Det skratter fra Simon Nyrup Madsens baglomme: »Kalder far, kalder far – Skifter.« Han hiver walkie-talkien op af de slidte blå bukser og svarer sin ni årige søn, som vil meddele, at han er hjemme nu.
»Det er ikke altid de allervigtigste beskeder, man får,« griner Simon Nyrup Madsen, mens han med lange skridt traver fra gedefolden til kostalden.
Men walkie-talkien er vigtig for familien. For det er ikke altid nemt for Simon Nyrup Madsen at få fat i Fjord på ni år – og omvendt. Der er trods alt 420 hektar omkring deres nye hjem, og mobildækningen er ikke noget at råbe hurra for.
Det er præcis to år siden, familien satte den sidste flyttekasse ind i en bil og kørte 80 kilometer udenfor København til det økologiske landbrugskollektiv Svanholm. Her deler de i dag hverdag med små 150 andre mennesker.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele Simons historie. Han fortæller om hvordan han vendte sit liv 180 grader, da han sammen med familien droppede sit faste job hos SKAT, og flyttede i kollektiv sammen med familien.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Det skratter fra Simon Nyrup Madsens baglomme: »Kalder far, kalder far – Skifter.« Han hiver walkie-talkien op af de slidte blå bukser og svarer sin ni årige søn, som vil meddele, at han er hjemme nu.
»Det er ikke altid de allervigtigste beskeder, man får,« griner Simon Nyrup Madsen, mens han med lange skridt traver fra gedefolden til kostalden.
Men walkie-talkien er vigtig for familien. For det er ikke altid nemt for Simon Nyrup Madsen at få fat i Fjord på ni år – og omvendt. Der er trods alt 420 hektar omkring deres nye hjem, og mobildækningen er ikke noget at råbe hurra for.
Noget bedre
Det er præcis to år siden, familien satte den sidste flyttekasse ind i en bil og kørte 80 kilometer udenfor København til det økologiske landbrugskollektiv Svanholm. Her deler de i dag hverdag med små 150 andre mennesker.
»Vi havde boet på Vesterbro i ti år og havde fået to børn. Men vi havde også glemt, hvorfor vi egentlig var der,« forklarer Simon Nyrup Madsen.
Han serverer kaffe, som han har hentet i det store fælleskøkken ved spisesalen midt i Svanholms bebyggede område. Solen skinner, og han tøver ikke med at sætte sig ude, selv om termometeret ikke viser meget over ti grader. Han er klædt i støvede arbejdsbukser, et par mudrede støvler og en stor sweater. Håret er allerede i april bleget af solen.
Isoleret set var han glad for både lejligheden på Vesterbro og jobbet som kommunikationsmedarbejder i Skat. Alligevel var der noget, der fik ham og hans kæreste til at overveje andre muligheder.
»Vi følte os som en lille enhed i vores familie i vores lejlighed,« forklarer han.
Foran ham er en dreng i gang med at fylde vand fra en vandpyt i en halv fodbold, som han spæner af sted med over græsset. Hans forældre er ikke til at få øje på.
»Det værste var ulvetimen. Vi kæmpede for at komme hjem fra arbejde tids nok til at købe ind og lave mad med sultne børn om benene. Når vi skulle have gæster, planlagde vi det flere uger i forvejen, og så var de der ikke ret lang tid, fordi de skulle hjem at putte deres børn. Når det var weekend, var det en kamp at komme ud af den lejlighed for at lave noget, og alt handlede om penge. Hvilken café vi skulle besøge eller hvilken aktivitet, vi skulle dyrke. Byen er så fuld af muligheder, at det tit ender med at være en begrænsning,« forklarer han.
»Jeg havde tit følelsen af, at der foregik en masse lige udenfor, som jeg ikke var en del af.«
»Vi følte tit, at vi levede for ferierne, hvor vi lavede noget specielt. Vi tog flere gange ud i verden og ledte efter adspredelse, men vi følte alligevel mest, at vi var statister i andres liv. Hvorfor ikke gøre hverdagen til noget særligt. Der måtte findes noget bedre,« tilføjer han.
Den magiske spisesal
Derfor begyndte familien at undersøge, hvor den kunne slå sig ned. Især to ting viste sig at være tilbagevendende ønsker: Frisk luft og fællesskab.
»Vi så mange steder, der rimede på det, men intet, hvor fællesskabet er så dynamisk, som det er her. Vi var ude at se på Svanholm flere gange, men vi faldt faktisk for det på dag ét.«
Andre steder mindede mere om villakvarterer med et fælleshus, men igen oplevede Simon Nyrup Madsen, hvordan familierne lukker sig inde på hver sin parcel. Det var ikke nok – for ham.
»Vi var herude flere gange og prøvede også at bo her en uge, inden vi besluttede os. Men det var så dejligt uforpligtende at være her.«
Særligt et enkelt træk ved Svanholm faldt Simon Nyrup Madsen helt for. Fællesspisningen.
»Der er noget magisk over den spisesal. Hver aften er en fest. Alt, hvad vi ønskede os, var her. Lækker, økologisk, hjemmelavet mad. Vi er 70 pct. selvforsynende – så meget af det, vi spiser, kommer fra vores egne marker og stalde. Faktisk synes jeg ikke, det er interessant at gå på restaurant, efter jeg er flyttet til Svanholm,« siger han.
