Godt og vel tre uger fra slutningen af februar til midt i marts realiserede BTs kulturjournalist Jan Eriksen en meget gammel drøm. En prilgrimsrejse til rockmusikkens arnesteder i USA.
»Det var samtidig opfyldelsen af drømmen om et roadtrip gennem USA. Rejsens længde og rute var bl.a. indrettet efter diverse praktiske forhold som mængden af feriedage og det forventede vejrlig i USA, hvor vinteren kan være betydelig hårdere end her.«
»Det skulle vise sig at blive andet og mere end en turistrejse - en erkendelsesrejse, en dannelsesrejse. Det var en afsøgning af min egen passion for rockmusik. En rejse, hvor jeg kom tæt på amerikanere i alle aldre, med alle politiske overbevisninger. Og lærte noget om mig selv,« fortæller Jan Eriksen.
LOG IND PÅ BT PLUS og tag med BTs kulturjournalist Jan Eriksen på en musikalsk og eventyrlig pilgrims rockrejse i USA fra Memphis, Muscle Shoals, Cleveland og Knoxville, til Nashville, Washington DC, Philadelphia, Asbury Park og New York - en rejse du sent vil glemme...
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Godt og vel tre uger fra slutningen af februar til midt i marts realiserede BTs kulturjournalist Jan Eriksen en meget gammel drøm. En prilgrimsrejse til rockmusikkens arnesteder i USA.
Det var samtidig opfyldelsen af drømmen om et roadtrip gennem USA. Rejsens længde og rute var bl.a. indrettet efter diverse praktiske forhold som mængden af feriedage og det forventede vejrlig i USA, hvor vinteren kan være betydelig hårdere end her.
Det skulle vise sig at blive andet og mere end en turistrejse - en erkendelsesrejse, en dannelsesrejse. Det var en afsøgning af min egen passion for rockmusik. En rejse, hvor jeg kom tæt på amerikanere i alle aldre, med alle politiske overbevisninger. Og lærte noget om mig selv.
1. MEMPHIS: PATTIE PASSER KONGENS GRAV
Graceland besøges dagligt af mellem 2.000 og 3.000 gæster. En af disse er 80-årige Pattie Schaffer, som hver morgen tager en tur til Graceland. Porten ind til Elvis’ hus står dagligt åben for offentligheden mellem 8 og 9.
Pattie har påtaget sig et ulønnet job som den, der tager sig af de buketter, som op til flere hundrede gæster dagligt placerer på The Kings gravsted.
Indtil for fire år siden havde hun levet hele sit liv i New York. Men da hendes mand døde, flyttede Pattie til Memphis for at være tæt på Elvis.
»Jeg var nødt til at flytte i mit hjerte. Jeg mediterer, når jeg er her. Beder til Gud. Takker Elvis for at være der for mig hele mit voksne liv,« siger Schaffer.
Spørgsmålet bliver aldrig stillet, for det ville være upassende. Men alligevel: at bosætte sig i Memphis for at passe sit idols grav, fremfor sin mands gravsted i New York? Der findes mange former for kærlighed.
En aften møder vi to andre livslange fans på en barbecuerestaurant i nærheden af Graceland. »Der er set et spøgelse i Graceland,« tilføjer den ene, der passer en lille Elvis souvenirbutik.
Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg tror på, at der findes strømme, bevægelser, spirituelle spor, eller hvad man nu vil kalde det, der hverken kan eller skal forklares rationelt. Karma, måske. Den slags kommer ikke udefra. Det begynder inde i én selv - det begynder med, at man åbner sit hjerte, måske påvirket, f.eks. af The Kings guddommelige stemme.
Den sidste dag, inden vi kører videre til Nashville, betragter jeg Elvis Aaron Presleys gravsten i nogle minutter. I et forbigående glimt ser jeg overrumplende et lysglimt i vandpytten. Nærmest som et tegn.
Graceland ligger på Elvis Presley Boulevard i Memphis. Elvis boede i huset fra 1957 til sin død i 1977.
2. MEMPHIS: PÅ KONGENS STAMPLADS
Memphis er bestemt ikke verdens mest charmerende by. Man skal ikke langt væk fra bykernen, før man ser og mærker det armod, der har gjort byen til USAs fjerde farligste by - efter Detroit, Saint Louis og Oakland.
Men for rockfans er der masser at se udover de mest oplagte spot: Sun Studiet og Graceland, et nyt, lidt pauvert rockmuseum og så Beale Street med de mange bluesklubber. Det sker et par gange på vores tur rundt i Memphis og omegn, at fantasien insisterer på at lege med. F.eks. en solrig lørdag eftermiddag ved en afsides klub, hvor Elvis første gang optrådte ’professionelt’ med sin akustiske guitar. Det er ikke svært at forestille teenage-Elvis ankomme i den truck, han lånte på sit arbejde, gribe guitaren, og gå ind i klubben.
