Dronning Margrethe har siden 1992 været igennem seks behandlinger for forskellige lidelser.

1992: Opereret efter nytårskur.

Dronning Margrethe var så plaget af smerter i venstre knæ, at hun for første gang måtte modtage gæsterne til årets nytårskur siddende. Dronningen blev opereret for slidgigt i knæet en uges tid efter festlighederne. Overlæge, professor, dr.med. Otto Sneppen fra Århus Kommunehospital opererede og konstaterede en nedslidning af brusken i knæet.

1993: Ny knæskade.

Dronningen fik smerter i højre knæ og blev atter behandlet af professor Otto Sneppen i Århus. Ved operationen fjernede Otto Sneppen en »ledmus« i højre knæ og konstaterede desuden »en lille meniskenskade«.

1994: Opereret for kræft.

I juli blev dronning Margrethe indlagt på Århus Kommunehospital for at blive opereret for kræft i livmoderen. Overlæge, dr. med. Niels Jørgen Secher var ansvarlig for operationen, hvor Dronningen fik fjernet livmoderen, æggeledere og æggestok. Der var tale om en lille kræftknude i livmoderens slimhinde - en relativt godartet kræftlidelse.

Operationen forløb uden komplikationer, og allerede efter en lille uge var Dronningen atter hjemme på Marselisborg Slot.

1996: Akut allergisk reaktion

I marts blev Dronningen hasteindlagt på Århus Kommunehospital på grund af en akut allergisk reaktion. Dronningen havde besvær med vejrtrækningen og var plaget af kløe og udslæt.

Dronningen blev indlagt i to omgange - to dage i træk - på grund af de kraftige gener, men sygdommen blev ikke betegnet som alvorlig og slet ikke livstruende. Efter få dage var regenten igen frisk.

1997: Afbrød udlandsrejse

I august måtte dronning Margrethe afbryde sin rejse til Grønland og - for tredje gang - lade sig indlægge på Århus Kommunehospital.

Endnu en gang fik Otto Sneppen ansvaret for Dronningen. Hun var på det tidspunkt alvorligt plaget af smerter i højre knæ, både når hun stod og sad.

Årsagen til smerterne var slidgigt kombineret med overbelastning af ledet. Dronningen blev behandlet med en ledpunktur, hvor knæledet blev tømt for overskydende ledvæske. Dronningen blev udskrevet efter et døgns indlæggelse.

2001: I fuld narkose

I foråret måtte Dronningen i fuld narkose, da hun skulle have fjernet en irriteret ledslimhinde og nogle bruskstykker, der havde revet sig fri i knæet. Den gamle knæskade plagede atter Dronningen med store smerter. Dronningen opsøgte eksperten på området - Otto Sneppen - og var indlagt i Århus i et døgn. AHO/NO