Har du også hørt, at et til to glas øl eller vin om dagen skulle være godt for hjertet?

Ifølge et nyt studie er det ikke uden risiko at følge det råd.

Her konkluderer forskere nemlig, at de sundhedsskadelige virkninger ved alkohol langt overstiger eventuelle fordele, og at selv en lille mængde alkohol har konsekvenser for helbredet. Det skriver The Guardian ifølge Videnskab.dk.

Bag det nye studie står forskere fra Global Burden of Diseases study, et projekt ved amerikanske University of Washington, der producerer omfattende data om årsagerne til sygdom og død i verden.

Studiet er baseret på data fra 694 undersøgelser, der belyser, hvor almindeligt alkoholindtag er i forskellige lande, og yderligere 592 undersøgelser om 28 millioner mennesker verden over, der belyser sundhedsrisici.

Alkoholindtag linkes til en lang række sygdomme hos både unge og ældre, og konklusionen er kort sagt, at det er bedst at afholde sig fra at drikke alkohol.

Forskerne anbefaler ligefrem, at man aktivt og fra politisk side forsøger at nedsætte folks alkoholindtag - blandt andet i Danmark, der topper listen over lande, hvor den største del af befolkningen drikker.

I Danmark er det 97,1 procent af mændene, der drikker alkohol, og 95,3 procent af kvinderne.

Men det nye studie står dog ikke helt uimodsagt.

Professor ved University of Cambridge David Spiegelhalter, der arbejder med risikoforståelse i offentligheden, siger, at de anvendte data kun viser et meget lavt niveau af skade hos dem, der drikker moderat:

»I betragtning af den fornøjelse, der formodentlig er forbundet med at drikke i moderate mængder, virker påstanden om, at der ikke findes et 'sikkert niveau' (af alkoholindtag, red.) ikke som et argument for afholdenhed,« siger professoren, der sammenligner det med at køre bil - der findes heller ikke et sikkert niveau for kørsel.

»Nu, hvor jeg tænker over det, så findes der ikke et sikkert niveau for det at leve, men ingen ville anbefale, at man afholdt sig fra det.«

Andre artikler på Videnskab.dk