En mandag i september sprang en bombe under dansk musikliv. DR UnderholdningsOrkestret bliver efter 75 år nedlagt. En skandale, mener mange. En kulturinstitution, der overlevede sig selv, mener andre. Tilbage er en helt speciel arbejdsplads - med helt specielle mennesker - der nu skal lægges i graven.
’Hvad bilder du dig ind? Hvad ved du om musik? Aner du overhovedet noget om det her orkester?’ Følelserne sidder helt udenpå tøjet nu, hvor Danmarks Radio skal spare 170-200 stillinger væk, heriblandt samtlige 42 professionelle musikere fra DR UnderholdningsOrkestret.
Mød fire af de afskedigede musikere og læs om deres musikhistorier. Opret dig som abonnent på BT PLUS og læs hele historien ... Og husk første måned er gratis.
En mandag i september sprang en bombe under dansk musikliv. DR UnderholdningsOrkestret bliver efter 75 år nedlagt. En skandale, mener mange. En kulturinstitution, der overlevede sig selv, mener andre. Tilbage er en helt speciel arbejdsplads - med helt specielle mennesker - der nu skal lægges i graven.
Der er fuldstændig stille. Som om alle er holdt op med at trække vejret. Det er den dybe stilhed, der hersker i en koncertsal, når dirigenten hæver taktstokken lige før første nedslag. Uden at røre en muskel i kroppen stirrer de alle sammen på skikkelsen på gulvet foran dem.
Så kommer braget. Vreden. ’Hvad bilder du dig ind?’, tordner det. ’Hvad ved du om musik?’ ’Aner du overhovedet noget om det her orkester?’.
Med to timers varsel er 42 professionelle musikere på deres fridag blevet kaldt ind til tjenstligt møde. I formelle, nøgterne vendinger har DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen meddelt dem, at deres arbejdsplads, DR UnderholdningsOrkestret, lukkes. Hun forstår deres vrede, siger hun. Ledelsen er forberedt på deres vrede. Så går hun.
Ensemblechefen og orkesterchefen står lidt og gnider hænder. Hvad skal de sige? Som resten af orkestret er de i chok. Og kede af det. Lidt efter forlader også de lokalet, inden de siger, at koncerten den følgende lørdag naturligvis bliver aflyst.
Denne uges helt store begivenhed kom som en mavepuster, næsten inden ugen var begyndt. Mandag formiddag meddelte DR’s bestyrelse, at det 75 år gamle og højt profilerede UnderholdningsOrkestret bliver nedlagt. Danmarks Radio skal spare 170-200 stillinger væk, lyder det i en storstilet spareplan, og mandag morgen sprang så første streng, da de første 42 hoveder rullede.
Braget har imidlertid vist sig at være større, end DR’s ledelse måske havde regnet med. En tragedie for musiklivet, bliver det kaldt, en hån mod klassisk musik, der sender dødsstød helt ned i musikkonservatorierne. På få dage har 20.000 skrevet under på en opfordring til generaldirektør Maria Rørbye om at droppe planerne.
Men lukningen af DR’s UnderholdningsOrkestret er mere end lukningen af et 75 år gammelt stykke finkulturelt folkeeje, der ikke er for fint til populærmusik.
Det er også historien om lukningen af en arbejdsplads, der ikke er, som arbejdspladser er flest. Det er historien om 42 mennesker, der fik et instrument i hænderne, endnu inden de var begyndt i skole, og som lige siden har brugt størstedelen af deres vågne timer på at spille. Mennesker for hvem deres arbejde er deres identitet. Og hvis chancer for at finde et tilsvarende arbejde er minimale.
Populær lillebror
Mange kender DR UnderholdningsOrkestret fra de store udendørskoncerter på Ledreborg Slot, for roste Mozart-indspilninger og koncerter med Tina Dickow, Kurt Ravn og Rasmus Seebach. Det er ‘lillebroderen’ til det 99 mand store SymfoniOrkestret, og modsat sin storebror er det kendt for at tiltrække et bredt publikum, der ellers ikke ville komme i en koncertsal.