Der er nemlig fælles aftensmad for alle, som har lyst, seks aftner om ugen på Svanholm. Den syvende aften spiser man hjemme hos sig selv. Derudover er der fælles frokost for de af beboerne, som er hjemme midt på dagen. Morgenmad henter man i fælleskøkkenet til sit eget lille køkken – eller skaffer, som det hedder, når man tager sin kurv og går ned i fælleskøkkenet og henter, hvad man skal bruge.
»I begyndelsen skaffede vi alt for meget. Vi kom simpelthen til at tage mere, end vi kunne spise. Gammel vane, tror jeg. Nu har jeg lært, at det ikke er ret fedt at være den, der kommer ned i fælleskøkkenet, og så er der ikke noget ost, fordi alle andre har taget for meget. Man lærer at tænke på de andre og opdager, at der nok dukker noget nyt og spændende op i kølerummet næste dag.«
Må jeg godt sige op?
Der er også sket noget med Simon Nyrup Madsens arbejdsliv.
»I byen syntes jeg, at alting drejede sig om vores arbejde. Hvor man boede, at ens børn skulle passes ude, og hvornår man var hjemme. Herude begyndte tingene at hænge sammen som en helhed.«
Derfor begyndte Simon Nyrup Madsen allerede sidste år at lege med tanken om at blive ansat på Svanholm.
»For det første var jeg træt af at sidde på et kontor. Derudover havde jeg fået lyst til at investere mere i det her sted,« siger han og kigger ud over plænen, hvor en mor har en kontrovers med et lille barn, mens hun prøver at få et endnu mindre barn til at sove.
Den slags eksisterer også i idyllen på Svanholm. Men den garvede småbørnsfar tager sig ikke af det og fortsætter sin fortælling.
»Jeg ville ikke bare sidde og arbejde altid. Herude er så mange muligheder, man kan gribe og udvikle. Jeg har bl.a. været med til at etablere en hønsegård oppe i skoven, hvor vi nu har 300 høns. Det vil sige, vi har vist kun 270 tilbage, for vi havde et uheld for et par uger siden,« fortæller Simon Nyrup Madsen.
På den måde har den entreprenante kommunikationsmedarbejder været med til at indføre både æggesalg og omeletter på menuen på Svanholm.
»Nu er jeg ansat til at malke 15 timer om ugen, og jeg bruger resten af ugen på at få vores grøntsager ind til folk i byen,« tilføjer han.
At gå fra at være ansat ude i virkeligheden til at blive landbrugsmedarbejder på Svanholm er dog ikke noget, man bare lige gør.
For alles skyld
På Svanholm er det fællesøkonomi, og man lægger størstedelen af sin bruttoindkomst i fælleskassen, mens man beholder cirka 20 pct. til sig selv. Resten går til skat, drift, fællesspisningen og de fælles faciliteter. Derfor er Svanholm meget afhængig af, at de voksne får løn og lægger den i fælleskassen.
»Jeg skulle lave et beslutningsforslag, som jeg hængte op 14 dage inden et fællesmøde. Her fremlagde jeg mit forslag. Det blev heldigvis vedtaget,« smiler Simon, som herefter kunne kalde sig landbrugsmedarbejder på Svanholm.
Jobbet i Skat har han for tiden et års orlov fra. Tiden må vise, om han vender tilbage. Lige nu er han mere optaget af, hvordan han via Svanholms grøntsagssalg kan skabe bro mellem Svanholm på landet og stenbroen i København, som han forlod for to år siden.
»Senere på året vil vi forsøge at sætte nogle kasser med grøntsager til salg i vores gamle gård på Vesterbro,« siger han.
Han savner den ikke. For alt det, han ønskede sig, har han fundet på Svanholm. Og mere til.
»Jeg var da bange for, om jeg kunne finde mig til rette med fællesøkonomien. Jeg vidste ikke, om det lå til mig. Men det har faktisk vist sig at være en befrielse at give afkald på de snævre rammer, jeg var i. Jeg er sluppet fri af den evindelige egennyttemaksimering. Jeg skal ikke længere sørge for bare mig og min familie. Jeg er med til at sørge for, at 150 mennesker har fået 300 høns. Jeg skal heller ikke tænke på priser mere. Jeg er faktisk slet ikke forbruger mere. Jeg går jo bare ned i fælleskøkkenet og tager, hvad jeg skal bruge. Økonomi har fået en helt ny mening for mig,« siger Simon Nyrup Madsen, som stort set ikke har rejst nogen steder de seneste to år og sjældent går i supermarkedet eller andre butikker.
Farvel, ulvetime
En anden markant forandring i Simon Nyrup Madsens nye liv er det totale fravær af ulvetimen.
»Når jeg kommer hjem fra stalden, skal jeg ikke købe ind og lave mad. Jeg kan hoppe i trampolin en time med mine børn, og når klokken er seks, står der et fantastisk økologisk måltid mad på bordet i spisesalen. Ulvetimen er afskaffet. Min familie er gladere. Vi er ikke længere løver i et bur. Alle får opfyldt deres behov, men vi er stadig sammen. Jeg kan løbe en tur og komme hjem til æggekage fra egne høns, mens de andre bare har nusset rundt i vores lejlighed, som er meget større end den, vi havde på Vesterbro. Så går vi tit ned til gederne, for der er lige kommet kid,« siger Simon Nyrup Madsen og viser vej til gedernes fold bag den majestætiske hovedbygning, som udgør det oprindelige Svanholm.
Undervejs møder han en niårig dreng med samme solafblegede, tjavsede hår som hans eget. De slukker deres walkie-talkier og går ned for at se, om der er kommet nye kid i løbet af dagen.
