Hun ser sig i spejlet. Får øjenkontakt med de store blå øjne og fastholder blikket et øjeblik, før hun lader det glide ned over sine skuldre.

De er ‘blevet lidt rundere’, synes hun. Hun noterer brysterne, som er runde og ens, fordi de er formet af en plastikkirurg. Hun registrerer lårene, som er begyndt at føles anderledes mod buksernes stof. Men den mest synlige forandring er hendes hud, der ikke længere ‘ser så porøs’ ud.

For fire måneder siden undgik Signe Grønnebæk alle spejle. I sin lejlighed har hun kun ét spejl på badeværelset. Det er så lille, at hun kun kan se sit ansigt.

Nu står hun i et dansestudie med spejle fra gulv til loft og ser - sin krop.

»Jeg er begyndt at se hele Signe. Mine hofter og mine ben og mine arme,« siger hun og lader en hånd glide langs armen på sig selv.

»De er også en del af mig.«

Dét havde hun aldrig troet, at hun skulle sige. For 38-årige Signe Grønnebæk har haft anoreksi hele sit voksenliv.

Hun er stadig meget undervægtig, men for første gang i mange år forholder hun sig til, hvad hun ser i spejlet.

»Jeg kan godt se, at jeg er for tynd. Men det er min krop - og jeg er begyndt at kunne lide den. Jeg kan også lide, at den forandrer sig.«

Efter et fem måneder langt samtaleforløb med psykologen Pia Callesen er Signe Grønnebæk begyndt at spise tre gange om dagen i stedet for kun én.
Efter et fem måneder langt samtaleforløb med psykologen Pia Callesen er Signe Grønnebæk begyndt at spise tre gange om dagen i stedet for kun én. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I efteråret beskrev B.T., hvordan Signe Grønnebæk lever et dobbeltliv. Hun er Signe, der gerne vil leve og rive sig løs, men hun er også Anoreksigne, der er så hæmmet af angst, at hun har behov for at kontrollere - alt.

For at kunne styre angsten har Anoreksigne dikteret et stramt kostregime. Konsekvensen er, at Signe Grønnebæk aldrig har været normalvægtig.

Men i november måned sad hun for første gang i sofaen overfor den metakognitive psykolog Pia Callesen. Hun havde lovet sig selv og Signe Grønnebæk, at hun - en gang for alle - ville udfordre Anoreksigne.

Sammen har de trænet Signe i at lade angsten og tvangstankerne være. Hun har lært at acceptere, at de hver dag udfordrer hende til ikke at spise, men til gengæld prøver at tvinge hende til at løbe.

Signe Grønnebæk har øvet sig i at lade tankerne komme - og gå. Hun har øvet sig i at købe både proteiner og kulhydrater, når hun er på indkøb. Og måske vigtigst - hun har øvet sig i at spise tre måltider om dagen.

Nu spiser hun - ikke meget, og det kommer hun nok aldrig til - men hun spiser.

Udover tankerne har hendes mave spændt ben for hende det sidste halve år. Den er ikke vant til fast føde og har brokket sig.

Gentagne gange har hun været lagt ned af forstoppelse, der ender i infektion og diarré. Hver gang hun har måtte kaste alle gode intentioner over bord og give maven fred.

Men anfaldene har ført noget nyt med sig:

»Når jeg får diarré, får jeg faktisk ondt af min krop.«

For første gang i mange år er der kommet mad på hylderne i køleskabet hos Signe Grønnebæk.
For første gang i mange år er der kommet mad på hylderne i køleskabet hos Signe Grønnebæk. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun har aldrig før følt omsorg for sin krop. Nu kan hun mærke, at den har behov for fred og for ikke at skrige af sult.

For hver gang er hun blevet lidt klogere på, hvad hendes tarme kan tåle, og hvad der er svært for hende at omsætte. Og hver gang har hun rejst sig og er vendt tilbage til de aftaler, hun har lavet med Pia Callesen.

Aftaler om:

  • At hun skal spise tre gange om dagen.
  • At hun skal spise både fedt, proteiner og kulhydrater ved hvert måltid.
  • At hun skal løbe af lyst, det må ikke blive en tvangstanke.
  • At hun ikke må kaste op, men skal beholde maden i maven.
  • At hun skal reagere på sult.
  • At fede fødevarer ikke skal undgås.
  • At hun løbende skal ændre profilbillede på Facebook for at stå ved, at hun er ved at forandre sig.

Efter fem måneder er det en forandret Signe Grønnebæk, der tager imod.

Før spiste hun intet før kl 14, hvor dagens første ‘måltid’ var slik - det eneste hun tillod sig at spise inden aftensmåltidet, der ofte kun bestod af meloner.

I dag spiser hun - ikke meget - men hun spiser tre måltider om dagen og sørger for, at hun får både fedt, fibre og proteiner til hvert måltid.

