I 16 år har sandheden om en grufuld episode i dansk militærhistorie været holdt skjult. Af soldater, der skammede sig. Af officerer, der gemte sig. 8. august 1995 henrettede en gruppe forbrydere ni handicappede - herunder en kvinde i kørestol - på en skole i Kroatien.
Mens danske soldater så på. Passive. Uden at hjælpe. - De kunne intet gøre, lød den officielle forklaring. Derefter fulgte tavsheden. Men sandheden er en anden: 200 danske soldater opholdt sig kun få meter væk.
Henrettelserne blev direkte overværet af soldater med fingeren på aftrækkeren. Svært bevæbnede danske soldater kunne have grebet ind og reddet liv. De gjorde ingenting.
Uddrag fra det 8-siders tillæg:
Lyden af skud gav genlyd i aulaen. Den højeste af de fire forbrydere, en ranglet, halvskaldet mand på knap to meter, havde vendt sig mod Teodorovic.
Den gamle kvinde og forbryderen kunne næsten røre hinanden, så det var ikke nødvendigt at tage sigte; forbryderen nøjedes med at affyre sin AK 47 fra hoften. Skuddet ramte Teodorovic i højre side af brystet og fortsatte ud gennem hendes ryg.
Hun rokkede sig ikke; blev bare siddende på stolen. Død. Men det værste var ikke, at Teodorovic Desanka, Maric Zorka, Macut Jovan, Terezija Ruzak, Darko Krivokuca og fire andre handicappede den eftermiddag blev henrettet en for en af krigsforbrydere.
Det værste var, at massakren - de grusomme drab på ni sagesløse handicappede - kunne have været forhindret.
Læs hele den rystende afdækning i B.T. Plus:
- Et 8-sider tillæg om hele fortællingen om masakren i Dvor
- Henrettet i sin kørestol
- de danske soldater så bare på
- Ingen gav ordre til at stoppe massakren
- Soldat: Fortryder hver dag at vi ikke greb ind
Et af de mørkeste kapitler i dansk krigshistorie forlanges nu undersøgt af forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).
Det sker efter B.T.s afdækning af, hvordan danske soldater overværede en grusom krigsforbrydelse uden at gribe ind.
Søndag stod tidligere danske FN soldater frem i B.T. og forklarede, at de 8. august 1995 var vidner til henrettelsen af ni handicappede serbere i kroatiske Dvor.
Likvideringerne blev udført af 12 ukendte gerningsmænd på en skole placeret klos op ad en dansk FN-lejr med 200 bevæbnede danske soldater.
Selvom flere danske soldater via radionettet løbende gjorde opmærksom på, at civile blev slået ihjel, fik de aldrig den nødvendige ordre fra kompagnichef Jørgen Kold eller chefen for de danske FN-styrker, pensioneret oberst Jørn Jensen, til at gribe ind.
Kræver sagen undersøgt
Historien får Enhedslistens forsvarsordfører Frank Aaen til skriftligt at kræve sagen undersøgt af forsvarsministeren.
- Ministeren må forklare, hvad hun vil gøre for at komme til bunds i sagen. Der bør laves en undersøgelse, som klart viser, hvad der skete og med en holdning til, om der var tale om pligtforsømmelse. Der skal placeres et ansvar, siger Frank Aaen.
Hovedparten af de likviderede handicappede var ældre mennesker, flere brugte krykker og en sad i kørestol, da de blev dræbt med AK 47- rifler affyret fra få meters afstand.
Tilbage i 1995 forklarede den daværende chef for den danske FNstyrke, pensioneret oberst Jørn Jensen, at kun 'få' danske soldater så henrettelserne, og at de danske soldater derfor var magtesløse – et synspunkt han gentog her i avisen i går.
B.T.s rekonstruktion af forløbet viser, at udlægningen er usand. Danskerne havde flere muligheder for at gribe ind. Blandt andet stod en bemandet pansret mandskabsvogn, udstyret med et tungt maskingevær, klar mindre end 50 meter fra, hvor de ni handicappede én for én blev henrettet.
