Stig Møller var med til at danne Steppeulvene. Miljøet omkring det myteomspundne rockband var essensen af hippietidens Danmark

Hippien bor i stuen til højre. Jeg banker på døren, og han åbner. Dér står den 70-årige i T-shirt og joggingbukser. Han er høj og stor. Med en guitar i den ene hånd og en tændt joint i den anden.

»Kom indenfor,« siger han på tykt arbejderkøbenhavnsk. Stig Møller, som i 60erne dannede det myteomspundne rockband Steppeulvene med digteren Eik Skaløe. Stig Møller, som stadig turnerer uge efter uge i hele landet og for fulde huse.

Han stirrer direkte på mig med store øjne. Han griner. En høj, manisk latter udfylder det lille køkken. Han begynder sin fortælling.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs første del af 'Seks enere fra seks årtier. Denne gang interviewer vi Stig Møller, som var med til at danne Steppeulvene. Her fortæller han om Steppeulvenes tilblivelse, om sit vilde hippieliv med euforiserende stoffer helt tæt på, om at få tæsk som barn og at finde trøst hos Gud.


Stig Møller var med til at danne Steppeulvene. Miljøet omkring det myteomspundne rockband var essensen af hippietidens Danmark

Hippien bor i stuen til højre. Jeg banker på døren, og han åbner. Dér står den 70-årige i T-shirt og joggingbukser. Han er høj og stor. Med en guitar i den ene hånd og en tændt joint i den anden.

»Kom indenfor,« siger han på tykt arbejderkøbenhavnsk. Stig Møller, som i 60erne dannede det myteomspundne rockband Steppeulvene med digteren Eik Skaløe. Stig Møller, som stadig turnerer uge efter uge i hele landet og for fulde huse.

Han stirrer direkte på mig med store øjne. Han griner. En høj, manisk latter udfylder det lille køkken. Han begynder sin fortælling.

Vi er i begyndelsen af 60erne. Stig Møller bor med familien i Vangede. Han spiller bas i forskellige rock og rul-orkestre. Han danser hver uge i jitterbug-klubberne. Han har forsøgt sig som arbejdsdreng på et værksted. Skulle slæbe svejseflasker op og ned ad trapper. Og det gjorde han så, indtil han faldt. Med en diskusprolaps til følge.

Fulde bøvehoveder

»Så lå jeg dér i sengen og tænkte: Gad jeg stå på et værksted hver dag med bøvehoveder, der drak sig fulde og opførte sig perverteret? Det gad jeg ikke, og det kunne min familie ikke lide. De ville have, at jeg skulle blive i familiens håndværkertraditioner, men gu’ ville jeg da ej. Jeg skulle ud af røret. Så jeg tog min guitar og min sovepose, og stillede mig uden for døren og sagde til min mor: ‘Jeg skal lige over i en telefonboks’.

I København på Café Nick mødte jeg Christian. Han var amerikaner. Er du sindssyg, han var stor og stærk som en bjørn. Han havde lige tævet seks betjente, så han skulle ud af landet. Så blaffede vi til Rødby, for vi skulle til Paris. Der var ikke den europæer, der ikke var flink, når vi kom med vores krøllede hår og guitar på maven. De elskede os bare. Vi var fredsblomster, der kom ind med en helt ny vibration til verden, og de tog imod os med stor kærlighed. Nogle dage tjente vi så mange penge, at vi kunne leje et hotelværelse og tage et bad. Men en dag blev Christian busted.

Han var kommet til at vælte en politibil. Dagen efter besøgte jeg ham i spjældet, men der var allerede kommet en masse advokater og skidt og lort, så han blev sendt hjem til USA.

Steppeulvene i studiet i 1967.
Steppeulvene i studiet i 1967. Foto: Erik Holmberg
Vis mere

Den 2. november 1964 skulle jeg så stå ret på Hovedbanegården. Det var min fødselsdag, så jeg stod med en lagkage i hånden og skulle til Padborglejren. Det dér med at være soldat kunne jeg sgu ikke tage særligt alvorligt.

Jeg lavede så meget ballade, at min oversergant en dag fik et grineglip, og vi blev skide gode venner. Vi jammede i weekenden, for han spillede også guitar. Jeg gad ikke være i lejren længere, fordi en af overkommandørerne skulle rage på nogen af os unge knægte hele tiden.