En eftermiddag går jeg ind i Arcade Restaurant, der mere eller mindre ser ud som, da den blev bygget i 1919. Det er en autentisk og meget sanselig oplevelse. Sætter mig med min cola på Elvis’ faste plads ved bagudgangen, mens jeg venter på en The Mystery Train-burger, opkaldt efter en Jim Jarmush-film, der bl.a. foregår på restauranten. Udover et par tjenere er restauranten fuldstændig tom. Det er uden for sæsonen.
Tomheden føles egentlig meget rar på Elvis vegne, så at sige. Efter han blev verdens første teenage- og rockstjerne, kunne Elvis ikke bevæge sig frit rundt i sin by i dagslys. Det eneste sted, han følte en vis frihed, var bag murene omkring Graceland. Og dér var han ikke lykkelig.
Flere restauranter og barer i Memphis har bevaret deres oprindelige indretning. Det er lidt som et levende rockmuseum.
3. MEMPHIS: BEALE STREET - DISNEYLAND (AFTER DARK)
Som helt ung kom Elvis ofte i bluesklubberne i Beale Street i det centrale Memphis. Timerne foran scenerne med de sorte musikere og den nye, spirende blues, spillet af B.B. King og Muddy Waters, blev hans ’efteruddannelse’ ovenpå ’grundskolen’ med kirkens gospel, radioens bluegrass og de store ballroom popballader, han var vokset op med. Alle ingredienserne var der i forvejen. Men det blev først rock’n’roll, som vi kender det, da Sam Phillips bad Elvis synge ’It’s Allright Mama’.
Jeg tilbringer et par solrige timer i en klub med udendørs scene. Der breder sig en vis festivalstemning i solen. Et par fadøl, fire musikere, der spiller deres blues og soul med samme selvfølgelighed, som barmanden skænker fadøl. Det er et af den slags øjeblikke, der har nok i sig selv. Indtil en tysk turist begynder at synge med på Otis’ ’Sitting on the Dock of the Bay’. Der er noget Disneyland (after dark) over Beale Street, som der er over så mange andre amerikanske turistmagneter. Vi nordboer vokset op med en meget stringent køb-og-salg kultur. Man går ind butikken eller restauranten, finder selv det, man vil have, betaler, lægger sine drikkepenge, går når det passer én, de ansatte får deres løn. Sådan er det ikke i Beale Street. Man skal leve med, at dørmanden kan være grænseoverskridende overtalende, tjenerne presser og bliver sure, hvis man ikke drikker eller spiser nok.
Det er lige til at få The Blues over.
4. MUSCLE SHOALS: MØDE MED EN AF ROCKENS MASKINMESTRE
Henrik har været så venlig at sætte mig i kontakt med musiker og producer Norbert Putnam. Efter snart 60 år i musikkens tjeneste i Nashville har han skruet ned. Han har bosat sig i byen Muscle Shoals, syd for Nashville, hvor hans karriere begyndte som studiemusiker i 1962 som medlem af The Musecle Shoals Rhythm Section i det dengang nye Fame-studie.
Sammen med vennen David Hood viser han en overflod af ’Southern hospitality’ på en rundtur i byens andet legendariske studie, Musle Shoals Recording Studio.
Jeg møder dem bl.a., hvor Mick Jagger og Keith Richards første gang hørte deres indspilninger af ’White Horses’ og ’Brown Sugar’ i december 1969. Hvor David Hood også var til stede som observatør.
For mig er det mindst lige så legendarisk at møde Hood, der står på det gulv, hvor han gennem årene har spillet bas for Cat Stevens, Paul Simon, Bob Seger, Traffic, The Staple Singers, Frank Black og Percy Sledge. Den beskedne sydstatsgentleman er en af rockmusikkens sande maskinmestre. I en alder af 72 spiller han stadig med i britiske The Water Boys.
En eller anden rocklegende sagde engang: ’What is rock’n’roll? Rock’n’roll is perseverance’. Rock’n’roll er vedholdenhed, dedikation.
Byen Muscle Shoals ligger ved Tennessee-flodens bredder i Alabama. Den er en af USAs store musikbyer.
