Det danske sommervejr lader meget tilbage at ønske.

Og nu tyder det på, at danskerne tager konsekvensen og flygter mod sydligere - og varmere, mindre regnfulde - himmelstrøg.

Hos rejseselskabet Spies oplever man i hvert fald rekordmange bookinger af sommerrejser netop nu.

»Det salg vi havde i sidste uge på sommerrejser var rekord. Der er ikke nogen uge, hvor vi har solgt lige så mange sommerrejser, som vi gjorde i sidste uge,« siger Jan Vendelbo, der er administrerende direktør for Spies.

Hos Spies har man undersøgt antallet af bookinger af sommerrejser for de seneste fem år, og her slår sidste uge altså alle rekorder.

Ifølge Jan Vendelbo oplevede man først en stigning i rejsebookinger på 60 procent i forrige uge, og så en yderligere stigning på 15 procent i sidste uge.

Det er særligt kombinationen af, at skolernes sommerferie er startet, og at vejret er så dårligt, som det er, der har sendt antallet af rejsebookinger i vejret, fortæller Jan Vendelbo.

»Man kan godt påstå, at der er kommet en ketchupeffekt i takt med at skolernes sommerferie startede, vejret blev dårligt, og der kom den her prognose fra DMI, der viser, at vi ikke skal forvente nogen rigtig sommer i juli,« siger han.

Stigningen i antallet af rejsebookinger fører også til en stigning i prisen på sommerrejser, fortæller Jan Vendelbo, der også giver udtryk for, at man skal skynde sig at booke en rejse, inden det er for sent.

»Det er udbud og efterspørgsel, så det er klart, at de der billige priser man så i juni, de findes ikke på samme måde længere. Der er stadig rejser at få fat på i juli, men jeg tror, at vi har under 2000 rejser til juli på charter. Det går meget stærkt lige nu,« siger han.

Ifølge DMIs sæsonprognose vil det ustadige sommervejr præget af regn fortsætte det meste af sommeren.

Først til september er der indikationer på, at sensommeren kigger forbi, idet højtryk vil give perioder med mere tørt og solrigt vejr.