Nu nedlægger man for første gang i danmarkshistorien et professionelt symfoniorkester. Men det er ikke første gang, sablerne har raslet mod det 42 mand store orkester. Allerede i 1987 truede det daværende radioråd med at nedlægge UnderholdningsOrkestret, og også dengang gik bølgerne højt i protest. Som redningskrans blev kapelmesteren Børge Wagner ansat som chefdirigent.
- Min tilgang var, at mange ikke kan drømme om at gå til en symfonisk koncert. Og det publikum syntes jeg, at UnderholdningsOrkestret skulle servicere.
Dengang var der ingen, der havde set orkestret i levende live, og det ville jeg lave om på, fortæller 76-årige Børge Wagner, der begyndte at arrangere turneer i Danmark og udlandet og at udgive cd’er.
Børge Wagner dirigerede orkestret i 1987-97, og det var i de år, at orkestret opfandt den stil, der har gjort det til folkeeje, nemlig udover musikken at give publikum oplevelser. Som da alt lyset en aften gik ud lige efter åbningsnummeret. Hvad publikum troede, var en fejl, viste sig at være et skalkeskjul for at liste den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø ind på scenen. Da lyset kom tilbage, brød hun ud i sang.
Siden har UnderholdningsOrkestret optrådt sammen med en lang række rock- og popkunstnere, og publikum elsker det. Alligevel er orkestret efter årsskiftet et afsluttet kapitel.
Et svagt punkt
I 1999 fik orkestret en ny chefdirigent, verdensnavnet Adam Fischer, og med ham fik piben en anden lyd. Fra populærmusik bevægede orkestret sig mod Mozart og Beethoven, og det har fået verdens øjne til at kigge anerkendende mod Danmark. Og til at udråbe de 42 musikere til ‘Danmarks Mozart-orkester’. En fornem titel. Men også en stil, der læner sig faretruende op ad storebror, mener musikhistoriker Martin Granau.
- Under Adam Fischer har orkestret været med til at sløre sin egen profil. Måske har det haft problemer med at finde et ståsted og gabt over for meget, siger Martin Granau, der er musikhistoriker og lektor ved Sankt Annæ Gymnasium.
Den tidligere chefdirigent er heller ikke overrasket: - Det er professionelle, dygtige musikere, som har evner og muligheder for at fortolke et meget bredt repertoire.
Men ved at satse så meget på klassisk musik, har man givet ledelsen et alt for let kort i hænde til at sige, at der ikke er brug for to symfoniorkestre. Hvis de, der står i spidsen for orkestret, havde set risikoen i horisonten, kunne de for længst have drejet repertoiret i en retning, så de var umulige at komme af med, siger Børge Wagner.
Flere af musikerne fra UnderholdningsOrkestret er siden i mandags blevet sygemeldt. Lukningen af deres arbejdsplads har ramt som et slag i maven og har taget pusten fra dém, der var orkestrets pulsslag.
Når du siden du var fire år gammel har haft en klarinet i hånden, er der ikke mange andre steder at gå hen.
I alt findes der knap 700 lønnede musikerstillinger i Danmark, fordelt på fem landsdelsorkestre, fire basisensembler, tre militærorkestre, Det Kongelige Kapel, DR SymfoniOrkestret og DR UnderholdningsOrkestret. Nu bliver sidstnævnte nedlagt. Og dermed bliver der taget en ordentlig bid af de i forvejen få job, der er. Job, som man spiller sig til i konkurrence med musikere fra hele verden.
Ikke et job at få
I Virum nord for København bor 43-årige Christine Enevold, der er mor til tre og har spillet violin i orkestret i 10 år. Hun flyttede fra Norge for at få en plads i UnderholdningsOrkestret, og i modsætning til flere af sine kolleger, er hun ikke ansat som tjenestemand. Dermed står hun pr. 1. april uden indtægt.
