Skuespiller Sofie Stougaard debuterer som instruktør med filmen ’Kærlighed og andre katastrofer’. Hun mener, at angst, frustrationer og vrede er grundvilkår i ethvert parforhold. Derfor er hun på trods af katastrofer stadig – efter mere end 20 år – lykkelig med sin
Det er en drøm, Sofie Stougaard har haft i mange år. At gå fra at være skuespiller på film, tv og teaterscener til at debutere som filminstruktør. At blive chefen med ideerne og det store overblik.
Seks år tog det for ’Kærlighed og andre katastrofer’ at gå fra en god idé til den film, der snart rammer de store lærreder. Seks ’sindssygt opslidende’ år med slid, slæb og lyst til at droppe drømmen og bare ’nøjes med’ det velkendte liv som skuespiller. Men Sofie Stougaard er ikke sådan at slå omkuld. Hun er stædig, og med stædighed kommer man langt.
»Men det har overrasket mig, at det kræver så meget stædighed, så meget vilje, at få lov til at stå dér og tage det fulde ansvar. Jeg har gerne villet tage ansvaret. Og jeg tager også gerne lussingerne, når de kommer.«
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med skuespiller Sofie Stougaard. Her fortæller hun om sin debut som instruktør, om at have været sammen med sin mand i 20 år og de bump, som hun har mødt på sin vej.
Skuespiller Sofie Stougaard debuterer som instruktør med filmen ’Kærlighed og andre katastrofer’. Hun mener, at angst, frustrationer og vrede er grundvilkår i ethvert parforhold. Derfor er hun på trods af katastrofer stadig – efter mere end 20 år – lykkelig med sin mand
Det er en drøm, Sofie Stougaard har haft i mange år. At gå fra at være skuespiller på film, tv og teaterscener til at debutere som filminstruktør. At blive chefen med ideerne og det store overblik.
Alligevel har det krævet tilløb og enorme mængder stædighed at tage springet – for alvor.
1. september har Sofie Stougaard premiere på filmen ’Kærlighed og andre katastrofer’. En film som hun selv har instrueret og skrevet manuskriptet til sammen med sin mand Torbjørn Rafn. At hun allerede var kendt som skuespiller, har dog ikke været en fordel, når det gjaldt realiseringen af drømmen. Ingen døre har åbnet sig på forhånd. Sofie Stougaard har måttet banke lige så hårdt på som alle andre debuterende instruktører for at få sin drøm ført ud i livet.
»Jeg var klar til at gøre det, i midten af 30erne, men det krævede nogle tilløb,« siger den nu 49-årige nybagte instruktør, der denne sommer også har spillet i Tivolis revy ’Tam Tam’, og til januar er hun med i ’City Singler’ i Tivoli.
Stædige Sofie
Seks år tog det for ’Kærlighed og andre katastrofer’ at gå fra en god idé til den film, der snart rammer de store lærreder. Seks ’sindssygt opslidende’ år med slid, slæb og lyst til at droppe drømmen og bare ’nøjes med’ det velkendte liv som skuespiller. Men Sofie Stougaard er ikke sådan at slå omkuld. Hun er stædig, og med stædighed kommer man langt.
»Men det har overrasket mig, at det kræver så meget stædighed, så meget vilje, at få lov til at stå dér og tage det fulde ansvar. Jeg har gerne villet tage ansvaret. Og jeg tager også gerne lussingerne, når de kommer.«
Sofie Stougaard er blevet klædt på med efteruddannelseskurser for filminstruktører på filmskolen, så hun er helt skarp – bag kameraet.
Som skuespiller er hun vant til at udleve en andens vision. Men som instruktør er det hende, der har haft det sidste ord. Hende, der har sørget for, at det hele er blevet til en seværdig film, hun kan stå inde for.
»Det har været vigtigt for mig ikke at ende på kompromisernes holdeplads, hvor man skal gøre alle tilfredse. Et langt stykke ad vejen er det en kollektiv proces, men der er kun én kaptajn på skibet. Man skal ikke gøre alle tilfredse hele tiden – man er også nødt til at være ’the bad guy’ indimellem.«
Parforhold i krise
’Kærlighed og andre katastrofer’ handler om et ægtepar i deres livs krise. Kvinden er gravid og vil gerne have barnet, men manden overtaler hende til at få en abort. Samtidig gør han sin elskerinde gravid. Elskerinden er så meget i tvivl om, hvad hun skal gøre, at hun opsøger en psykolog, som viser sig at være mandens kone.
