Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Der er ikke faldet meget regn den seneste tid.
Det har fået ellers normalt regnvåde Vestjylland til at gå op i flammer flere steder.
Det tørre forårsvejr har fået brandvæsnet til at rykke ud til flere naturbrande i Midt- og Vestjylland, skriver TV Midtvest.
Mandag eftermiddag var der en skovbrand ved Silkeborg, som brandvæsnet hurtigt fik kontrol over. Også ved Skjern og Feldborg længere vestpå måtte brandvæsnet finde brandslukkerne frem, da der var ild i flere hundrede kvadratmeter skov.
Naturbrande er ikke ualmindelige i løbet af foråret og sommeren. Hverken februar, marts og april har været særligt våde i år, og i takt med at varmen og solen får mere magt, stiger vandfordampningen også.
Det er til at mærke hos brandvæsnerne rundt omkring, og derfor opfordrer de også til, at man ikke er lemfældig med ild i denne tid.
»Det er ved at være så tørt og varmt nu, så jeg kan kun opfordre til, at man skal passe på med åben ild,« siger indsatsleder hos Midtjysk Brand og Redning, Andreas Jørgensen.
Opfordringen er den samme fra Brand og Redning Midtvest. Herfra lyder det, at man virkelig skal tænke sig om, når vejret arter sig. Og hos Naturstyrelsen er følgende råd, at man aldrig skal tænde bål, hvis det blæser og er tørt, og at man især skal afholde sig fra at gøre det i nærheden af buske og træer.