I Sydneys havn går flagene på halv og Operahusets belysning dæmpes til ære for arkitekten Jørn Utzon, som døde lørdag.

Australien udtrykker i dag landets sorg efter meldingen, om at skaberen af Operahuset i Sydney, den danske arkitekt Jørn Utzon er død.

- Knejsende stolt på kanten af Sydneys havn er Operahuset et af de internationalt mest anerkendte symboler på vores nation, udtaler Australiens premierminister Kevin Rudd i sin hyldest til Jørn Utzon.

Den berømte bygnings belysning vil i aften blive dæmpet i ærbødighed for Utzon, og i morgen vil flagene gå på halv på den nærvedliggende Harbour Bridge.

Delstaten New South Wales' premierminister Nathan Rees siger, at Australien står i gæld til Jørn Utzon for det "arkitektoniske mesterværk", som årligt tiltrækker 7,5 millioner besøgende.

- Han var en mand forud for sin tid, og vi var så heldige at være blandt de begunstigede, siger Nathan Rees.

Jørn Utzon, der døde natten til lørdag, blev 90 år.

/ritzau/AFP