Så tog jeg til København og mødte to fotomodeller på jazzstedet Montmartre. De ville have mig, så de tog mig med hjem, og så gik der halvanden måned med at ligge og hoppe med dem.«

Jazzens centrum

Info: Jazzstedet Montmartre var et af de mest populære i København. Et jazzens centrum i Europa. Det skyldtes, at de berømte amerikanske saxofonister Dexter Gordon og Ben Webster boede i København. Den avancerede jazz i 60erne var først og fremmest studenternes og de belæstes musik. Over for jazzen stod pigtrådstrocken: tidens populærmusik med elektriske, fræsende surf-guitarer inspireret af den amerikanske 50er-rock og nyere hurtigtspillende pigtrådsgrupper som The Shadows, The Kinks, The Who og The Beach Boys. Tre af de store danske pigtrådsgrupper udklækkede forsangere, som senere blev landskendte for dansktopmusik. Johnny Reimar fra The Clifters, Tommy Seebach fra Sir Henry & His Butlers og Peter Belli fra Les Rivals. Stig Møller spillede både med Les Rivals og Sir Henry & His Butlers.

’Danmarks Donovan’

»Jeg var med i show, talentkonkurrencer og spillede med i alle mulige pigtrådsorkestre. Så en dag inviterede en veninde mig med til Barcelona, og dér blev jeg popstjerne. Det var fuldstændig far out. Jeg havde masser af unge teenagefans, folk på 12 og 13 år. Jeg vrøvlede bare kærlighedssange ud.

Derhjemme blev jeg hurtigt kendt. På et tidspunkt skulle jeg spille inde i Odd-Fellow Palæet, og så da jeg kom ind, hang der plakater alle steder, hvor der stod ’Danmarks Donovan’. Det samme skrev aviserne. Og så blev det arrangeret, at Paul Simon skulle være min opvarmning på en Sjællandsturné. Det var fuldstændig out of this world. Skulle han varme op for mig? Jeg spillede med ham på Strøget og landevejene, og så tog vi til London. Så en dag derovre fik han en kæmpecheck i hånden, fordi han havde fået kontrakt i USA.

Steppeulvenes trommeslager Preben Devantier sammen med Stig Møller.
Steppeulvenes trommeslager Preben Devantier sammen med Stig Møller. Foto: B. Lassen
Vis mere

På det tidspunkt boede jeg sammen med Anita i Absalonsgade på Vesterbro. Hun arbejdede som kontordame for tankstationskæden Esso. Vi gik til bowling og sådan noget. Jeg gik i jakkesæt, i blazer, bukser med pressefolder og pænt pudsede sko, hvid skjorte og slips og lignede en bogorm. Det gik alt i alt skide godt.

Så en dag jeg stod og spillede folkesangen ’Anji’ for ungerne, kom Eik Skaløe hoppende ind. Han dansede rundt som en indianer i krigsdans. Han havde afghaner-vest på, uden ærmer og med isblomster på, tingeltangel om halsen, han havde bare tæer og plastiksandaler fra Afrika. Og mens han stod og dansede, kom lederen af skolen, en ældre herre i 60erne, en virkelig snerpet mand, ind i lokalet, og da han så Eik, gik han fuldstændig i kortslutning. Han råbte og skreg.

Han fyrede mig på stedet, selvom jeg ikke engang kendte Eik. Så var det, at Eik Skaløe og jeg gik hjem til mig på Absalonsgade, og dér lavede vi alle planerne om Steppeulvene. Samme aften gik vi ud på Christianshavn, og på vejen gav han mig nogle hostepiller for spædbørn, romilartabletter, som han sikkert havde stjålet fra apoteket. Det var virkelig et spaced stof. Jeg følte, jeg kunne kravle op ad lygtepæle. Oppe til festen sad folk i yogastillinger på gulvet, og vi fik guitaren frem, og så spillede vi til den lyse morgen. Ved 10-tiden vågnede vi op og kunne samle tre-fire-fem gram tjald op, der lå rundt om bordet.

Artiklen fortsætter under billedet

Defenders- og Clifters-bassisten Rudolph Hansen (tv) sammen med senior-hippie Stig Møller fra Steppeulvene spillede søndag aften 12. oktober 2003 i Amager Bio til minde om nyligt afdøde trommeslager Ken Gudman. En udsolgt sal kunne i flere timer glæde sig over optræden af en lang række af Ken Gudmans musikerkolleger
Defenders- og Clifters-bassisten Rudolph Hansen (tv) sammen med senior-hippie Stig Møller fra Steppeulvene spillede søndag aften 12. oktober 2003 i Amager Bio til minde om nyligt afdøde trommeslager Ken Gudman. En udsolgt sal kunne i flere timer glæde sig over optræden af en lang række af Ken Gudmans musikerkolleger Foto: Scanpix
Vis mere

Stakkels Anita. At blive udsat for Steppeulvene. Anita var totalt borgerlig, og jeg prøvede at leve op til hende, men da jeg mødte Eik, gik alt i stykker. Det er altså ikke noget for damer, det vil jeg nok lige sige. Det var frygteligt. Det tog hårdt på vores kvinder. Søren og Preben junkede (Søren Seirup og Preben Devantier, bassist og trommeslager i Steppeulvene, red.). De havde et kilo opium ude i Dyrehaven. Så det kan nok være, at livsstilen ændrede sig, og kontordamen blev lidt forvirret. Hun gik jo på arbejde.

Hele det miljø kaldte vi ’galarfolket’. Simon Spies kom og røg vandpibe med os, så vi havde da en scene og et loft i et gammelt hus på Christianshavn. Vi købte jo meskalinkaktusser og tog LSD. Hvis man har lyst til at høre, hvilke stoffer vi var på, så kan man bare lytte til pladen. Det er tydeligt at høre, hvem der er på hvad. Jeg tror, at Eik tog LSD, Preben var på syre, Søren var på junk, jeg var på speed og guldbajere. Den indspillede vi på tre dage. Det er dét, der gør den så charmerende. Der er ingen bagtanker, og alle de bøffer man kan forestille sig. Det er ret cool.«

Cigarer til Bent Fabricius

Info: Steppeulvenes plade ’Hip’ udkom 1. Juni 1967 på Metronome. Eik Skaløe og Stig Møller havde fedtet for Bent Fabricius-Bjerre med cigarer. Udgivelsen skete samme dag som The Beatles’ psykedeliske og ikoniske ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’. Det var den sommer, som blev kaldt the Summer of Love. ’Kærlighedens sommer’ var hippiernes store komsammen i San Francisco. I både USA og Europa lød folkesanger Scott McKenzies hit ’San Francisco’ med linjer som ’If you are going to San Francisco, be sure to wear some flowers in your hair’. I Danmark arrangerede hippierne love-ins, inspireret fra San Francisco, som var sociale sammenkomster med meditation og psykedeliske stoffer. Steppeulvene spillede deres første koncert ved første love-in 23. juli 1967 i Kongens Have.

PET lå i buskene

»Ved første love-in tror jeg, at vi var omkring 300 mennesker. Pigerne lignede blomster, vi spillede harmonika, violin og havde en fed, hyggelig dag med vores piber. Vi kaldte det en generationsskiftedag. Og imens lå PET i buskene og filmede os, totalt far out. De gemte sig ikke ordentligt, men vi var ligeglade. Så i august lavede vi én mere på Langelinje. Folk dansede, smed tøjet og hoppede rundt, og folk tænkte: ’Hvor kommer alle de der galninge fra’.«

Info: I efteråret 1967 tog Steppeulvene på turné i Jylland. Avisoverskrifter om deres hashforbrug sikrede politiets overvågning. Det var hér, drømmen sluttede.

»Vi var på jyllandsturné, og pludselig i Aalborg blev vi overfaldet af betjentene. De slukkede bare for strømmen og anholdt os. Der var bare det, at vi havde røget næsten alt tjaldet, så de havde ikke noget på os. Vi havde blandet den sidste Libanon (hash, red.). Da politiet kom, kan jeg huske, at jeg sad og gloede på blandingen, mens politiet og hundene rendte rundt og snusede.«

Artiklen fortsætter under billedet

Interview med Iben Lassesen, søster til Steppeulven Eik Skaløe, hvis korte liv er blevet til en film.
Interview med Iben Lassesen, søster til Steppeulven Eik Skaløe, hvis korte liv er blevet til en film. Foto: Scanpix
Vis mere

Info: Resten af turnéen måtte aflyses, fordi Eik Skaløe blev fængslet. Ikke for hashen, for den fandt politiet aldrig, men fordi han engang havde stjålet en knallert. Efter dommen hoppede Eik Skaløe på en motorcykel og kørte til Tyrkiet og videre til Afghanistan. Han havde fra begyndelsen af 60erne blaffet titusinder af kilometer fra Europa og til Asien. Han havde også været aktiv i kampagnen mod atomvåben og deltaget i demonstrationer. Han havde været medredaktør af det politiske tidsskrift Alternativ, som var et indslag i atomvåben-kampagnen og et litterært indslag. Eik Skaløe blev kaldt beatnik. Mange beatniks kunne deres beatlitteratur, også Eik Skaløe. En beatnik var en såkaldt hipster, som senere blev til hippie. Steppeulvenes plade hed ’Hip’, som var et udtryk for coolness.

Men Eik skulle ikke være rocksanger. Han skulle på nye rejser. Hans sidste rejse gik mod øst. I oktober 1968 begik han selvmord et sted på grænsen mellem Indien og Pakistan. Han blev 25 år.

