Som ung tog Line Risberg stoffet ecstasy nogle få gange. Det blev til de bedste aftener i hendes liv, men som 42-årig betaler hun stadig af på regningen
Da Line Risberg var en lille pige, var hun genert. Så genert, at hun næsten ikke turde tale med nogen. Da hun senere læste HF, brugte hun sine sommerferier på at skrive komplicerede opgaver om f.eks. rensningsanlægs udvikling i USA, for så var hun sikker på, at læreren ikke vidste noget om emnet, og hun ville få topkarakter. Igen.
Efter gymnasiet ville hun jorden rundt, men hun havde kun 6.000 kroner at rejse for, så hun planlagde at tomle rundt.
»Rejsen skulle få mig ud af genertheden, som havde fulgt mig siden barndommen. «
I dag bor 42-årige Line Risberg i et lille hus i Gørslev på Sjælland.
Hun bor alene med sin hund og lever til dels af at holde foredrag om konsekvenserne af sin store rejse.
For selvom den dengang 19-årige Line Risberg undervejs både lærte at åbne op over for andre mennesker og fik både venner og oplevelser, var det langtfra en tur uden omkostninger.
En vild australier
Rejsen førte Line Risberg til England, hvor hun fik arbejde i en lejr. Hun skulle skrælle æbler for en lille løn, men mødte også en masse unge mennesker som hende selv.
»Jeg mødte en australsk surfertype, som jeg blev kæreste med. Du ved, sådan en med en hajtand i halskæden,« siger hun om Stuart.
Hun kunne nærmest allerede høre bryllupsklokkerne og glædede sig, da hun skulle møde hans venner.
»Jeg kom ind i en stue og kunne med det samme lugte sådan en sød parfume. Det var hash.«
På det tidspunkt havde hun aldrig prøvet så meget som at ryge en cigaret.
»Jeg var sådan én, der slet ikke kunne klare tanken om nikotingule negle og fyldte askebægre.«
Men Stuarts venner røg meget hash, og Line Risberg kunne hurtigt mærke, at hun ikke var en del af slænget og nok aldrig ville blive det.
»De talte meget om ecstasy, som lige var kommet frem på det tidspunkt. Det talte om det som en form for ufarlig medicin, man kunne tage. Jeg vidste intet om det, så en dag gik jeg ned på apoteket og bad om at tale med nogen om ecstasy. Måske havde de en brochure eller sådan noget,« griner hun over sin naivitet. For apotekerdamen skældte hende huden fuld.
En aften tog hun i byen i London.
»Der var en kæmpe kø, og jeg kan huske, at jeg syntes, at alle de andre så underlige ud. Vi kom ind i en enorm sal med mærkelig musik. Jeg tænkte, at det var vildt, at sangene kunne vare så længe. Alle stod og jublede op mod dj’en, men jeg forstod intet af det.«
I baren opdagede Line Risberg, at der hverken var øl eller spiritus at få. Der var derimod appelsiner, kildevand og isterninger. Det var først senere, hun fandt ud af hvorfor.
»Appelsinerne er mod dårlig ånde, når man ikke spiser i timevis. Isterningerne er for at køle dem ned, der bliver overophedede af at danse, og vandet er for, at man ikke dehydrerer, når man tager stoffer,« forklarer hun om den festkultur, hun skulle blive en del af i de følgende måneder.
Mit livs bedste aften
Line Risberg besluttede sig for at gå, men på vej ud mødte hun en dansk pige, som hun kendte fra sit arbejde.
»Hun hev mig med ud på toilettet og gav hun mig en kvart pille. Jeg tænkte bare: ’Fuck, nu gør jeg det’.«
Hun skyllede pillen ned og gik tilbage til de store højtalere – og vennerne.
»Det blev mit livs bedste aften. Jeg havde pludselig selvværd og selvtillid. Jeg snakkede med alle, og jeg dansede. Jeg kunne mærke et enormt sammenhold med de andre, uden at vi behøvede at sige noget. Jeg var ikke fuld på den der måde, hvor man vælter rundt. Nej, jeg var præcis sådan, som jeg gerne ville være.«
At Line Risberg var blevet introduceret til stofferne, betød også, at hun nu kunne snakke med, når der blev talt om weekendens opture i Londons klubber. Derpå fulgte weekend efter weekend med fester, som typisk varede fra fredag til søndag eftermiddag. Det var én lang dans uden hverken hvile eller mad. Når gruppen kom tilbage på job om mandagen, ramte nedturen som regel hårdt. For deres maver kunne ikke tåle almindelig mad, og der var alt for lang tid til næste weekend.
»Det eneste, vi levede for, var de fire timers lykke, man kunne købe for en 50er.«
Nedturen
Men intet varer for evigt. For Line Risberg var der kun seks ture i karrusellen.
»Jeg kan huske den sjette og sidste fest, jeg var til i London. Jeg stod og dansede på et podie, men pludselig blev jeg ramt af dét, vi kalder en after-rave-depression. Jeg sagde til de andre, at jeg ville kaste mig i Themsen. Nu kunne jeg mærke, at regningen skulle betales.«
Den aften blev Line Risberg ramt af en depression.
»Jeg gad ikke snakke med nogen, og jeg kunne i øvrigt heller ikke koncentrere mig om at føre en samtale. Jeg ringede ikke længere hjem til min mor, for jeg havde ikke noget at fortælle, og hun måtte ikke opdage, at jeg var ked af det.«
Hun begyndte at pjække fra arbejdet og blev til sidst fyret.
