Byggeriet af taget på Parken i København skrider planmæssigt frem. Firmaet Skanska Danmark, som er entreprenør på tagdækningen, forventer at blive færdig til den endelige deadline: den 31. marts.

Det skulle så give tid nok til de øvrige forberedelser, inden Det Europæiske Melodi Grand Prix bliver afholdt i Parken den 12. maj.

Halvdelen af de 13 monumentale ståldragere, der skal gå på tværs af Parkens tag, er nu på plads.

"Arbejdet skrider frem som planlagt. Der har da været udfordringer undervejs, men dem har vi løst hen ad vejen. Vi følger tidsplanen," siger Trine Lykke Tang, der er byggeleder og arbejder med driften og vedligeholdelsen af taget.

To måneder før Grand Prix'et er det stadig en skov af stilladser, kraner og en regulær myldretidstrafik af gaffeltrucks, der dominerer området bag nationalarenaen.

De over 100 ansatte bygningsarbejdere har siden oktober arbejdet hårdt på at blive færdige til den aftalte tid.

Halvdelen af dem kaldes "stålfolkene", og de indgår i et skiftehold, der sørger for, at bygningen af taget kan fortsætte i døgndrift. Deres job er at samle og hejse de i alt 13 ståldragere, der hver er 100 meter lange.

Dragerne er lavet af stålstænger sat sammen i en gitterkonstruktion, og indtil videre er syv af dragerne sat på plads - 40 meter over grønsværen. Imellem dragerne skal dugene spændes op, og de vil gøre Parken vind- og vandtæt.

Tagkonstruktionen til 110 mio. kroner er unik i Danmark. Den er et 100 gange 120 meter langt skydetag, der kan trilles ud over Parken på godt 20 minutter. I godt vejr kan taget gemmes i en - efter normale forhold - noget forvokset garage over den gamle Coca-cola tribune.

Garagen skal samtidig fungere som platform for ophængning af lamper og kameraer over scenen.

Men der er ikke bare sørget for lyset i forbindelse med taget. Der er også sørget for varme.

"Ventilationssystemet skal sørge for at skifte luften ud i hele publikumsrummet på en time. Det vil samtidig kunne opvarme rummet, men det tager dog lidt længere tid. Vi regner med at kunne hæve temperaturen fra minus syv til plus 15 grader på tre dage.

Et fyldt stadion vil også kunne hjælpe med et par grader," siger Trine Lykke Tang.

Varmen skal komme de cirka 40.000 tilskuere i Parken til gode, når Melodi Grand Prix'et bliver afholdt. Der kan de se 23 lande dyste om den pris, Brødrene Olsen løb med sidste år.

Danmarks Radio står for tv-transmissionen og forventer, at det med 100 mio. seere fordelt over 30 lande bliver det største Melodi Grand Prix i konkurrencens historie. /ritzau/