Fester, damer, tvivlsomme stoffer og hurtige biler. Stein Bagger levede det vilde liv som supersælger og muskelmand.

Succesdirektøren og muskelmanden Stein Bagger flår sin skjorte åben. Som en anden actionhelt afslører han de overnaturlige kræfter, der skjuler sig under designerhabitten og den skudsikre attitude.

Det var dengang. I de glade dage, hvor den detroniserede it-direktør stadig kørte i hurtige biler, festede, scorede damer og solgte ulovlige fitness-produkter.

Med afsæt i landets hårdt pumpede bodybuilder-scene levede Stein Bagger i årevis det vilde liv. Et liv, der fra barndom til bedragerisigtet havde styrketræning som midtpunkt.

Allerede som 16-årig var han med til at starte og drive Frederiksværk Motionscenter. Stedets ejer, der var en del år ældre end Stein Bagger, blev hans læremester og mentor i den fysisk krævende bodybuilder-disciplin. Muskelmassen på den spinkle teenager på bare 170 cm voksede på ingen tid.

Gik to vægtklasser op
På få år hoppede han to vægtklasser op. Fra letvægt over mellemvægt til let sværvægt – et spring på 20 kilo. Miljøet omkring bodybuilding flød i den periode med doping og anabolske steroider. Kilder, B.T. har talt med, bekræfter, at også Stein Bagger snød sig til større muskler.

- Det er logisk, at man ikke får den størrelse ved at tage en tur på et løbebånd. Han voksede jo meget, konstaterer en af Stein Baggers nære bekendte fra fitness-miljøet. Som 18-årig stillede han op i sin første bodybuilderkonkurrence og blev nummer tre.

Samtidig kastede Stein Bagger sig over en ny og dyr livsstil med kostbare ure, smart designertøj og vilde byture på in-stederne i København.

Især slutfirserne blev én lang fest. Solbrun og veltrænet fik Bagger job som såkaldt 'indkaster' på baren Pacha på Gran Canaria. Tjansen bestod i al sin simpelhed i at skabe en fest og lokke flest mulige kunder til at drikke sig ned i baren. Senere festede han videre som guide på Mallorca og Tenerife. Styrketræningen fortsatte i lokale spanske fitnesscentre.

Tilbage i Danmark byggede Bagger videre på sin krop i Græsted Helsestudie og Sporting Health Club i København.

Solgte helsekost
Et blik i erhvervsdatabaser fra dengang viser, at Stein Bagger som 25-årig begyndte at åbne en række selskaber inden for helsekost og it-produkter. Firmaerne blev opløst eller gik konkurs på stribe. Sammen med kødgrossisten og forretningsmanden Eric Larsen stiftede han i begyndelsen af halvfemserne firmaet Danish Pro Products ApS, der solgte bodybuilder-produkter i de danske fitness-centre.

Eric Larsen blev, ifølge B.T.s oplysninger, advaret mod at drive forretning med Bagger, men Larsen valgte at ignorere advarslen.

I de første år drønede Stein Bagger selv rundt i landet i sin sorte Audi 80 med læderindtræk og førte sig frem som supersælger. Talegaverne og de store armbevægelser fejlede ikke noget. Men der var et problem:

Solgte ulovlige produkter
- Der var ikke rigtig nogen af produkterne, som var lovlige i Danmark. De var lovlige i Sverige, hvor han fik dem fra. Jeg ved ikke, om Stein var klar over, at han ikke måtte sælge dem, men det var sådan, det var. Varerne var heller ikke korrekt fortoldede, siger Bent Kristensen, der arbejdede i virksomheden. Han overtog senere retten til at sælge produkterne i Danmark, da Stein Bagger var gået konkurs, og det var først her, at han blev klar over problemet. Om Stein Baggers sælger-gen siger Bent Kristensen:

- Han var anderledes. Man kan sige, at han var meget på og meget flink. Han var en supersælger, men til sidst kom han nok til at love noget mere, end han kunne holde.

Mødte elskerinde
Stein Baggers indtog i erhvervslivet fik ham på forsiden af det svenske bodybuilder-magasin, B&K Sports Magazine. Supermand-temaet fortæller historien om den professionelle bodybuilder, der driver en succesfuld forretning uden for vægt-rummet.

Det var ligeledes i Sverige, at Bagger mødte sin elskerinde, der tidligere på ugen talte ud i B.T.

Taget med storm
- Jeg mødte Stein første gang på en fitness-messe i Stockholm. Han kom sammen med en af sine svenske venner, som forhandlede kost-tilskud. Han var meget pågående. Jeg vil sige: Han gik direkte efter mig, og jeg kunne ikke modstå ham, fortalte hun.

Bagger var på det tidspunkt gift med en anden svensker, der blev mor til hans datter. Men det forhold stoppede brat, da direktøren mødte sin nuværende kone, Anette Uttenthal, i fitness.dk på Østerbro i København.

Selvsamme sted stiftede han bekendtskab med den højtstående HA-rocker, Brian Sandberg. Det seneste år er Stein Bagger flyttet fra fitness.dk til Well-come fitness i det eksklusive Waterfront Shopping i Tuborg Havn.

Stedet er kendt som de riges fitness-center, hvor man kan få 'bodyscrub med risengryn, ansigtspeeling og fuld kropsindpakning i chokolademousse.

Den service skal Stein Bagger nok ikke forvente de næste mange år. Festaben og supersælgeren har mistet sine hemmelige kræfter, og hverken bænkpres eller spinning kan bringe dem tilbage.