Fra 15. juni er det forbi med Sonofon og Cybercity. De to selskabers kunder vil fremover have mobil eller bredbånd hos Telenor.
Telenor sluger om kort tid Sonofon og Cybercity for at blive en stærk spiller på det danske mobil- og bredbåndsmarked. Fusionen eller mobilbrylluppet har længe været på trapperne, men onsdag blev datoen afsløret. 15. juni er det forbi med at kalde sig kunde hos Sonofon eller Cybercity. Målet er ifølge Henrik Clausen, administrerende direktør i Telenor Danmark, at give kunderne mere enkle produkter.- Markedet for mobiltelefoni og bredbånd er i hastig forandring. Kunderne ønsker at have alle kommunikationsmuligheder alle steder og på alle medier - for eksempel ved at gå på nettet eller se tv på deres mobil. Med et fælles navn og en samlet organisation kan vi meget bedre udnytte fremtidens muligheder på tværs af mobil og bredbånd til gavn for vores kunder, siger Henrik Clausen.
/ritzau/