Skandinavisk Tobak overvejer at stoppe tilskud

Skandinavisk Tobakskompagni vil overveje at anbefale, at et årligt tilskud på 150.000 kroner fra brancheforeningen Tobaksindustrien til rygerforeningen Hen-Ry (Hensynsfuld Rygning) bliver standset.

Det sker, efter at Jyllands-Posten har offentliggjort oplysninger om, at den landskendte læge Tage Voss siden 1987 har modtaget honorarer fra tobaksgiganten Philip Morris for at stå til rådighed for bl.a. presse og politikere.

Tobaksindustrien har aldrig stillet betingelser for at give tilskuddet til Hen-Ry, og Skandinavisk Tobak har aldrig selv sponsoreret eksperter til at udtale sig til offentligheden, oplyser virksomheden.

/ritzau/