5. NASHVILLE: AMANDA SYNGER FOR LIVET
Broadway i Nashville fungerer på samme måde som Beale Street. En del barer med fri adgang, hvor den forbipasserende kan lytte til lokale musikere. Det er ikke længere end fem år siden, jeg sidst besøgte stedet. Dengang blev der spillet forskellige former for country. Det er trods alt Nashville. I dag skal man åbenbart være heldig for at høre et countrynummer. I en bar taler jeg med en fyr, der forklarer, at musikerne er afhængige af de dollar, turisternes lægger i dertil indrettede spande. De tager gerne imod ønsker, hvis man betaler. Jeg hører gode, udfordrende versioner af George Harrisons ’Something’, Stevie Wonders ’Supersticious’ og Taylor Swifts ’Welcome to New York’. Kæft, den unge dame på scenen kan synge.
På et af spillestederne spiller hillbilly-duoen The Taylor Duo. De vinder straks mit hjerte. Mor Paula Jo spiller den ondeste Steve Vai-spade. Ikke umiddelbart country, skulle man mene, men det virker. Datter Amanda synger, som gjaldt det livet. Hvad det på en måde også gør. Dels er hun med i et lokalt tv-show, der måske kan gøre nogle pladebosser interessede. Dels skal de dollar, vi lægger i spanden, betale datterens uddannelse, fortæller bartenderen.
»Derfor betaler vi skat i Danmark,« siger jeg til ham. »Ja, jeg kan se på din hættebluse, at du er en af dem,« siger han med et djævelsk grin.
Broadway er centrum i Nashvilles aften- og natteliv. Der er mange fine ’rigtige’ musikklubber i byen også. Det nye Johnny Cash museum og Country Music Hall of Fame kan anbefales.
6. CLEVELAND: HASHBROWNS OG RACISME
Min nye amerikanerøse er ikke specielt ... amerikansk. Har på forhånd valgt den billigste Chevrolet. Det viser sig at være en Toyota Prius. Min røde hybridbil er godt nok lidt sløv på turen op ad bjergvejene, men jeg har god tid. Det er et af roadtrippets dogmer. God tid. Cool it. I øvrigt ender min cirka 2.000 km lange tur med at koste sølle 600 kr. i benzin.
Et sted mellem Muscle Shoals og Cleveland søger jeg ind i et Waffle House, en franchise-kæde som McDonald’s.
Jeg smalltalker med en venlig mand. Han spørger, om jeg er socialist. Han mener: med dén bil. Peger ud gennem vinduet. Han har jo hørt, at Danmark er et socialistisk land. Men det er hans eget land jo også blevet under den ’damn’ afro-amerikaner præsident. Ordet afro-amerikaner vrænges sarkastisk ud.
Overmæt af hashbrowns og hvad der har vist sig at være en bøf, bacon og spejlæg-sandwich, følger jeg den første indskydelse: at ignorere manden venligt. Andet dogme: Stay out of trouble.
Mødet med den renlivede racisme, der stadig trives vest for Smokey Mountains, er på én gang et granatchok og en forventelig bekræftelse af noget, man ved kan komme. Millioner af amerikanere er enige med manden.
Den ene af ekspeditricerne, en mørk pige, ser fuldstændig indifferent på os. Jeg prøver at fange hendes øjne i et håb om at udstråle en form for sympati.
Hendes øjne udstråler absolut INTET. Og hvorfor ikke?
Jeg er bare en turist, der har råd til at køre rundt i hendes dødssyge Alabama. Hendes udfrielse skal komme et andet sted fra. Måske fra det kors, der hænger om hendes hals, og som hun jævnligt berører med sine plastichandsker.
Man kan diskutere, hvad der er rigtig amerikansk mad. Men kalorier er ofte en stor bestanddel.
7. KNOXVILLE: GUD ER OVERALT
Jeg er på vej mod indianerbyen Cheerokee, da en lille kirke fanger opmærksomheden. Ikke fordi den er noget særligt – tværtimod. Det er mere traileren bag kirken. Er det virkelig præstegården? Vognen er tydeligvis beboet, men der er ingen hjemme. Tanken om en præst, der har bosat sig alene i en campingvogn midt i Smokey Mountains med en menighed bestående af 7 – 8 huse i en dal, fascinerer mig af en eller anden grund.
Siden jeg som dreng læste om Davy Crokett, senere om indianerne og langt senere hørte den ultimative hyldest til barndommens grønne dal, Gladys Knights ’Midnight Train to Georgia’, har jeg været fascineret af bjergkæderne, der løber parallelt med østkysten.
Der har nok altid været en snip af en drøm om at strejfe alene rundt i bjergene.