»Og så begynder strabadserne,« som Sofie Stougaard siger.
Lad os slå det fast med det samme, filmen handler ikke om Sofie Stougaards eget liv og parforhold.
Hun har været sammen med manuskriptforfatter Torbjørn Rafn i 21 år. Sammen har de tre døtre på 8, 15 og 20 år, så der er ikke megen genkendelse.
Men karaktererne er velkendte, tidstypiske typer – karriekvinden og den granvoksne teenage-mand.
»Vi har gjort kvinden ekstremt karrierebevidst, meget kontrollerende og manden til en lidt ansvarsløs teenager i 40erne, som har lyst til at flygte – fra kontrollen og den stærke kvinde. Nogle gange får kvinden skubbet manden ud på et sidespor, det skal hun se på. Men manden skal se på, hvorfor han ikke konfronterer sin kvinde med de her ting i stedet for at flygte ind i en mere ansvarsløs verden. De temaer i kvinden og manden ser jeg som ret tidstypiske.«
Sofie Stougaard beskriver filmen som tragikomisk. Men det kom faktisk bag på hende, at folk syntes, filmen er sjov.
»Men det gør ikke noget. For grin kan være vejen til en accept af det svære i livet. Når man griner, åbner man sine sanser og sin sjæl, så når det begynder at gøre mere ondt, er man åben og modtagelig. Man bliver mere rørt, hvis man lige har grinet.«
Alle møder modstand
Selv har Sofie Stougaard let til latter. Vi mødes over aftensmaden på restaurant Kähler i Tivoli, inden hun selv skal på scenen og være den, der bliver grinet ad og med i revyen ’Tam Tam’. Men alvoren er ikke langt væk.
Hun er vokset op på Bornholm i 1970erne i en familie med to søskende og keramiker-forældre. Forældrene lagde aldrig skjul på, at livet ikke er fri for modvind og torne. Alle møder modgang – for familien Stougaard i form af kræftsygdom og almindelige ægteskabelige op- og nedture. Men ikke alle bliver slået ud.
»Mine forældre overlevede. De kæmpede med deres følelser. Det så ikke altid lige kønt ud, men de elskede stadig hinanden, og det er jo sådan, livet er. Vi går og tror, at det er så pænt omme på den anden side af hækken, hvor de andre mennesker bor. Det er det ikke.«
Artiklen fortsætter under billedet
I dag kæmper vi for lidt for kærligheden, mener hun. Det er blevet for nemt at blive skilt.
»Man skal kæmpe så meget, man overhovedet kan, for at bevare det, man har skabet sammen. Det er værd at prøve, til man ikke kan mere. Det har jeg indtryk af, at vores generation ikke gør. Du kan se det på måden, man bliver skilt på – det er bare et enkelt klik, så er du skilt.«
For meget lykke
Et problem er ideen om, at livet skal være lutter lykke og idyl. Det er en illusion, som bliver udlevet til fulde på de sociale medier. Så meget, at jagten på det problemfrie liv pustes op til uopnåelige højder:
»Man skal holde facaden, og det hele skal se godt ud. Men det er jo løgn. I min egen personlige sfære har der været masser af modstand. Sådan er det for de fleste mennesker, selvom det ser fint og fornemt ud. Det er én lang iscenesættelse. Vores film graver lige et spadestik dybere. Det hele ser perfekt ud, men underneden lurer ting og sager,« siger hun.
Hvad med dit eget parforhold? Hvad har I oplevet af kærlighed og andre katastrofer?
»Vi har overlevet katastroferne,« ler Sofie Stougaard afvæbnende og er ikke så meget for at grave i detaljerne.
De har overlevet. Elsker hinanden. Og er stadig sammen efter to årtier og tre børn.
