Grundlæggeren af den svenske møbelgigant Ikea, Ingvar Kamprad, har overtaget Microsofts Bill Gates' status som verdens rigeste. Det rapporterede svensk tv søndag aften og citerede næste uges udgave af finansbladet Veckans Affarer, der fortæller, at Kamprad er god for omkring 400 mia. svenske kroner. Det er knapt 350 mia. danske kroner.

I dollar svarer det til 53 mia. dollar, og ifølge det amerikanske magasin U.S. Forbes har Gates en formue på "sølle" 47 mia. dollar.

Ifølge tv-rapporten er den svækkede dollar hovedårsagen til, at Kamprad har overhalet Gates i rigdom.

Ingvar Kamprad deltager ikke længere i den daglige drift af Ikea, der har flere end 180 forretninger i godt 30 lande. Men koncernens ejerskab er stadig i Kamprad-familien.

I øvrigt er Kamprad kendt for ikke at have ekstravagante vaner. Han bor i Schweiz, men når han f.eks. flyver, sidder han i økonomiklassen.

/ritzau/Reuters