Man kan næsten ikke undgå at se dem overalt. Den lille hvide snuspose, der ligger på gulvet i bussen eller i naturen – og det er der nok en helt særlig grund til. 

For knap hver syvende mellem 15 og 29 år benytter sig af snus eller nikotinposer til hverdag – og antallet af unge, der bruger røgfri nikotinprodukter er fortsat stigende. 

Det skriver TV Midtvest på baggrund af en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed. 

Og det stigende antal af unge mennesker, der benytter sig af nikotinposerne, giver anledning til »stærk« bekymring mener Nina Krogh Larsen, der er projektchef for tobak- og nikotinforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelsen. 

»Når de unge prøver at dæmpe stressen med nikotin, vil der i takt med at der opstår afhængighed ske en forværring af den tilstand, som de unge befinder sig i,« udtaler hun. 

Hun peger yderligere på, at de små, hvide nikotinposer er forholdsvis nemme at få fat på og kan bruges overalt heriblandt i skolen, i badet og på fodboldbanen. 

Snusposerne er designet til at skabe en afhængighed grundet nikotinindholdet og tilsætningsstoffer, »der sikrer et hurtigt optag«, siger hun videre.