Desuden kunne lejrens knap 200 danske soldater være bragt i aktion inden for ganske få minutter. Dermed havde danskerne mulighed for helt at stoppe henrettelserne eller pågribe de 12 gerningsmænd.
- Det er en rystende historie. Jeg kan godt forstå, at man i så mange år har forsøgt at holde den skjult. Selvfølgelig skal danske soldater ikke bare stå og kigge på, når de har mulighed for at beskytte forsvarsløse mennesker, siger Frank Aaen.
Nogen bør tage ansvar
Også SFs forsvarsordfører Holger K. Nielsen er rystet.
- Der er nogen, som bør tage et ansvar, og jeg håber, at forsvaret vil tage sagen op. Hvis soldaterne har ret i deres udlægning af sagen, er det ikke rimeligt, at der er nogen i forsvaret som dækker sig og fortrænger det, mener han.
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech vedkender sig, at det - er åbenbart for enhver, at der har været tale om frygtelige overgreb.
Hun ønsker dog ikke at svare på B.T.s spørgsmål om, hvorvidt de ansvarlige i den danske lejr i Dvor handlede korrekt.
I stedet peger forsvarsministeren på, at danske soldater i dag er forpligtet til at gribe ind, når de sendes på internationale missioner.
- Udsendte styrker er fra 2006 blevet udsendt med en såkaldt handlingspligt og meldepligt. Det betyder, at danske soldater er instrueret i at gribe ind i tilfælde af, at de er vidne til tortur, straf eller anden grusom eller nedværdigende behandling, hvis indgriben kan ske uden risiko for soldaterne selv, skriver Gitte Lillelund Bech i en mail til B.T.
Men ifølge Frank Aaen bliver danske soldater fortsat sendt ud med utilstrækkelige forholdsregler.
- Det gælder f.eks. i håndteringen af krigsfanger. Her har forsvarets opfattelse hidtil været, at hvis man formelt set lader andre lande tage krigsfangerne, så har Danmark intet ansvar for, hvad der sker med dem. Også selvom der er tale om danskledede operationer. Det er helt uacceptabelt, siger han.
Mordere gik fri
På grund af dansk passivitet er ingen nogensinde blevet dømt for de henrettelser af ni handicappede serbere, som danske FN-soldater i 1995 var vidner til.
Soldaterne fik aldrig ordre fra kompagnichef Jørgen Kold eller chefen for de danske FN-styrker, Jørn Jensen, til at afværge krigsforbrydelsen eller pågribe de i alt 12 gerningsmænd.
Siden blev krigsforbrydelsen undersøgt af FN, men de danske soldaters signalement af drabsmændene var utilstrækkeligt til, at FN kunne komme videre med sagen.
Det forklarer den tidligere kriminalbetjent Villy Bøgelund, som i 1995 efterforskede sagen for FNs krigsforbrydertribunal i Haag, ICTY.
- Der skete ingenting med sagen. Sammen med en kollega afhørte vi vidnerne og anbefalede efterføl gende, at FN iværksatte en tilbundsgående undersøgelse, siger Villy Bøgelund.
I forbindelse med henrettelserne var de 12 gerningsmænd alle iført camouflagetøj uden kendetegn. Derfor var det umuligt for de danske øjenvidner at konstatere gerningsmændenes nationalitet.
Af samme grund har FN aldrig anklaget nogen i sagen, og intet tyder på, at det nogensinde sker.
- Vi kan oplyse, at den pågældende hændelse ikke er en del af anklager, som er bragt for retten i tribunalet, siger informationsmedarbejder ved ICTYs anklagekontor, Ljiljana Pitesa.
Det var en krigsforbrydelse
Imens er Villy Bøgelund – 16 år efter henrettelserne – fortsat frustreret over, at ingen kan stilles til ansvar.
- Det var helt sikkert en krigsforbrydelse. Der var tale om meget, meget handicappede mennesker. Blandt andet var et af ofrene skudt i brystet. Hun sad med forkrøblede arme i sin kørestol. En person, hvor man siger: Det kan ikke være rigtigt, at hun skulle slås ihjel.