- Det bliver en sindssyg svær periode. Jeg ved, at jeg snart står uden løn, så det handler om at tænke løsninger nu. Og samtidig skal vi spille koncerter frem til 1. januar og gå til møder. Det bliver hårdt, siger hun.
Formanden for Dansk Musiker Forbund kalder lukningen for ‘et kæmpe tab for dansk musikliv’ og DR’s argumentation for ‘tyndbenet’. Ikke mindst føler han med de 42 fyrede musikere.
- Det er dybt dedikerede og dygtige mennesker, der nu er kastet ud på et arbejdsmarked, der er hele Europa, måske hele verden. Krisen har gjort det ekstremt vanskeligt at finde et job, og mange af dem kan jo ikke bare rykke hele familien til udlandet. De er hverken bedre eller dårligere stillet end en fyret slagteriarbejder, men problemet er bare, at der ikke er noget job i miles omkreds. De bliver smidt direkte ud i kulden, siger Anders Laursen.
Mandagens brag fra Danmarks Radio fik jorden til at forsvinde under en arbejdsplads, der ikke er, som arbejdspladser er flest. Og efterdønningerne fra braget kommer til at kunne mærkes i mange år endnu, mener Martin Granau.
- Det forplanter sig hele vejen ned i fødekæden. Det er et stort knæk for klassisk musik og noget, der vil kunne mærkes ind i konservatorierne og helt ned på folkeskoleniveau, siger han.
Da ensemblechefen og orkesterchefen har ladt de 42 musikere alene mandag morgen, bliver der atter stille. Ansigter bliver begravet i rystende hænder. Nogle græder.
Lidt efter lidt begynder de at tale sammen. Koncerten den efterfølgende lørdag skal ikke aflyses, bliver de enige om. Nu er det vigtigere end nogensinde før at spille. Vigtigere end nogensinde før at gøre det, de er gode til.
‘Vi skal vise, at vi stadig er her. Vi skal spille, til blodet springer.’
Fagot
Ignas Mažvila 29 år Født i Litauen, men bor i Malmø med sin kone Har spillet i DR UnderholdningsOrkestret i fire år.
Han flyttede hjemmefra, da han var 10 år gammel. Til en skole 300 km væk fra sit trygge hjem, sine forældre og søskende. Sådan var Ignas Mažvilas skæbne. Forudbestemt. For det var der, langt væk fra hans hjemby Vilnius i Litauen, han havde de bedste muligheder for at blive dygtig til sit instrument, og så var der ikke så meget mere at diskutere.
Spørger man, hvordan den lille dreng klarede det, har han svært ved at svare. For jo, i begyndelsen var det hårdt at forlade sin familie, meget hårdt, men det var bare en naturlig del af det. Han var så opsat på at udvikle sig og blive bedre til at spille fagot, at det er det, han husker bedst. At han øvede, øvede, øvede sig. Og elskede det.
Ignas Mažvila siger, at hans fagot er en del af ham. De andre i orkestret siger, at han ligner sin fagot. Det er den lange, slanke krop og det halvlange hår, der konstant vil falde ned i øjnene på ham. Det giver ham et strejf af noget drenget. Men når han åbner munden, er det en fuldbefaren, myndig musiker, der taler.
Sit første job som solofagottist fik han som bare 19-årig i et af de største symfoniorkestre i Litauen. Et par år senere videreuddannede han sig på Malmö Academy of Music og senere i Berlin.
I dag sidder han i sin taglejlighed, der fungerer som køkken, stue og soveværelse i ét i Malmøs centrum. Her bor han med sin kone, som også spiller fagot. I et hjørne står et nodestativ, og han viser med en lang, slank finger en passage i et tætskrevet nodeblad, der kan være særlig vanskelig at spille. Han siger, at det er det, der holder ham til ilden. Han kan altid kan blive bedre, og derfor er der altid grund til at øve sig.
