Der er gode nyheder for forbrugere og aktieinvestorer torsdag formiddag.

Inflationen i eurozonen falder mere end ventet.

Tallet for november lander på 2,4 pct. Det under økonomernes forventning, som lå på 2,7 pct.

Det er samtidig et markant fald fra de to 2,9 pct. som tallet landede på i oktober.

Kerneinflationen landede på 3,6 pct. Det er lavere end konsensusestimatet på 3,9 pct. og et fald fra oktober, hvor det vigtige inflationstal lå på 4,2 pct.

Når kerneinflationen udregnes, ser man bort fra priserne på energi og ikke-forarbejdede fødevarer, da disse to kategorier kan svinge kraftigt. 

De nye europæiske inflationsdata kommer dagen efter, at tal fra Tyskland og Spanien også viste at inflationen falder. Alligevel er udviklingen bemærkelsesværdig, påpeger Oskar Barner Bernhardtsen, der er investeringsstrateg i Saxo Bank: 

»Jeg synes dog stadig, at udviklingen er ret vild. Faktisk er faldet det største på månedsbasis siden start 2020, så det siger noget om, hvor hurtigt inflationen drasler ned i EU lige nu,« skriver han i en kommentar. 

Tallene måles på årsbasis, hvilket betyder, at de dækker over, hvor meget priserne er steget sammenlignet med november 2022.

Der er blevet holdt skarpt øje med inflationstal rundt omkring i Verden siden prispresset begyndte at tage til i løbet af 2022.

Det skyldes, at centralbankerne har brugt rentestigninger til at bekæmpe den høje inflation.

Det er dog upopulært blandt aktieinvestorer, da højere renter gør vilkårene sværere for virksomhederne.