Svenske forskere rammer med en ny undersøgelse hole in one i golfmiljøet. Undersøgelsen når nemlig frem til, at golf er sundt og forlænger den forventede levetid med fem år.

Sving golfkøllen og lev længere. Sådan lyder budskabet fra svenske forskere fra Karolinska Institutet, der i en ny undersøgelse når frem til, at golf er godt for helbredet og dermed livsforlængende.

Således kan golfspillere uanset alder, køn og socialgruppe i gennemsnit se frem til at leve fem år længere end resten af befolkningen, oplyser professor Anders Ahlbom fra Karolinska Institutet.

Det erfarer Berlingske Tidende.

- En runde golf indebærer ofte, at man er ude i fire-fem timer og går seks-syv kilometer i rask tempo. Det er beviseligt godt for sundheden. Man kan spille golf, selvom man er højt oppe i årene, og golf er tilmed forbundet med positive sociale og psykologiske effekter, forklarer professoren:

- Flere undersøgelser dokumenterer, at denne form for fysisk aktivitet forebygger hjertesygdomme og påvirker kolestrol i blodet, vægt og en lang række andre faktorer positivt.

Anders Ahlbom afviser ikke, at andre faktorer såsom sund kost og et fornuftigt forhold til tobak og alkohol kan forklare, hvorfor golfspillere har lavere dødelighed end resten af befolkningen. Men forskerne er dog sikre på, at 'golf i sig selv har stor betydning'.

Professoren forklarer, at undersøgelsen tager højde for, at golfspillere tilhører højere socialgrupper, hvor der generelt er mere fokus på sundhed. Således er golfspillerne i undersøgelsen blevet inddelt i forskellige socialgrupper og sammenlignet med ikke-golfspillere fra tilsvarende socialgrupper.

Undersøgelsen påviser også, at dødeligheden er lavest blandt de dygtigste golfspillere. Altså dem med lavt handicap.

- Forklaringen er formentlig, at man er nødt til være aktiv og spille meget for at have et lavt handicap, lyder det fra professoren. Men betyder det så, at man kan leve ti år længere med et lavt handicap?

- Nej, vi kan ikke sætte tal på, svarer Anders Ahlbom. Undersøgelsen fra Karolinska Institutet på sundhedsoplysninger om 300.000 svenske golfspillere.