Overalt i bibelbæltet er der vidnesbyrd om ud. Også i bjergene. Kirker, skilte, skulpturer. Underholdning er den største eksportgren i guds eget land, men gud og rock’n’roll har aldrig rigtig for alvor været kompatible størrelser. Heller ikke for mig, der betragter rockmusikken som det syndige oprør mod religionens krigeriske pietisme.
I Memphis har vi oplevet en baptistgudstjeneste med den gamle soulstjerne Al Green, der nu er præst. Den oplevelse bringer noget frem, som jeg ikke troede, jeg havde i mig.
’Åbenbaring’ er et stort ord, for det handler ikke om Gud som et sæt regler, der begrænser menneskers ret til at være sammen - gifte sig – med hvem de vil. Uanset om disse regler praktiseres i sydstaterne eller Saudi-Arabien. Tværtimod.
Det handler om musikken som en opløftende, spirituel kraft for alle, der vil den. Måske er rockmusikken og troen på Gud udtryk for den samme stræben - med livsnydelse og -forsagelse som hver sit sprog.
Bibelbæltet betegner et område i det sydøstlige USA, hvor konservativ protestantisk kristendom står stærkt og spiller en dominerende rolle i kulturen. Dominerende kirker i bibelbæltet er blandt andre den anglikanske kirke, sydstatsbaptister og pinsekirker.
8. WASHINGTON, DC: DEMOKRATIETS VUGGE
Det mest slående ved byen, der huser verdens mægtigste mand, er dens monumentalitet. Alt er ikke bare stort. Det er enormt. Lincoln Memorial, hvor Martin Luther King holdt sin berømte ’I Have a Dream’-tale. De forskellige Smithsonian museer, National Gallery of Art, Washington Monument – og Capitol Hill, der huser Kongressen.
Alt i Capitol Hill emmer af storhed og rummelighed. En værdig ramme om demokratiets vugge. Midt mellem hvide statuer af vigtige mandlige kongresmedlemmer er der en beskeden bronzefarvet statue, der forestiller en siddende Rosa Parks.
Hende, der antændte borgerrettighedsbevægelsen, da hun nægtede at rejse sig for en hvid mand i en bus. Et vidnesbyrd om at det kan lade sig gøre at trænge ind i The Hill.
Der er en udstilling om Capitol Hills rolle i popkulturen i Library of Congress. Den har den gode, gamle komiker Bob Hope som overordnet tema. Hope havde et særligt forhold til Det Hvide Hus. Han nåede at blive bekendt af hele elleve præsidenter, fra Roosevelt til Clinton.
I udstillingen er Hope citeret for denne joke:
’Jeg holder mig fra politiske jokes. De har det med at blive valgt’.
Forhåbentlig ikke et vidnesbyrd om, at det kan lade sig gøre at trænge ind i The Hill - for dårlige politiske jokes i november.
Alle de største og vigtigste statsinstitutioner er samlet omkring en meget stor park i Washington. Det tager mindst et par dage at se det hele.
9. PHILADELPHIA: ALMOST HEAVEN
En god ven har anbefalet at køre på Blue Ridge Parkway. En 755 km lang udsigtsvej gennem Blue Ridge Mountains, der byder på det ene udsigtspunkt efter det andet. Så klart en af mine største naturoplevelser nogensinde, ikke mindst fordi turen foregår i marts, udenfor sæsonen. Jeg har vejen for mig selv. Ikke engang bjørne eller ulve ser jeg. Kun ørne, der svæver henover bjergene.
Da jeg når til Philadelphia i min Prius, er der to mål. Dels at se stedet, hvor The Philadelphia Sound blev født i et studie på 212, 12th Street North i Philadelphia.
I 1972 udsendtes ’T.S.O.P (The Sound of Philadelphia)’ med sang af The Three Degrees - og vejen var banet for en ny jazzinspireret soulet lyd med delikate violiner, horn og smørsang. Det blev en forløber for diskomusikken, inspireret af det, der foregik i klubberne i byen.
Philly-navne som Teddy Pendergrass, The Intruders, Patti Labelle, til dels Pointer Sisters, Stylistics og mine personlige helte Hall & Oates banede vejen.
Er man sær, når man rejser halvdelen af jordkloden rundt for se på et tomt hus, hvor Barry White indbrummede sine hit og David Bowies ’Young Americans’ blev indspillet? Ja, nok lidt.
Det andet mål er desværre sværere at opfylde. Om aftenen spiller en af heltene, rock-sangskriveren Lucinda Williams, i en Philadelphia-klub. Det har jeg glædet mig til. Det viser sig at være en lille bitte klub, og der er meget udsolgt, som en bister dame ved døren siger.
De to smilende kvinder på billedet har billetter til Williams. De anbefaler i stedet at se den unge Adam Ezra, der spiller i baren. Det bliver en god aften.
