Står det til skoleudvalget i Aalborg Kommune, kommer de aalborgensiske skolegårde fremover til at være fyldt med færre glade og forventningsfulde børnehaveklasselærere på første skoledag.

Skoleudvalget har nemlig fremsat et forslag om at spare 10,7 millioner kroner over fire år ved blandt andet at se på skolernes størrelse og elevtal og derfra oprette færre 0. klasser.

Det skriver Nordjyske.dk.

Det kan påvirke det fri skolevalg, som tillader forældre at søge om en plads til deres barn på en skole uden for deres distrikt, mener skolerådmand i Venstre, Jan Nymark Thaysen.

Hvis skolerne får besked på, at de ikke må oprette en ny 0. klasse, selvom de får nok henvendelser, vil ansøgerne være nødsaget til at søge andre steder hen.

»Det er en af de ting, der skærer mig i øjnene,« indleder han og fortsætter:

»Man siger jo til nogen skoler, at hvis I siger ja til de her elever, så skal I oprette en klasse mere, men nu siger vi til jer, at det skal I ikke,« mener han.

Han frygter desuden, at forslaget vil forfordele de ressourcestærke familier, hvis det bliver implementeret.

Hvis forslaget bliver stemt igennem, håber Thaysen, der i så fald vil blive set på at give nogle andre tilbud til skolerne med de fraskårne 0. klasser.