Som at komme hjem
Da Ignas Mažvila som 10-årig flyttede hjemmefra, var han ét af 25 børn, der begyndte på skolen. Da han som 18-årig forlod skolen, var han én ud af fem, der som de eneste fuldførte. Han er ihærdig, siger han, og så har han et naturligt talent for sit blæseinstrument, som han har beundret, lige siden han som helt lille så sin far spille obo.
Alligevel havde han ikke regnet med at være god nok, da han for fire år siden gik til konkurrence for at vinde en plads i UnderholdningsOrkestret. De var 29 fagottister om buddet. Og for Ignas Mažvila var det en drøm, som han ikke rigtig selv troede på ville gå i opfyldelse. Men da han første gang mødte orkestrets dirigent Adam Fischer, vidste han, at han var kommet hjem, siger han. Følelsen af at spille i UnderholdningsOrkestret med ham i spidsen er en følelse, han ikke kan forklare. Eksplosion, er det ord, der kommer nærmest.
Ignas Mažvila vandt pladsen og har siden 2010 spillet fagot i orkestret. Det er mad til sjælen, kalder han det. Efter nytår er han arbejdsløs, men han prøver at lade være med at tænke for meget på fremtiden. Midt i en tragedie er det vigtigst at være positiv.
DEN STØRSTE MUSIK-OPLEVELSE:
- Det var første gang, jeg spillede med Adam Fischer. Jeg fik et chok. Der var så meget energi, at det hele nærmest løftede sig. Det er en svær følelse at beskrive, men det opleves nok mest som en eksplosion.
Klarinet
Mette Bugge 58 år Fraskilt og mor til tre børn Bor på Frederiksberg med sin yngste søn Er orkesterformand og har spillet i DR UnderholdningsOrkestret i 33 år.
I en udestue i en stadig sommerfrodig have sidder en 58-årig kvinde og lytter til de taktfaste regndråber, efterårshimlen sender mod ruden. Indtil nu har hun ikke haft fatteevne til at tænke tanken til ende. Om hvad der skal ske, når kalenderen viser 1. januar 2015 og hun for første gang ikke skal spille klarinet i det orkester, hun har spillet i gennem 33 år. Nu hvor hun bliver bedt om at reflektere over det, begynder tårerne at løbe.
Der er ikke nogen, der skal have ondt af hende eller hendes 41 fyrede kollegaer, siger hun hurtigt og tørrer øjnene. Hun græder, fordi der går noget tabt, som ikke kan erstattes, når man lukker DR UnderholdningsOrkestret. Og fordi det har været hendes liv.
Mette Bugge er en af dem, der begyndte på gulvet og arbejdede sig opad. Helt bogstaveligt talt. Da hun var 15 år gammel, blev hun optaget i Danmarks Radios Juniorensemble, og da hun senere kom ind på musikkonservatoriet, holdt hun kontakten til DR. Som ’kantinedame på gulvet’, som det hed, gik hun rundt og samlede brugt service sammen fra musikere og journalister.
Hun havde selv tænkt, at hun var sådan en, der altid blev nummer to. Men da Mette Bugge var 25 år, spillede hun sig, i konkurrence med 40 andre klarinettister, til en ansættelse i DR UnderholdningsOrkestret. I fire måneder vidste hun ikke, om hun var købt eller solgt, men hun løb i sidste ende af med sejren, og siden har hun ikke lavet andet. Hver eneste dag har hun spillet på sin klarinet.
Musiklæreren gav efter
Hvorfor blev det lige det instrument, hun nu har brugt næsten hele sit liv på? Hun ved det ikke. Som seksårig insisterede hun på, at hun ville spille klarinet. Hun kan huske, at hun godt kunne lide lyden af Barber Sørensen, der spillede i Folk og Røvere i Kardemommeby, men hun fik i første omgang en blokfløjte i hånden. Hendes lunger og fingre var ikke udviklede nok til den krævende klarinet.
