Stort drama til morgenkaffen: Rasede i P1 Morgen


Lyttere af P1 kunne godt have fået morgenkaffen galt i halsen fredag morgen, da 'P1 Morgen' løb over sendefladen.
For hvad der skulle have været et dybere indblik i et opbrud med den traditionelle feminisme og en social bølge blandt kvinder, endte med at blive et verbalt slagsmål for åben mikrofon.
Morgenprogrammet havde inviteret teolog og influencer med over 150.000 følgere Ekaterina Andersen i studiet for at gøre lytterne klogere på begrebet og hashtagget #TradWives – et hashtag, som typisk betegner en kvinde, der støtter traditionelle kønsroller og ægteskaber.
Men interviewet gik langt fra som forventet, og allerede ved præsentationen af Ekaterina Andersen gik værten, Anne Kirstine Hermann, og gæsten skævt af hinanden.
Anne Kirstine Hermann fik præsenteret Andersen som 'selverklæret TradWife' – en titel, som Ekaterina Andersen bestemt ikke ville have på sig.

Værten, som tydeligt forsøgte at bevare fatningen og den gode stemning i studiet, prøvede at forklare, at det var vigtigt at forstå, om hun er en af de kvinder.
Men hun blev afbrudt – først af et dybt suk.
»Hold nu kæft altså … Det er jo ligesom, hvis man er feminist, så skal man forklare hvorfor. Og så er der nogen, der påstår, at 'hun er jo slet ikke feminist'. Jeg er hjemmegående husmor, og jeg kan fortælle dig, hvad TradWives går ud på,« svarede Ekaterina Andersen, inden hun endnu en gang afbrød værtens næste spørgsmål:
»Og hvis du ikke synes, jeg er TradWife, så må du lade være med at synes det.«
Jeg vil bare gerne vide, om du selv synes, du er TradWife?
»Jeg er husmor. Vil du virkelig bruge al vores tid på det her?«
Herefter kom interviewet nogenlunde tilbage på sporet – dog gik vært og gæst skævt af hinanden flere gange efterfølgende.
Journalisten endte med af afslutte seancen brat og sendte stafetten videre til næste indslag.
B.T. har været i kontakt med Ekaterina Andersen efter episoden. Hun var ikke glad for måden, interviewet foregik på, da aftaler om, hvilke spørgsmål, hun ville stilles, blev brudt - blandt andet om hendes fortid i Girlsquad.
»Jeg har kun stillet op til det interview, fordi jeg blev bedt om det, og fordi jeg ville kunne sige ting, jeg faktisk ville sige - og ikke snakke om GirlsSquad for 103737485 gang,« skriver hun i et skriftligt svar til B.T.
Hos DR bekymrer man sig ikke det mindste over interviewets forløb. Ledende redaktionschef i DR Nyheder, Anders Emil Møller, mener, at interviewet er et godt eksempel på liveinterviewets charme, omend han indrømmer, det blev lidt kaotisk.
»En del af charmen ved liveradio er jo netop at alt ikke går efter planen. Nogle gange har gæsten en anden dagsorden eller også rammer værten lidt skævt. Sådan er det. Det er den slags, der skaber nerve og gode øjeblikke.«
»I dag holder værten snuden i sporet og stiller gode og relevante spørgsmål til gæsten. Men det bliver lidt kaotisk og det lærer vi selvfølgelig af.«