Skuespiller Sonja Richter debuterer i disse dage som sjov i komedien ’Alle for tre’. For hende er rollen ikke mindre fin end dem, hun har haft på film og teater, for det komiske er med til at skabe en ligevægt. At holde balancen er vigtigt for hende – både privat og på job. Men hun skal hele tiden kæmpe for at holde den.
Komediegenren er ny for hende. Sonja Richter er bedst kendt fra de større dramaer som ’Elsker dig for evigt’, ’Kvinden i buret’ og den amerikanske film ’The Homesman’, som blev instrueret af selveste Tommy Lee Jones. Derudover har hun spillet masser af teater og har senest været at finde på teaterets skrå brædder og i tv-serien ’Bedrag’. Men nu skulle der altså ske noget nyt ...
Skuespiller Sonja Richter debuterer i disse dage som sjov i komedien ’Alle for tre’. For hende er rollen ikke mindre fin end dem, hun har haft på film og teater, for det komiske er med til at skabe en ligevægt. At holde balancen er vigtigt for hende – både privat og på job. Men hun skal hele tiden kæmpe for at holde den.
Sonja Richter laver stærkmandsarme og betragter først den højre og så den venstre bicep.
»I mange år har jeg kun trænet den ene arm,« siger hun og stirrer på den venstre, som faktisk ser slappere ud end ’konkurrenten’.
»Men man skal huske at træne den anden også. Det handler om balancen.«
Det er netop i jagten på den rette balance, at skuespilleren har valgt at takke ja til en rolle i den nye danske falde-på-halen-komedie ’Alle for tre’, som netop har haft premiere.
Filmen er den tredje i rækken af instruktør Rasmus Heide. Begge forgængerne ’Alle for én’ og ’Alle for to’ blev sablet ned af den danske anmelderstand, der kaldte filmene for ’uambitiøse’ og ’indholdsløse’. Men på trods af dårlige anmeldelser valfartede publikum til biografen. I den tredje film, ’Alle for tre’, som BTs anmelder har givet to stjerner ud af seks mulige, sprudler Sonja Richter sammen med komikerne Rasmus Bjerg og Mick Øgendahl. Komikerne spiller et par kriminelle brødre, der opdager, at de har en italiensk slægtning, som viser sig at være – Sonja Richter.
Komediegenren er ny for hende. Sonja Richter er bedst kendt fra de større dramaer som ’Elsker dig for evigt’, ’Kvinden i buret’ og den amerikanske film ’The Homesman’, som blev instrueret af selveste Tommy Lee Jones. Derudover har hun spillet masser af teater og har senest været at finde på teaterets skrå brædder og i tv-serien ’Bedrag’. Men nu skulle der altså ske noget nyt.
»Jeg vidste godt, at de to andre film havde fået høvl, men jeg har også selv været med i ting, der har fået bank, så det standsede mig ikke,« siger hun og stirrer på sin ’komediearm’.
Anderledes blik
Hun ved ikke helt, hvordan hun skal beskrive den type komedie, hun nu spiller med i. Hun lader lyden af en imiteret prut fylde rummet – den gør det ud for de manglende ord.
»Når jeg fortalte mine kolleger, at jeg skulle være med i ’Alle for tre’, var deres reaktion ofte: ’Ej, vil du gerne det?’ Jeg forstår ikke spørgsmålet. Jeg er skuespiller, selvfølgelig vil jeg spille med i en film.«
Det overraskede hende, at folk reagerede sådan.
»Det gik op for mig, at de nok ser anderledes på mig, end jeg selv gør, og at jeg måske har forsømt at holde balancen i mit skuespil.«
I en periode havde Sonja Richter fået flere henvendelser fra medier, der ville tale om hendes valg af tunge, dystre roller. Det gik op for hende, at hun blev betragtet som en bestemt type skuespiller. Noget, hun aldrig før har skænket en tanke.
»Altså, jeg elsker store dramaer, men jeg trængte til nogle andre dufte og et andet arbejdsmiljø,« siger hun og slår ud med armene, som om hun skal til at fortælle en historie.
»Jeg havde lige stået med en kæmpestor og intellektuel rolle som Madame De Sade på Betty Nansen Teatret. Den var jeg virkelig glad for at spille, men det er dét med kontrasterne. Det er ikke godt at blive ved med at træne den samme muskel. Nogle gange skal man træne den anden. For de to styrker hinanden.
Netop derfor sagde jeg ja til ’Alle for tre’. For det gik op for mig, at jeg ikke har prøvet komediegenren ordentligt af. Jeg véd, at jeg kan spille de tunge roller, men jeg var i tvivl om, at jeg kunne det her.«
Igen strammer hun læberne om tungen og lader en pruttelyd fylde rummet. Så bryder hun ud i en høj latter.
