- DU må gerne være ham med glimt i øjet, og du sætter ærlighed meget højt - men samtidig er du ham, der har blik for de ydre ting, MEN som godt ved, det er de INDRE ting, der tæller og gir 'os' en levende 3. alder.

Sådan skriver en 64-årig kvinde på en af de mange dating-sider på internettet, som inden for det seneste år har oplevet et sandt boom i antallet af ældre brugere, der søger nye partnere.

Danmarks suverænt største dating-side, Dating.dk, har det seneste år oplevet en stigning i brugere i aldersgruppen 65-99 på 20 pct.

Dermed er aldersgruppen den absolut hurtigst stigende gruppe på dating-siden, der har knap op imod 650.000 brugere i alle aldre. Og lignende stigninger ses hos de andre store dating-hjemmesider, selv om de ældre generationer rent antalsmæssigt stadig er en lille gruppe på dating-siderne. i forhold til yngre årgange.

Men fortsætter tendensen, kan det blive meget lukrativt for dating-firmaerne.

- De er økonomisk væsentligt stærkere end for eksempel dem under atten, så det betyder virkelig noget for os, forklarer Morten Wagner, der er kommunikationschef for firmaet Freeway, hvorunder Dating.dk hører.

Sidste år havde firmaet et overskud efter skat på mere end 12 mio. kr., hvoraf størstedelen kom fra aktiviteterne på Dating.dk - det er mere end en fordobling af overskuddet fra sidste år.

Ifølge Morten Wagner har Dating.dk endnu ikke forsøgt at markedsføre dating-siden over for de ældre generationer, men det overvejer firmaet nu.

- Men det er uvant for os at markedsføre os over for denne aldersgruppe, så vi må undersøge, hvordan det bedst gøres, forklarer han.

Og det mener medieforsker ved Københavns Universitet Charlie Breindahl er en rigtig god ide.

- Der ligger en guldgrube og venter i form af målrettet markedsføring over for denne gruppe, forklarer medieforskeren med henvisning til muligheden for bl.a. net-reklamer på dating-siderne.

Charlie Breindahl har gennem en årrække beskæftiget sig med internetdating og er ikke i tvivl om, at tendensen med flere og flere ældre, der frygtløst kaster sig over internetdating, vil fortsætte.

Han er dog af den opfattelse, at folk på over 50 år har anderledes

forventninger til en dating-partner, end unge har.

- Jeg tror, at de er mindre interesserede i sex og langt mere interesserede i fælles oplevelser med en partner i form af eksempelvis rejser, bådferie eller lignende.

Medieforskeren mener, at dating-firmaerne hidtil har overset gruppen, men at der allerede nu er klare tegn på, at de har fået øjnene op for generationen over 50 år. Bl.a. er der dukket flere dating-sider op, der har specialiseret sig i at tilbyde et dating-forum for folk i de modne alder.

Navne som Senior-date, Senior-contact og Detgraaguld er blandt de hjemmesider, der har oplevet de kraftigste stigninger i antal brugere.

Eksempelvis har hjemmesiden Senior-date for folk over fyrre år oplevet en stigning i antallet af brugere over 65 år på 44 pct. det seneste år. I dag er lidt over 2.000 ud af hjemmesidens 29.000 brugere over 65.