Da hun seks år senere stadig insisterede på, at hun ville spille klarinet, gav hendes musiklærer efter. Selv om hun aldrig havde haft instrumentet i hånden før, var det som om, hun aldrig havde lavet andet. Med et gav det hele mening.
Mette Bugge er opvokset i et hjem, hvor der blev lyttet til klassisk musik, og selv i teenageårene var hun mere optaget af at spille klarinet end at høre rockmusik. Alligevel har hun med stor glæde lært sig at spille i alle genrer i UnderholdningsOrkestret, siger hun. Der er aldrig nogen, der har behøvet at sige til hende, at hun skal øve sig.
Hun blev høj, da hun første gang spillede med i et klassisk orkester, og siden har hun været afhængig. I fremtiden er det ikke længere nødvendigt, at hun øver sig til UnderholdningsOrkestret. Men hun stopper ikke. Det kan man ikke efter et helt liv i musik.
DEN STØRSTE MUSIK-OPLEVELSE:
’Det var, da jeg som 20-årige spillede med Sergiu Celibidache (verdensberømt dirigent, red.) da han kom og dirigerede konservatorieorkestret. Det var helt fantastisk. Han kunne læse os, uden at have talt med os. For mig var det en oplevelse af at spille uden at spekulere over noget som helst andet end at spille, som han ville have det. Det er meget svært at sætte ord på, for når det løfter sig derop, er det ordløst.’
Trompet
Thomas Jensen 47 år Gift med en trompetist og far til tre børn Bor i Herlev nordvest for København..... Har spillet i UnderholdningsOrkestret i 19 år.
I begyndelsen hadede han det, for han ville hellere ud at lege. Thomas Jensen var fem år, da han fik sin debut som trompetist. Han gav dog livet med trompeten en chance, fordi nogle gode lærere satte gang i en udvikling. I dag er det 19 år siden, han besejrede 20 andre ansøgere og fik sin plads i DR UnderholdningsOrkestret. Og han kunne ikke drømme om at spille noget andet instrument.
Thomas Jensen kan fornemme, om det smager godt. Om formen er der. Det er ikke altid, at det smager godt, men når det gør, er det det fedeste i verden. Musikken er lige så vigtig som mad, og han har brug for det for at leve. Det er en uundværlig del af hans hverdag.
I hans køkken bugner det af cd’er, som med jævne mellemrum flyttes ned i kælderen til resten af samlingen. Musikken fylder alle vegne. I den store samling dominerer filmmusikken sammen med den klassiske. Musik, hvor det højest klingende messingblæseinstrument, bedre kendt som trompeten, er i centrum. Den pompøse musik af komponisterne John Williams og Jerry Goldsmith fascinerer ham - og har forfulgt ham hele livet.
Kærlighed og trompeter
Allerede som 15-årig kom han på musikkonservatoriet, men han færdiggjorde aldrig uddannelsen, fordi han i stedet assisterede den velrenommerede solotrompetist Ole Andersen. Thomas Jensen spillede til alt fra ildebrande og i de store orkestre. Det var en del sjovere end at sidde på skolebænken, og så tjente han også en skilling. Thomas Jensen kan også prale af noget, som ikke mange andre kan: Som kun 17-årig rejste han rundt i verden med EFs Ungdomssymfoniorkester og spillede koncerter med den verdensberømte amerikanske dirigent, Leonard Bernstein og musikchefen for Berliner Philharmonikerne og Wiener Staatsoper Claudio Abbado.
Ud over prøver i DR vil han helst øve tre gange dagligt. Gerne om morgenen, opad dagen og igen om aftenen, inden han går i seng. Heldigvis forstår familien lidenskaben. Særligt hans kone, som han mødte første gang som 13-14-årig på Karlebo Musikskole, hvor de spillede i samme orkester. Begge som trompetister. Og sidste år kunne de fejre sølvbryllup.