»Det er et livsvilkår at have angst, frustrationer, vrede og alle mulige andre følelser i en lind strøm. Det gælder for alle. De ting har vi da også. Men når man overlever forskellige typer af kriser og bliver enige om stadig at fortsætte, fordi man kan se, at der er en ende på det, så står man jo stærkere bagefter,« siger hun og fortsætter:
»Jeg tror ikke, det er mere normalt, at gå gennem et helt liv uden at smage på katastrofer, at piske igennem som om livet er én lang dans på roser, det tror jeg ikke på. Overhovedet. Uanset hvem du er, og hvor meget succes du har.«
Ideerne kommer i stilheden
Selvom hun hurtigt bliver rastløs, prioriterer hun tid, hvor der ikke sker noget. De øjeblikke, hvor der ikke er aftaler og planer i kalenderen, dagens rolige øjeblikke, de stunder, hvor børn ville stønne ’jeg keeeeder mig’ – det er dér, de gode ideer opstår.
»Hvis du ikke giver dig selv lov til, at der ikke sker noget, så kommer du ikke til at reflektere over noget som helst af værdi eller vægt.«
Stilhed var der på Bornholm, da hun voksede op. Måske er det i virkeligheden den, der gav hende kærligheden til skuespillet. Hun ved ikke helt, hvad der egentlig drev hende, men »der skete ikke en skid derovre på Bornholm,« så børnene måtte selv skabe liv. For Sofie Stougaard udviklede fantasivennerne sig til karakterer i radioteater og dukketeater, som hun skabte sammen med veninderne.
I den første tid på teaterskolen, var det de store, alvorlige roller, der dominerede. Egentlig dukkede det sjove op lidt ved et tilfælde. Selv var hun ikke rigtig klar over, at hun var god til at være sjov.
»På teaterskolen skulle vi lave noget, der hed ’min egen historie’. Jeg skrev en lille, sjov ting med sådan en bornholmsk dame, der kæftede op ud ad sit vindue i en ensrettet gade, fordi folk kørte forkert. Jeg var slet ikke klar over, at det var sjovt. Men de andre grinede simpelthen så meget.«
Artiklen fortsætter under billedet
Siden har rollerne både været alvorlige og sjove. Men det er som om, de oftere og oftere lander i den lattermilde kategori med årets Tivoli-revy ’Tam Tam’ som seneste grin.
Fremtidsdrømme
Vender vi blikket mod fremtiden, drømmer Sofie Stougaard om fortsat at kombinere jobbet som instruktør med jobbet som skuespiller. For når man er vild med begge dele, finder man plads til det hele.
Sammen med Torbjørn Rafn er hun i fuld gang med at udvikle det næste film-projekt. For der skal mere end lidt modvind til at slå Sofie Stougaard ud.
Hendes strategi er at være i gang med næste projekt, inden det første får premiere. På den måde er der mere i livet end den forestående succes eller skuffelse. En form for vægt til at sikre, at succesen ikke stiger hende til hovedet, eller en buffer til at tage eventuelle slag. Men modgang skræmmer hende ikke.
»Man lærer altså mest af modgangen,« understreger hun og fortsætter:
»Et klap på skulderen kan du ikke rigtigt bruge til noget. Du skal ikke svælge i det, ligesom du ikke skal svælge i dine fiaskoer.«
Hun kalder det selv at være nøgtern, at tage succes og fiasko ’lidt oppefra og ned’. Ikke at hun ikke mærker det. Selvfølgelig gør hun det. I disse dage er hun spændt på og nervøs for, hvordan debutfilmen klarer sig. Om nogen går ind og ser den. Om de går fra biografen med noget. Når man har brugt så lang tid på et projekt, og så mange andre mennesker er involveret, er håbet naturligvis, at den og de bliver godt modtaget.
Hun vil gerne mane til eftertanke med sine filmprojekter. Hun ønsker, at vi skal dukke frem af biografmørket med tanker om tiden, vi lever i. Tanker om, hvorfor vi gør, som vi gør.
»Jeg ville ønske, at der var mere plads til at fortælle noget mere om vores tid, lige nu. Det er det, der interesserer mig mest. Min opgave er først og fremmest at sætte et spejl op for vores tid på jorden, som den er her og nu,« slutter Sofie Stougaard.