»Altså humoren i filmen er jo dum. Virkelig dum. Dét, synes jeg, er sjovt.«
Jagten på balance
Det med at finde balancen, er noget, Sonja Richter altid har tumlet med. Som ung kunne hun ofte blive frustreret over sine følelser, der ikke var til at finde rundt i.
En sommerdag i slutningen af sine teenageår fandt hun imidlertid ud af, hvad der nagede hende: Hun turde simpelthen ikke forfølge sin drøm om at blive skuespiller.
»Jeg havde en drøm om at blive skuespiller, men kom fra landet og vidste helt ærligt ikke, at det var et job. Jeg kunne ikke formulere mig omdet, og jeg var helt sikker på, at det aldrig ville gå, for jeg var sådan et barn, der fik, hvad jeg ville have. Jeg tudede og tudede i tre uger og vidste ikke hvorfor. Der var ikke sket noget, men jeg kunne ikke lade være med at græde,« siger Sonja Richter og fortæller om den dag, hvor hun pludselig forstod, hvorfor hun var så ked af det.
»Det var så vigtigt for mig at blive skuespiller, men jeg var bange for, at det ikke kunne lade sig gøre. Og hvis det ikke kunne lade sig gøre, kunne jeg ikke leve.«
Det lyder voldsomt, men det var sådan, hun havde det.
Den unge Richter var usikker og bange. Alligevel bestemte hun sig for at forfølge drømmen. Først i musicals ved Det Ny Teater og senere på skuespillerskolen i Odense, hvor det gik op for hende, hvor anderledes et barn hun havde været.
»Jeg var ikke en af de skoleelever, der syntes, at Shakespeare var noget mystisk og gammeldags lort. Jeg var besat af det. Jeg læste ’Hamlet’ hele tiden.«
Barndommen var ikke helt almindelig. Sonja Richter er vokset op i et hippie-kollektiv i Vestjylland, hvor hun oplevede, at ’rammerne var for frie, ressourcerne for få og hjælpen til livets vej for mangelfuld’. Hun har tidligere beskrevet opvæksten i kollektivet som hård, og har ikke været bleg for at sige, at hun mente, at hendes forældre med deres tanker om det ’frie liv’ lagde ansvaret fra sig. I dag giver hun ikke længere sine forældre skylden ’for det hele’.
»Ens barndom har noget at gøre med, hvordan man tackler livet, men vi er ikke kun præget af vores barndom. Der er både arv og miljø. Jeg tror, at vi har en karakter med os fra start af, som ikke har noget med vores forældre eller vores opvækst at gøre. Jeg kan beskylde min forældre for mange ting, men jeg tror ikke, at de er skyld i helt så meget, som jeg tidligere har troet. Det er også et spørgsmål om én selv,« siger Sonja Richter.
Lige så længe hun kan huske tilbage, har hun villet være skuespiller, men samtidig var hun ’pissebange’ for at blive det.
Dobbeltheden bragte hende ud af fatning.
»Men jeg har senere fundet ud af, at det var fordi, der var sådan en enorm kraft i mig, som jeg ikke var i stand til at standse. Som jeg ikke havde kontrol over, og som jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at slippe løs. Det gjorde mig ked af det, for jeg følte ikke selv, at jeg havde kontrol med, hvad der skete i mit liv. Men at jeg skulle være skuespiller, føltes ikke som et valg. Det var snarere som om, det var bestemt på forhånd. Skuespillet føles lidt som at have fået et kald – uden at jeg overhovedet er religiøs. Man kan godt sige, at jeg er heldig, at noget trak så hårdt i mig, men på den anden side følte jeg mig ikke særlig fri i det valg. Jeg havde det som om, der var en overmagt, som bestemte for mig. Men på en måde var det måske befriende,« siger skuespilleren og påpeger, at når man, som hun, har haft meget frie rammer som barn, er det dejligt, at noget er bestemt for én.
På vagt
Intet kom let til hende i barndommen og ungdommen. Det betød, at hun konstant var på vagt – selv når det egentlig gik godt.
»Da jeg endelig blev skuespiller, var jeg overbevist om, at titlen snart ville blive taget fra mig. Jeg blev faktisk så bange, at jeg tænkte: ’Nu sker der nok et eller andet forfærdeligt. Nu får jeg nok kræft eller sådan noget,’ for jeg kunne ikke forstå, at jeg kunne få dét, jeg drømte om, når nu det var så vigtigt for mig. Også her skulle jeg finde en balance,« siger hun.
Konstant i bevægelse
Sonja Richter slår en pludselig latter op. For det går op for hende, at hun netop er ved at beskrive sit evige dilemma:
Hun er altid på jagt efter noget nyt eller noget andet end det, hun står i lige nu og her. Men hvordan finder man balancen i livet, hvis man altid er i fart?
