At betale ekstra for magien er blevet en fast del af Disneyland-oplevelsen.
Men i år har prisstigningerne taget et usædvanligt stort hop, som kan koste parkens gæster dyrt.
Et enkelt shot Louis XIII-cognac serveret i et spiseligt chokoladeglas koster nu 250 dollar, som svarer til 1588 danske kroner, i Californiens Disneyland.
Det gør drinken til parkens mest eksklusive drink.
Det skriver New York Post.
Før måtte Disney-fans 'nøjes' med at betale 185 dollar for det dyre shot.

Drinken sælges som en del af Grand Californian Hotels populære 'cookie shots', et sæsonhit, der hvert år lokker juleglade gæster til.
Shotglassene er bagt af chokoladechip-cookie-dej og foret med chokolade, så de kortvarigt kan holde væske.
Vil man holde sig til det børnevenlige, kan glasset fyldes med mælk for 10,75 dollar.
Tilføjer man alkohol som Baileys, stiger prisen til 19 dollar.
Men den virkelige opsigtsvækkende mulighed er luksusudgaven til 250 dollar: et shot med Louis XIII, som er en af verdens mest eftertragtede og dyreste cognacer.
Dog skal man være hurtig, hvis man skal nå at nyde det eksklusive tilbud.
'Cookie'-shottet kan nemlig kun fås i juletiden.
Disneyland har endnu ikke meldt ud, hvornår de lukker ned for tilbuddet.
Feriesæsonen i parken slutter 7. januar.
Disney har ifølge mediet ikke kommenteret på, hvorfor prisen på drinken er steget så markant.

