____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det var en skrækkelig måde at ødelægge en onsdag aften på. Vi var mere end en halv million TV-seere, der kæmpede for at holde øjnene åbne til klokken 22, hvor DR har fået den underfundige idé at sende en håndboldkamp l i v e , selv om den sådan set godt kunne være spillet klokken 19 og sendt forskudt.

Det koster søvn hos tilskuerne i hallen, som først kan være hjemme på den anden side af midnat. Hvad med skolebørnene? TV-seerne har det lidt bedre. Vi kan trods alt lige nå dynerne inden klokken 24.

Men dér sad vi og nød synet af Camilla Andersen, den store og trofaste kanonspiller, som har været en del af mange store oplevelser med kvindelandsholdet.

Pludselig røg hun ud af udsendelsen med et rødt kort og en sur dommer-facade. Farvel, Camilla. Godnat, Andersen. Jamen, jeg spør' bare:

Har vi nogensinde haft en Dirch Passer-film, hvor Dirch Passer er skrevet ud af filmen efter 25 minutter, måske efter en tur i robåden med Lone Hertz, hvor den store mand fik overbalance og faldt i vandet og druknede?

Det har vi aldrig været ude for. Hvorfor skulle vi også det? Nu skal man se på, hvad Camilla lavede. Og vi vil ikke skåne hende, fordi hun har et stort navn. Forskellen på film og sport er manuskriptet og instruktionen. Sport er totalt uberegnelig. De aktive skriver selv handlingen undervejs.

Så langt, så godt. Camilla kan sagtens få rødt kort. Ingen medlidenhed eller sympati her. Men korrekt var det altså ikke, for Randers-målpigen Mia Falborg bevægede sig, da Camilla dundrede bolden ind i panden på hende ved et straffekast.

Reglen siger, at et straffeskud i ansigtet på målvogteren straffes med rødt kort og udvisning, hvis målvogteren ikke bevæger sig. Reglen skelner faktisk ikke mellem den forsætlige handling og den tilfældige. Det sidste er jo hamrende naivt og dumt. Var det med vilje? Det er lige meget.

I fodbold skal det være en forsætlig handling, før der kan dømmes straffespark. Håndboldfolket er ikke gode venner med juraen. Her har man klare og faste regler. Eksempelvis findes der dels drab, dels uagtsomt manddrab.

Det er to vidt forskellige ting. Det er viljen og forsættet, som er forskellen. Hvis hensigten var at dræbe, straffes man meget hårdere end det utilsigtede drab.

Camilla Andersen havde ingen intentioner om at ramme Mia Falborg i ansigtet. Hun ville som enhver anden straffeskytte sende bolden i mål. Det er derfor, de står ved syv-meter pletten og skyder. Jeg ved godt, at reglen er indført for at beskytte målvogteren.

Det lyder n i c e, men hvorfor skal man lave særregler for at beskytte dem? Enhver målvogter ved, at der er en risiko ved jobbet mellem stolperne. Der er en risiko ved mange roller i sportens verden.

Går man ind i målet, har man erkendt risikoen. Ved straffekast kan målvogteren gå langt frem for at dække målet, og det gør næsten alle. Det øger risikoen for at blive ramt af bolden.

Det er altså en ekstra risiko, som målvogteren selv opsøger. Og her har vi så skåret os igennem brusk og fedt og er kommet ind til benet: At blive ramt af bolden er netop målvogterens største ønske. Så har man klaret jobbet.

Mia Falborg magtede det. Hvorfor skulle hun og hendes hold, Randers HK, belønnes yderligere med et svækket modstanderhold i form af et rødt kort til Slagelses bedste spiller, Camilla Andersen?

Dommerne i Randers hed Ejnar Kristensen og Claus Gramm Pedersen. De skønnede forkert, da de bedømte Mia Falborg til at stå stille, så det udløste rødt kort til straffeskytten. Men nu er reglen til stede, og dommerne fulgte den.

Det bedste ville være at fjerne reglen. Målvogteren prøver konsekvent at komme i vejen for bolden, og sker det med panden, opnår de dobbelt gevinst - et klaret straffekast og en udvisning til straffeskytten. Det er både ulogisk og juridisk uholdbart.

Da jeg kom i seng, kunne jeg ikke sove. Jeg tænkte på Camilla. Men så kom Cocker-Bosse med snuden, og så sov jeg ind med en drøm om, at Bosse var håndboldmålmand og fik bagsmækken på et hårdt skud fra Camilla Andersen. Bosse var glad, og det var jeg også.