»Når en film eller en forestilling slutter, tænker jeg tit på, hvad jeg nu skal finde på. Altså ikke bare, hvilket projekt jeg nu skal i gang med, men om jeg skal finde på noget helt andet at arbejde med. Men jeg er 43 år, det bliver svært at tage en ny uddannelse.«
Men hun er fyldt med modsætninger.
»Selvom jeg ville ønske mig et job, hvor jeg vidste, hvor jeg skulle hen hver dag, ville jeg helt sikkert sprænge det i luften i løbet af to sekunder, fordi jeg slet ikke kan forestille mig at stå stille. Og jeg aner ikke hvorfor.«
Egentlig kunne hun godt tænke sig et liv med flere rutiner, men hun er bange for, at hun ikke ville overleve, hvis det blev virkelighed.
»Det ville kede mig lynhurtigt – simpelthen,« siger hun og ser et øjeblik grublende ud.
»Når jeg får roller, der ligner hinanden for meget, så... boooom!,« hun læner sig frem, som om noget eksploderede midt mellem hænderne på hende.
»På et tidspunkt går jeg altid over i den modsatte grøft, som nu med ’Alle for tre’. Jeg går hele tiden imod mig selv, så det er min egen skyld, at det er svært at finde en rytme og holde ligevægten, selvom det faktisk er dét, jeg hele tiden søger. Jeg tror ikke, at jeg kan finde ud af at være på ét sted for længe ad gangen. Jeg brokker mig hele tiden over, at alt er uforudsigeligt, men samtidig kunne jeg ikke spille den samme rolle i fire år, eller få en fast løn. Måske det ville være for sikkert – simpelthen.«
Hendes higen efter usikkerhed, blandet med trangen til at søge sikkerhed, har altid ligget i Sonja Richter. Den kan kun forløses på teaterscenen eller foran kameraet.
Hvilken hverdag?
Hun lader et blik falde på det store træningsur, som dækker det meste af venstre håndled. Stærkmandsarmens begyndelse. Med alderen kan hun mærke, at hun har brug for flere rutiner i sin dagligdag. Det er svært for et menneske, der konstant bekæmper rutiner, men én af dem, som hun med næb og kløer forsøger at holde fast i, er at få løbet en tur – hver dag. For det betyder noget for hende at flytte sig. Både fysisk og psykisk.
»I interview bliver jeg tit spurgt: ’Hvordan er din hverdag?’,« siger hun og ryster på hovedet.
»Min hverdag? What... Der er ikke nogen hverdag, for den er jo ny hele tiden. Jeg kommer hele tiden et nyt sted hen og møder nye mennesker. Der er absolut ingen kontinuitet. Hvis jeg havde været gift med den samme mand i 25 år, havde han været den kontinuitet, men det er jeg ikke. Jeg har nogle venner, der skaber en lille smule sammenhæng, men de er jo ikke med mig på arbejde. De er ikke med, når jeg pludselig står i New Mexico med Tommy Lee Jones. Dét skal jeg først fortælle dem om bagefter, og det gør jeg også, men jeg kunne godt nogle gange længes efter, at jeg ikke skulle forklare det hele fra scratch.«
Manglen på kontinuitet har intet at gøre med, at hun længes efter mand, barn, villa og vovse. Det er slet ikke dér, hun er. Egentlig tænker hun mere over, om det overhovedet er muligt at indføre mere end løberutinen i sit liv.
»Nogle gange drømmer jeg om at have et job, hvor jeg møder de samme kolleger hver dag, at de kender mig. Selvom jeg er superglad for det, jeg laver, synes jeg, det er psykisk hårdt, fordi der skal socialiseres konstant, og jeg skal finde ud af nyt stof med en ny instruktør. Sådan er det nærmest hver gang. Men skuespillet opfylder mit behov for aldrig at stå stille. Behovet for at finde en balance imellem den ene og den anden arm,« smiler hun.
På vej videre
Hun skeler igen til de to spinkle overarme. Som om hun lige hilser på dem. Alle hendes tanker om balance og bevægelser handler om hele tiden at træde ind i nye situationer. Fuldstændig som en skuespiller træder ind og ud af scener.
»Jeg ved, at jeg ville falde mere til ro, hvis jeg vidste, hvad der skulle ske på længere sigt, men jeg har lært, at mine planer konstant ændrer sig. Så nu forsøger jeg at balancere lidt forudsigelighed og en masse uforudsigelighed. Det må være dét, der kan gøre tingene nemmere,« siger hun, før det igen gibber i hende – hun laver et halvkvalt skrig: ’HVÆIJ’ og siger – nok mest til sig selv:
»Det er satme ikke nemt at gøre hende tilfreds...«
»For mig handler det meget om at være i bevægelse, og om at være på vej videre. Jeg er nødt til at flytte mig, hvis jeg vil holde mig i live – både åndeligt og fysisk. Faktisk er det nok på dén måde, at jeg nogenlunde holder balancen.«
