Steen Bostrup, tidligere studievært og oplæser på TV-avisen, døde onsdag, 67 år. Han arbejdede 38 år i Danmarks Radio og fik tilnavnet Mr. News.

Den tidligere studievært og oplæser på TV-avisen, journalisten Steen Bostrup er død 67 år.

Steen Bostrup blev tidligt onsdag morgen indlagt på Rigshospitalet, hvor han kl. 5:30 døde af et hjertestop.

Han blev kaldt hele Danmarks Mr. News og blev i løbet af sin lange karriere på Danmarks Radio en af landets mest skattede TV-værter.

Troværdig, sproglig korrekt og med et ansigt, der kunne få ethvert pigehjerte til at smelte, var Steen Bostrup i en årrække synonym med det tidligere monopols tv-nyheder. Bostrup kommenterede, da mennesket første gang satte fod på Månen, og han interviewede i sin 38 år lange karriere hos Danmarks Radio blandt andre verdensberømtheder som Leonard Bernstein og Alfred Hitchcock.

Værnede om sproget
Men selv om tiderne skiftede, og Danmarks Radio gennem årene undergik store forandringer, kunne nyhedsseerne altid være sikre på én ting: At Steen Bostrup tonede frem på skærmen, hvor han med en sjælden sans for professionalisme gelejdede seerne gennem dagens historier fra ind- og udland.

Blandt hans varemærker var et altid yderst korrekt sprog, som han blandt andet blev hædret for, da han i 1996 modtog Danmarks Radios Sprogpris. Steen Bostrup sagde strømper og ikke stromper, og efter hans mening skulle Socialdemokratiet udtales sådan og ikke sjaldemokratiet.

Bostrup agiterede højlydt for, at såvel de skrevne som elektroniske medier burde værne noget mere om det danske sprog.

Således kunne han ikke dy sig for at give sin gamle arbejdsgiver en opsang med på vejen, da han sagde farvel til Danmarks Radio og flere generationer af tv-seere for fem år siden.

- Det er ikke til at begribe, at man ikke tager sig af sproget i en institution, hvor man lever af at kommunikere og formidle.

Men det gør man ikke, man taler ikke om sproget, og det accepteres, at medarbejderen ikke kan sige Fremskridtspartiet eller kræft eller byretten. Men jeg taler, talte om det igen og igen, sagde Steen Bostrup således i et interview med Jyllands-Posten kort efter sin fratrædelse.

Journalist siden 1959
Steen Bostrup begyndte sin lange journalistiske karriere i 1959 som elev på Horsens Folkeblad, hvor han var indtil 1962. Herefter arbejdede han frem til 1964 på Demokraten i Århus, inden han drog videre til et job som freelancer på Musikradioen DR.

I 1967 blev han ansat som journalistisk medarbejder i TV-Aktualitetsafdelingen, hvor han blandt andet lavede almen reportage og var valgvært på Christiansborg. Herefter gik det slag i slag fra oplæser til studievært og redaktionssekretær over Weekend-TV og tilbage til TV-avisen som studievært og redaktionssekretær, indtil han efter i alt 38 år hos DR takkede af med ordene "Hvad skal jeg sige til det?", da han af sine kolleger fik overrakt blomster og blev ønsket tillykke.

To år efter sit farvel til DR gjorde Bostrup et overraskende comeback, da han tonede frem i landets stuer, denne gang som nyhedsoplæser på Sky Radio på deltid.

Steen Bostrup blev i 1999 udnævnt til Ridder af Dannebrogsordenen af 1. grad af dronning Margrethe.

/ritzau/