Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

"Jeg er jo kun et menneske, siger Poul Nyrup Rasmussen. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen lagde i går ikke skjul på, at han var grædefærdig, da Danmark stemte nej til euroen. Det afslørede han, da B.T. efter åbningstalen spurgte, om han græd på afstemningsaftenen.

"Jeg har været nærmere før, men ikke så mange gange. Det var for mig en ganske afgørende stund. Når man har investeret alt, hvad man overhovedet kan af ens egen person, og hvad der nu ligger deri, så befinder man sig på en alpetop, hvor der er ret køligt.

Det har jeg brugt de sidste tre fire døgn til at bearbejde", sagde statsministeren.

Hele Danmark kunne via tv på euro-afstemningaftenen se, hvor svært det var for statsministeren at kontrollere sine følelser og sin skuffelse over det tordnende nej.

Mens tv-kameraerne snurrede ubarmhjertigt og vedvarende, måtte statsministeren tage sig gevaldigt sammen for at få kontrol over sig selv. Det fik han, da han begyndte at synge "Når jeg ser et rødt flag smælde".

Poul Nyrup har faktisk en god stemme, men måtte bruge al sin kraft få at nå til sidste vers.

Sangen så på tv ud, som om det hjalp ham over det kritiske punkt, hvor tårer ellers nemt kunne have overtaget.

Statsministeren lagde i går heller ikke skjul på, at han fortsat synes, at et ja ville have været bedst for Danmark.

Har du svært ved at få nej'et i din mund?

Poul Nyrup ler, og understreger: "Jeg ser gerne, at vi lærer af hinanden ved folkehøringer.

Ikke sådan at vi sidder på rad og række og skriver ned. Det er ikke ment som arrogance eller hovenhed. Det er ment som en ærlig dialog om Danmarks fremtid.

Den største halvdel har stemt ja, og den lidt mindre halvdel har stemt nej."

Var det ikke omvendt?

"Jeg lærer det aldrig! Sagde jeg det virkelig én gang til?" griner statsministeren.

Hvor er din kone?

"Lone er nede i Europaparlamentet. Der skal hun simpelthen være. Vi skal ses i weekenden.

Tænk engang! Jeg har fri fredag aften, lørdag eftermiddag og hele søndagen", sagde statsministeren, før han gik til frokost.

Andre læser også