En uregerlig rootsmusiker, der i dén grad savner en retning. Men hans hjerte sidder uden på den ternede skjorte. Og han slutter af med en version af John Denvers ’Take Me Home Country Roads’, som jeg har tænkt en del på de seneste par dage.
‘Almost heaven, West Virginia, Blue Ridge Mountains.’
Alt går op i en højere enhed. Det er smukt.
Underholdningsmæssigt er Philadelphia især kendt for to film, ’Streets of Philadelphia’ med Tom Hanks og som byen, Rocky (Sylvester Stallone) bor i.
10. ASBURY PARK: I BOSSENS FODSPOR
»In the day we sweat it out on the streets of a runaway American dream
At night we ride through the mansions of glory in suicide machines.«
Nu er min røde hybridbil ikke en selvmordsmaskine, men jeg forstår Bruce.
Sandt at sige er Asbury Park, New Jersey ikke noget at skrive hjem om. Byen, der sammen med omgivende småbyer har lagt demografi til rockmusikkens største historiefortæller og mest behjertede livekunstner, er kedelig. Bykernen ligner et sted, man kun opsøger om aftenen, når man er ’looking for trouble’.
En flere årtier gammel drøm om at gå i Bruce Springsteens fodspor og stå på hjørnet af 10th Avenue og E-Street opfyldes. Havde egentlig regnet med at finde mig selv på et downtown gadehjørne, når det endelig skulle være. Men det viser sig, at de to gader krydser hinanden i et søvnigt ærkeamerikansk villakvarter i nabobyen Belmar, hvor nogen har opstillet en kopi af Bruces ikoniske Fender Esquire.
Så er der mere stemning ved byens store attraktion, stranden. Flere bygninger ser ud, som de gjorde, da drenge-Bruce gjorde de første udflugter til the promised land i begyndelsen af 60erne. Blandt andre Convention Hall, der ses flere steder på coveret af hans første album ’Greetings From Asbury Park’.
Det er næsten 30 grader varmt. I marts. En blanding af lys sommeroptimisme og en blød stemning af afskallet patina, der med nød og næppe holder forfaldet på afstand.
Hele to af de klubber, hvor Springsteen og vennerne i E-Street band trådte deres barnesko, er under renovation, bl.a. Asbury Lanes, der er købt af et nærliggende hotel.
Jeg når lige at fotografere huset, hvor Springsteen boede, mens han skrev de fleste sange til ’Born To Run’, inden det bliver mørkt. Sætter mig foran, mens ’darkness on the edge of town’ falder på. Genkalder fornemmelsen af lilleby, som jeg selv boede i, da Hans Otto Bisgaard eller Jan Sneum en dag i 1975 spillede ’Born to Run’ første gang på P3 i min nye stereoradio. ’Roy Orbison singing for the lonely’.
Man kan flygte fra lillebyen, men ensomhedsfølelsen bliver boende.
The E-Street Band er opkaldt efter vejen, hvor den nu afdøde keyboardspiller Danny Federici boede som dreng. 10th Avenue har lagt navn til ’10th Avenue Freeze-out’ på ’Born to Run’.
11. NEW YORK: ANSVAR
Samtlige navne på de godt og vel 3.000, der døde den 11. september 2001, er indgraveret i bronzeplader i mindeparken midt i det nye World Trade Center i det sydlige Manhattan, New York. ’Stars and Stripes’ er stukket ned i en del navne. Ifølge en vagt er der tale om navne på folk, der ville have haft fødselsdag for nylig. Det gør indtryk at se de mange rød, blå, hvide flag. Stort indtryk. USA er lige så meget et land på vrangen af et mareridt, som det mere end noget andet er landet, der er bygget på en drøm. Som nationen står sammen om at forsvare, når det gælder. Hvis efterretningstjenesterne ellers kan finde ud af tale sammen.
Jeg sætter mig på en bænk, ser på flagene, klapper en vagthund og tænker på min søn, der aftjener sin værnepligt for dannebrog, bl.a. ved at vade rundt mellem isflagerne i nordjyske vandløb. ’Du har opdraget mig til at tage ansvar,’ som han siger.
I skumringen, der gradvis mørkner mindeparken, er jeg stolt af min søn. Tænker, at vi måske havde haft Elvis endnu, hvis han havde taget ansvar. Bare for sig selv.
Det nye World Trade Center består af flere bygninger og bl.a. et museeum. Mest iøjnefaldende er hovedtårnet One World Trade Center, der har erstattet tvillingetårnene, der blev tilintetgjort ved terrorangrebet den 11. september 2001
