Fordomme og personlige mavefornemmelser afgør ofte skæbnen for de mere end 13.000 danske børn, der er anbragt uden for hjemmet. Det mener socialrådgiver Mette Valentin.
Hun kritiserer de kommunale socialrådgivere for at være for dårlige til at beskytte de anbragte børn. Men det endelige ansvar ligger hos politikerne, der har givet sagsbehandlerne for dårlige arbejdsvilkår og - alt for stor magt.
En undersøgelse af 77 børnesager, der sidste år blev afgjort i Københavns Kommune, afslørede fejl i samtlige sager. Mette Valentin tror ikke, at Københavns Kommunes sagsbehandlere er de eneste, der begår fejl.
»Retssikkerheden i anbringelsessystemet er på et niveau, der er dybt beskæmmende. Det går ud over de sårbare børn og unge.«
Blogger om problemer
I mere end 20 år har hun selv arbejdet som socialrådgiver, hun har siddet i hovedbestyrelsen for Dansk Socialrådgiverforening, men er i dag socialfaglig konsulent, og hyres af både kommuner og borgere i sager, der er gået i hårdknude. På sin blog 'En socialrådgivers bekendelser' beskriver hun de problemer, hun ser.
Når en kommune beslutter at fjerne et barn, som det skete i sagen med Emilie og Rasmus, som B.T. har skrevet om de seneste dage, sker det på baggrund af faglige vurderinger fra en sagsbehandler. Men ofte er vurderingerne spinkelt underbyggede og 'for dårlige'.
Et problem er, at en faglig vurdering kan laves af bare én enkelt sagsbehandler. Et andet, at vurderingen ikke kan ankes.
»Man stoler blindt på de faglige vurderinger. Ingen kvalitetstjekker dem. Afgørelser kan bygge på fordomme og mavefornemmelser hos sagsbehandlere. Selv hvis en borger klager over en afgørelse, bliver der ikke lavet en ny vurdering, for i ankesystemet sidder kun jurister og psykologer, som alene ser på, om de rette paragraffer er brugt.«
I 2011 indførte politikerne Barnets Reform, der skulle sikre 'kontinuitet i anbringelsen og en stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn'. Med reformen blev det muligt for kommuner at holde hemmelige, tværfaglige møder om børn. Møder, som forældrene ikke skal orienteres om og derfor ikke kan forsvare sig mod.
Møderne er en reel trussel mod retssikkerheden, mener Mette Valentin.
»På et møde kan sagsbehandlere, psykologer, lærere og pædagoger f.eks. blive enige om, at der er problemer med et barn eller en familie.
Bagefter får de hele tiden øje på dét, der bekræfter problemet, men ser ikke dét, der modsiger det.«
Ligesom Jens Erik og Christa Mathiensen oplever Mette Valentin, at 'systemet lukker sig om sig selv'. Men sagsbehandlerne har ikke 'forsæt til at handle ondt'.
»De tror afgjort, at de varetager barnets tarv. Men rammerne i den offentlige forvaltning er uhørt pressede. Der er et højt niveau af stress - og høje krav til dokumentation.«
Derfor er det vigtigere for sagsbehandlere at kunne henvise til en regel end at bruge tid på et grundigt fagligt skøn.
»Bare der er en regel, kan det faglige skøn være nok så ringe - og er det ofte,« siger hun.
Det er sjældent reglerne, der bliver fulgt, men derimod undtagelserne til en regel - eller som Mette Valentin siger: 'En undtagelse til undtagelsen.'
I sagen med Emilie og Rasmus er der en klar regel, om, at de har ret til samvær med deres plejeforældre. Men reglens undtagelse siger, at samværet kan afbrydes, hvis det skønnes 'nødvendigt af hensyn til barnets sundhed eller udvikling'. Den undtagelse har Vordingborg Kommune brugt til at forbyde børnene at se deres plejeforældre.
»Når man bruger en undtagelse, skal man kunne bevise, at der var grund til at bruge den. Men ofte kommer forvaltningerne ikke med begrundelser. Og anke- og retssystemet viser bare tilbage til den faglige udokumenterede vurdering. Derfor bliver mange forældre og børn reelt retsløse,« siger Mette Valentin.
Det billede genkender Karina Adsbøl (DF). Som formand for Folketingets §71-udvalg, der bl.a. fører tilsyn med tvangsanbragte børn, får hun mange henvendelser om afvist samvær.
»Børn har ret til samvær med de personer, der står dem nær. Men mange kommuner skærer samværet ned. Det er dybt ulykkeligt.«
Musehuller i lovgivningen sikrer, at en kommune kan omgå loven, hvis et samvær er til skade for barnet. Men Karina Adsbøl mener, at musehullerne af nogle kommuner bliver gravet dybe som rævegrave - og brugt alt for flittigt.
»Jeg ser ofte sager, hvor det undrer mig, at man har skåret ned på et samvær, eller hvor barnet slet ikke har samvær med personer, det er knyttet til. Ofte bruger kommunerne som argument, at børnene er kede af det efter et samvær. Men selvfølgelig er de følelsesmæssigt berørt, når personer, de er vant til at have omkring sig, tager hjem. Det er helt naturligt og betyder ikke, at samværet skal afbrydes. Jeg bliver bekymret for systemsvigt, når jeg ser de sager.«
Hun har derfor bedt børne- og socialministeren definere, hvordan reglerne om samvær mellem børn og tidligere plejeforældre skal tolkes.
For at sikre ro og stabilitet for de udsatte børn vil Mai Mercado (K) fra 1. januar 2020 give Ankestyrelsen mulighed for selv at afgøre, om et barn skal have samvær med en tidligere plejefamilie. Desuden udvikles der nye og bedre redskaber til, hvordan kommunerne skal vurdere børns tilknytning til f.eks. en plejefamilie.
»Det er vigtigt, at forvaltningen arbejder fagligt rigtigt, dygtigt og objektivt, men der mangler kvalitetssikring i sagsbehandlingen,« siger Karina Adsbøl. Hun efterlyser en uvildig konfliktmægler, der kan hjælpe i svære sager.
»Mange plejefamilier føler sig truet. Vil de ikke gå ned i vederlag, truer kommunen med at finde en anden plejefamilie, og hvis de beder om hjælp, tolkes det, som om de ikke magter deres opgave. Og så bliver barnet fjernet.«
Emilie og Rasmus er ikke børnenes rigtige navne. B.T. har af hensyn til plejebørnene og deres biologiske forældres privatliv anonymiseret deres navne. Redaktionen er bekendt med de rigtige navne.
