I gennemsnit drikker en dansker svimlende 87 liter sodavand om året, og selvom vi er blandt de førende i verden, bliver vi slået af vores naboer.

Normændene, drikker nemlig i snit 100 liter om året pr. person, skriver TV2 Norge.

Det store forbrug har dog en alvorlig bagside. 

Drikkevarer med et højt syreindhold er nemlig skadelige for både tænder og tandkød. Syren kan gøre tænderne mere gule, og over tid kan emaljen simpelthen ætses væk, hvilket kan føre til store smerter og hævelser.

For at kortlægge de største syndere har TV2 Norge testet pH-værdien i 14 forskellige drikkevarer. Til sammenligning har rent drikkevand en neutral pH-værdi på 7. Jo lavere pH-værdien er, jo mere syrlig og skadelig er væsken for tænderne.

I den mindst syrlige, men stadig syrlige, ende af testen finder man blandt andet friskpresset appelsinjuice med en pH-værdi på 4,0, energidrikken Powerade på 3,9 og den hvide Monster Ultra, der måles til 3,7.

Populære sodavand er blandt de drikkevare med lavest pH-værdi
Populære sodavand er blandt de drikkevare med lavest pH-værdi Foto: George Frey/AFP/Ritzau Scanpix

De drikkevarer i testen med de laveste pH-værdier, og dermed anses som mest syrlige, er dog nogle af de mest velkendte mærker på markedet. 

Både Coca-Cola Zero og Pepsi Max lander på en pH-værdi på 3. Den klassiske Coca-Cola med sukker ryger endnu længere ned på 2,7 – og den bliver kun overgået af energidrikken 'Battery'.

Selvom springet fra 3,7 til 2,7 umiddelbart kan lyde lille, skal man ikke lade sig narre. Skalaen er logaritmisk, og det betyder, at der er en gigantisk forskel på top og bund, forklarer Aida Mulic, der er professor og seniorforsker ved NIOM-instituttet:

»Det er ti gange værre,« slår hun fast over for mediet.

Ifølge Tandlægen.dk har 15 procent af alle voksne danskere i dag syreskader på tænderne. 

På deres hjemmeside oplyser de, at den absolut bedste måde at undgå de permanente skader på, er ved helt at holde sig fra syreholdige drikke som sodavand samt at begrænse indtaget af meget syreholdig frugt.