Hvad fremtiden nu bringer for Thomas Jensen, ved han ikke. Han er 47 år og har ingen uddannelse. Det vil blive svært for ham at klare sig som freelancer, når der konstant bliver spyttet nye musikere ud fra musikkonservatoriet. Førhen gjorde han rent, fejede gader, tømte skakter og skovlede sne. Det håber han virkelig ikke, han skal til igen.
DEN STØRSTE MUSIK-OPLEVELSE:
- I 1999 lavede vi ’Manden der ønskede sig en havudsigt’ med bandet TV-2 og Steffen Brandt samt Schaufuss Balletten - jeg får stadig gåsehud ved tanken. Det var kæmpestort. Scenografien med balletdanserne, hvordan musikken var arrangeret. Alt. Det var kæmpestort.
Violin
Christine Enevold 43 år.... Gift med en violinist og mor til tre børn.... Bor i Virum nord for København.... Har spillet i UnderholdningsOrkestret i 10 år.
Første gang lykkedes det ikke, og efter prøven satte hun sig på en bænk i København og græd. Men året efter kom hun gennem nåleøjet. Det er i dag 10 år siden, Christine Enevold forlod Oslo Philharmonien og Norge sammen med sin mand for at blive en del af DR UnderholdningsOrkestret. Et orkester, som bygger bro mellem rytmisk og klassisk musik.
Violinen er hendes tredje arm, som hun beskriver det. Musikken griber andre mennesker i et øjeblik, hvor det hele står stille. Taler til menneskers følelser, tanker og refleksioner. Og det er igennem violinen, hun udtrykker sin inderste sjæl.
Lige før Christine Enevold blev tre år, blev hendes søster seks. I gave fik søsteren en violin, og Christine Enevold var ulykkelig over, at hun ingen violin havde. Så hun fik en violin, og hun har spillet lige siden. I dag bruger hun al sin tid på at spille på det spinkle instrument med de høje toner, og fra 15-års-alderen har hun vidst, at hun ville være violinist.
I huset i Virum, hvor hun bor med sin familie, er der i det ene hjørne klemt et flygel ind, og lige ved siden af åbner to hvide dobbeltdøre op til et nybygget øvelokale. Men for Christine Enevold er det egentlig lige meget, hvor hun spiller. Bare hun spiller.
Koncerterne med chefdirigenten for UnderholdningsOrkestret, Adam Fischer, er fantastiske for Christine Enevold. Det overgår alt, hun nogensinde har oplevet. Hun beskriver en Mozart-symfoni med ham som rock - det bliver levende og spændende for unge, gamle og folk, der aldrig har hørt klassisk musik før.
Uerstatteligt
I dét øjeblik vil hun ikke lave noget andet. Netop det øjeblik skaber meningen med at være musiker. Fantastisk, er ordet. Selvom musikken for Christine Enevold er en kontrast til ordene, fordi den vækker følelser og giver plads til en pause. En kæmpe kontrast til den digitale verden.
1. april står hun uden løn, og hun ved ikke, hvad fremtiden byder på. Frem til 1. januar skal DR UnderholdningsOrkester spille sine koncerter færdig. Men ifølge Christine Enevold burde de droppe alt, der hedder DR, og øve - måske et år frem - for at være gode nok til at konkurrere om nye job. Man kan nemlig ikke bare søge nyt job som musiker. Der er benhård konkurrence og meget få stillinger.
I hendes optik kan man ikke erstatte UnderholdningsOrkestret. Ingen kan det samme. Musikerne har brugt hele livet på at samle orkestret, selvom Christine Enevold kun har været en del af det i 10 år.
DEN STØRSTE MUSIK-OPLEVELSE:
- Koncerterne med chefdirigenten Adam Fischer er fantastiske. Tiden står stille, fordi det er så stort. Alt er perfekt.
