedet hende glad, fordi det minder hende om deres gode tid sammen.

Simone er indimellem blevet mødt af folk, som har forsøgt at trøste hende med, at hun i det mindste ikke var så meget i kontakt med ham til sidst.

»Det gjorde det måske nemmere, lige da han døde, men jeg mistede jo min far for mange år siden,« siger hun.

Mod sig selv, familien og mig

Indimellem bliver hun også rigtig sur på manden på billedet:

»Hvordan kunne han gør det mod sig selv, mod sin familie, mod mig?« siger hun og fortsætter:

»Når han nu har kæmpet så langt tid på at sætte mig i verden, hvorfor kunne han så ikke bare være der for mig?«