Et nyt, internationalt studie bringer godt nyt til dig, hvis du er gravid og ønsker at føde i hjemlige omgivelser. Det skriver Videnskab.dk.
Babyer, der er planlagt til at blive født i hjemmet, har nemlig ikke forhøjet risiko for at dø ved fødslen eller i de efterfølgende fire uger.
Det konkluderer forskerne bag studiet.
»Et stigende antal kvinder i rige lande vælger at føde hjemme, men der har været bekymringer om sikkerheden. Denne forskning viser tydeligt, at risikoen er den samme, uanset om man planlægger at føde hjemme eller på hospitalet,« siger studiets førsteforfatter, Eileen Hutton, i en pressemeddelelse ifølge Videnskab.dk.
Studiet er en såkaldt metaanalyse, hvor forskerne har gennemgået i alt 21 tidligere studier fra otte lande, hvor hjemmefødsler er blevet sammenlignet med hospitalsfødsler.
Ved at lægge alle de tidligere studier sammen har forskerne fået data fra 500.000 planlagte hjemmefødsler og lige så mange planlagte hospitalsfødsler, og statistikken viser, at de to fødselsformer er lige sikre målt på de nyfødtes overlevelse de første fire uger.
»Vores forskning giver meget efterspurgt information til politikere, sundhedspersonale samt kvinder og deres familier, der planlægger fødsler,« siger Eileen Hutton, der er professor emeritus ved McMaster University i Canada. Hjemmefødsler udgjorde 822 af i alt 54.278 fødsler i Danmark i 2013, viser tal fra Fødselsregistret.
Andre artikler på Videnskab.dk:

