Når du presser stemplet i bund i din stempelkaffe, øger du risikoen for at få hjerte/karsygdomme.

Hvis kaffen var løbet gennem et kaffefilter, havde filteret nemlig optaget det kolesteroløgende stof kafestol, der udvindes af kaffebønnen.

Derfor er filterkaffe og frysetørret kaffe bedre for kroppen end eksempelvis espresso- og stempelkaffe, som ikke har været igennem et kaffefilter.

Det fremgår af blandt andet norske og hollandske undersøgelser. Til den norske avis Verdens Gang siger professor Christian Drevon fra Oslo Universitet:

"Jeg er bekymret for den nye trend med stempelkaffe. Øget brug af ikke-filtreret kaffe vil om nogle år give øget dødelighed."

Helt så bombastisk er den danske ernæringsekspert Arne Astrup fra Hvidovre Hospitals kliniske ernæringsenhed ikke.

"En kop stempelkaffe i ny og næ giver kun ubetydelige ekstra mængder kolesterol. Men drikker man hver dag meget ufiltreret kaffe - det vil sige tre-fire kopper eller mere - vil det være nok til at hæve kolesterolmængden så meget, at det vil give en øget risiko for hjerte/karsygdomme," advarer den danske overlæge.