Før løb hun hver morgen. Nu kan hun godt lade være. Hun løber stadig de dage hun har lyst, men ‘panikker ikke’, hvis hun ikke kommer af sted.

»Før skulle jeg som straf gå til Frederiksberg, hvis jeg ikke kom af sted.«

Signe Grønnebæk har sluppet de daglige tvangs-løbeturene og er begyndt på en blidere styrketræning, under vejledning af Mai-Britt Cathrine.
Signe Grønnebæk har sluppet de daglige tvangs-løbeturene og er begyndt på en blidere styrketræning, under vejledning af Mai-Britt Cathrine. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun er begyndt at styrketræne i Jacks Studio, der ligger tæt på hendes lejlighed på Amager. Det er ikke lige så fysisk hårdt som en løbetur, men det giver hende meget mere. Blandt andet dét, at hun skal stå foran et spejl og forholde sig til sin krop i 60 minutter.

»Jeg kan mærke, at jeg har fået lidt flere muskler. Jeg kan udholde mere, end jeg kunne før. Der er ligesom mere benzin på motoren.«

Hun har ikke kastet op siden 13. december sidste år. Før var dét at kaste op hverdag - mange gange hver dag. For det dikterede Anoreksigne, og Signe Grønnebæk var så 'bitte lille efter hvert måltid, at Anoreksigne så nemt som ingenting kunne tvinge hende i knæ med en finger i halsen'.

Hun forestiller sig ikke, at hun nogensinde bliver 100 pct. rask - i hvert fald ikke, hvis det betyder, at hun skal blive normalvægtig. Men hun håber.

Forskningen taler for, at hun har ret. Kun halvdelen af alle voksne anorektikere bliver raske. Af den sidste halvdel bliver 30 pct. raske i perioder, men får tilbagefald, mens 20 pct. vil blive ved med at være syge hele livet.

Signe Grønnebæk har accepteret, at anoreksien måske vil være en kronisk tilstand for hende. Men hun vil ikke acceptere, at den definerer hele hendes liv.

»Bliver min vægt normal, bliver den normal. Gør den det ikke, så er det sådan her, jeg kan have det godt.«

Men hvad med vægten? Bevæger den sig opad?

Både Signe Grønnebæks læge og Pia Callesen har afkrævet svar på dét spørgsmål. Og Signe Grønnebæk HADER det - stadigvæk.

Signe Grønnebæk har lidt af en alvorlig spiseforstyrrelse hele sit voksenliv. Efter et fem måneder langt samtaleforløb med psykolog Pia Callesen er hun på vej i en ny retning.
Signe Grønnebæk har lidt af en alvorlig spiseforstyrrelse hele sit voksenliv. Efter et fem måneder langt samtaleforløb med psykolog Pia Callesen er hun på vej i en ny retning. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun ved, at det er nødvendigt at stå op på vægten og lade den afsige dommen over, om behandlingen har været en succes eller ej.

»Men jeg har det stramt med, at min succes skal gøres op i kilo.«

For Signe Grønnebæk er det vigtigere at få styr på tvangstankerne og at kunne styre dem, end det er at få sul på kroppen.

»Man glemmer at sygdommen hedder anoreksi nervosa. Jeg synes nervosa skal have mest opmærksomhed. For mig er det største fokus, at kampen mod de daglige måltider bliver lidt mindre hård - at det at spise bliver noget, der sidder på rygraden.«

Men hun anerkender, at resten af verden går op i vægten. Og hun er glad for at kunne sige, at hun har taget fire kilo på siden november måned.

»Pia Callesen synes, at det er uambitiøst. Hun synes, jeg skal op og være normalvægtig.«

Det er ikke Signe Grønnebæks mål:

»Pia lovede at gøre mig fri for anoreksi, og det kommer hun også til - med tiden. Jeg har et mål om at JEG skal være styrmanden i mit liv. Men jeg har også en respekt for og accept af, at det ligger om ‘nogle hjørner’.«

Signe Grønnebæk er begyndt at tro på et liv, der er lettere at leve.
Signe Grønnebæk er begyndt at tro på et liv, der er lettere at leve. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det sker, at hun falder i. At angsten overmander hende - og Anoreksigne træder frem på scenen. Det er især hvis hun skal være sammen med mennesker, som ikke accepterer hende, eller som måske savner Signe før Anoreksigne.

»Når der er enormt meget mad på bordet, i køledisken eller på buffeten, og jeg ikke kan finde ud af, hvad det forventes, at jeg tager, spiser eller køber. Når dagene er lidt grå, og jeg bliver usikker på, om jeg er en god nok veninde, en sød nok date, eller om jeg bidrager nok til selskabet - så kommer den altoverskyggende angst - og så overtager Anoreksigne styrepinden.«

Men hver gang har hun formået at få fat i de gode takter igen.

»Mit mål er, at jeg skal have det godt, og jeg skal være glad for min krop. Hvordan den ser ud, er ikke så vigtigt, men jeg vil behandle den godt.«