Steppeulvene var en avantgarde og en del af et større miljø med band som Burnin’ Red Ivanhoe, Young Flowers, Alrune Rod med flere. Og så var der alle de andre hippier. Der var provoen Ole Grünbaum, som lod sig interviewe skæv til tv og dyrkede Østens filosofi, der var slumstormerne i Sofiegården på Christianshavn, som bosatte sig i tomme lejligheder, indtil ejendommen blev revet ned, der var dem, som flyttede i kollektiver som Maos Lyst med Ebbe Kløvedal Reich, som i 1970 røg hash på trappen til Kulturministeriet med musikeren Niels Skousen og forfatteren Klaus Rifbjerg.

Tunge stillinger i det offentlige

Hippieverdenen blev et tidløst hjul, der drejede rundt og rundt. Hippietiden kulminerede med de nøgne og skæve dage i Thy, en musikfestival og et fristed for folk med hang til alternative boformer. Men snart forsvandt blomsterne, sandalerne og afghaner-vestene. Mange af de langhårede satte sig på tunge stillinger i offentlige institutioner. Lønnen gik til kernefamiliepakken.

»Vi tjente for mange penge, og vi havde for meget succes. Det er der nogle mennesker, som ikke kan tåle. Jeg vil hellere være sammen med mig selv end sammen med millionerne.«

Mens Eik Skaløe begik selvmord i 1968 et sted på grænsen mellem Indien og Pakistan, lever Stig Møller i bedste velgående og turnerer med udsolgte koncerter.
Mens Eik Skaløe begik selvmord i 1968 et sted på grænsen mellem Indien og Pakistan, lever Stig Møller i bedste velgående og turnerer med udsolgte koncerter. Foto: Scanpix/Simon skipper
Vis mere

Med ham selv mener Stig Møller det åndelige.

»Jeg fik mange tæsk af min stedfar som barn, med læder, rem og seler. Det var kun himlen, jeg kunne snakke med, så jeg har altid haft connection til den afdeling. Da min stedfar kom ind og råbte, at jeg aldrig lærte at spille guitar, var det en fantastisk motivation. Det var ikke ham, men Vorherre, der talte. Sådan en gave får du ikke forærende.«

Sådan var 60erne

Jørgen og Grethe Ingman ses her i deres nye parcelhus.
Jørgen og Grethe Ingman ses her i deres nye parcelhus. Foto: Vagn Hansen
Vis mere

Det økonomiske boom fra sidste del af 50erne fortsætter, og drømmen om den lykkelige kernefamilie går i opfyldelse for flere. Kernefamilier køber fjernsyn og flytter i parcelhuse, flere og flere kvinder kommet i arbejde.

Hjemme i stuerne kunne danskerne følge med i Vietnamkrigen.
Hjemme i stuerne kunne danskerne følge med i Vietnamkrigen. Foto: National Archives
Vis mere

Fjernsynet viser Vietnamkrig og demonstrationer mod atomkraft og atomvåben. Den amerikanske præsident John F. Kennedy bliver skudt for rullende tv-kameraer, og en amerikaner tager det første skridt på månen i rumkapløbet med russerne.

Foto: Scanpix
Vis mere

Som en sand samfundsrevolution i tiden bliver p-pillen legaliseret i 1966. Hippiebevægelsen fra USA og England rammer Danmark. Mange unge vil væk fra kernefamiliens omklamrende rammer. De nye vibrationer hedder blomster, Bob Dylan, Beatles, buddhisme, revolution og stoffer.


Mange vifter med røde faner, og der er både studenteroprør på universiteterne og slumstormere, der besætter tomme bygninger. Forholdet mellem PET og hippierne er ikke altid lige godt, og hippierne bliver overvåget og aflyttet.

Pinsemarchen 1968: Modstanden mod Vietnam-krigen blev markeret af en blanding af fagforeningsfolk, trotskister og hippier.
Pinsemarchen 1968: Modstanden mod Vietnam-krigen blev markeret af en blanding af fagforeningsfolk, trotskister og hippier. Foto: Tage Nielsen
Vis mere

50'ERNE: Marquis Marcel de Sade
50'ERNE: Marquis Marcel de Sade Foto: Privatfoto
Vis mere

60'ERNE: Stig Møller
60'ERNE: Stig Møller
Vis mere

70'ERNE: Suzanne Brøgger
70'ERNE: Suzanne Brøgger Foto: Linda Kastrup
Vis mere

80'ERNE: Klaus Riskær
80'ERNE: Klaus Riskær Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

90'ERNE: Søren Fauli
90'ERNE: Søren Fauli Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

00'ERNE: Joan Ørting
00'ERNE: Joan Ørting
Vis mere