»Det var virkelig den ultimative nedtur at blive fyret, fordi jeg ikke var god nok til at skrælle æbler,« siger hun.
Nede i Sydafrika
I stedet tog hun i en periode hjem til Danmark og gik med aviser. I Danmark tog hun ingen stoffer, men sparede i stedet penge op, for resten af gruppen var taget til Sydafrika for at fortsætte livsstilen med forefaldende arbejde og fester.
»Jeg fik arbejdet mig til en flybillet til Durban i Sydafrika. Derfra arbejdede vi os frem langs kysten. Det gik godt, det var varmt, og min kæreste var der. Men min gejst var væk.«
Allerede ved første fest kunne hun mærke, at det ikke ville blive det samme som de seks festweekender, hun havde oplevet i London.
»Det var et fuldmåneparty på stranden. Det var virkelig et antiklimaks. Det var slet ikke det samme, og det syntes de andre heller ikke. Men i vores logik kom vi frem til, at det nok bare var stofferne, der ikke var stærke nok.«
Line Risberg begyndte at stresse over, at hun ikke kunne komme op på den lyserøde sky igen. Hun havde det ikke godt. De andre dulmede deres nedture med hash, mens hun stadig ikke røg.
»Jeg blev isoleret og følte mig ensom og deprimeret. Jeg prøvede nogle gange at meditere mig i søvn om aftenen ved tanken om, at jeg kunne tage mit eget liv.«
En dag var der en pige, der tilbød Line Risberg en hashkage.
»Tre timer senere ramlede min verden sammen. Jeg fik en regulær hashpsykose, hvor min hjerne bildte mig ind, at jeg var lam fra halsen og ned. Jeg kunne pludselig ikke ét ord på engelsk. Jeg befandt mig på en sydafrikansk hospitalsstue, men følte en kæmpe klaustrofobi.«
Presset blev for stort for Stuart, der fik skaffet to flybilletter til Australien, så Line Risberg kunne komme til hægterne hjemme hos hans familie.
Hjem igen
»Da vi forlod Sydafrika, forlod vi også stofferne. Vi talte ikke engang om dem mere,« husker hun.
Men Line Risberg var ikke længere den samme som før. Hun prøvede at læse fag op for at komme ind på universitetet, men kunne ikke koncentrere sig. Når hun prøvede at arbejde, følte hun sig ensom. Parret aftalte at blive gift, men aftalen faldt på gulvet, og som 20-årig vendte Line Risberg hjem.
Hun boede på skift hos sin mor og far. Ingen vidste, hvad hun havde været igennem det seneste år, og hun fortalte det ikke til nogen. I stedet løb hun ulykkelig rundt med morgenaviser for at tjene penge. Men indeni var hun grundlæggende forandret.
Men først da hendes verden en dag helt lavpraktisk styrtede sammen, forstod hun, at hun ikke kunne klare sin problemer alene.
»En morgen, da jeg var færdig med min rute, var jeg kold og træt, men pludselig kunne jeg ikke huske, hvordan jeg skulle komme hjem. Da jeg endelig fandt vej, tissede jeg i bukserne. Derhjemme kunne jeg ikke få lågen op, så jeg sparkede til den – og brækkede tåen. I dét øjeblik vidste jeg, at jeg havde brug for hjælp.«
Alligevel var det først efter en episode, hvor hun i afmagt fandt sig selv på 16. etage i gang med at springe ud, at hun fik den hjælp, hun havde brug for.
Hun kom ind i det ungdomspsykiatriske system, men selvom hun i dag ikke er i tvivl om, at det var hendes korte karriere som narkoman, der var årsagen til hendes nedtur, fortalte hun stadig ingen om pillerne.
Paneldeltager
Det var nærmest et tilfælde, at nogen overhovedet fandt ud af, at det var stoffer, der var skyld i hendes problemer.
Med tiden fik hun arbejde på et blad, som beskæftigede sig med ungdomskultur og den musikscene, hun kendte fra sin tid i England og Sydafrika. På vegne af Sundhedsstyrelsen skulle hun lave en paneldiskussion, der skulle oplyse om faren ved at tage stoffer. Men den tidligere misbruger, der skulle sidde i panelet, blev syg, og i stedet meldte Line Risberg sigsom paneldeltager. Det var en af de første gange, at hun fortalte om sine oplevelser.
»Jeg skulle bare fortælle min historie. Jeg kom ind i pænt tøj og med lyst hår, og medierne kastede sig over mig,« husker hun med en let hovedrysten.
Heldigvis havde hun nået at fortælle sin familie, hvorfor hun i årevis havde været syg, og hvad der var sket i England dengang.
I dag har hun genetableret forholdet til sin familie og sine venner og har det godt. Hun arbejder som crossfit-instruktør og bor i sit hus midt på Sjælland sammen med sin hund.
Men hun skal tage stærk medicin – resten af sit liv. Det er én af de afgørende grunde til, at hun aldrig har fået børn.
Fravalget af børn er én voldsom konsekvens af de seks vilde weekender i London. Alligevel smiler hun, når hun mindes dem.
»Jeg kan stadig se alle menneskene i reflekstøj for mig. Jeg kan høre musikken pumpe fra de store højtalere i hallen, se lysshowet, og føle stofferne.«
Men hun skal aldrig prøve det igen. Og det håber hun heller ikke, at andre skal.
Derfor rejser hun i dag rundt til skoler og informerer unge om, at selv den mindste flirt med stoffer kan have store konsekvenser.
For hun ved, at dét, der virker som et uskyldigt eksperiment, kan komme til at koste dyrt – på den lange bane.
