Selv om det er 44 år siden, glemmer Eugene Cernan aldrig den dag, han som den sidste astronaut satte sine ben på Månen
Som at sidde i en hængesofa i Guds forhave. Så smukt og poetisk beskriver den 82-årige Eugene Cernan dét, der er den største oplevelse i hans lange liv. Rejsen til Månen.
»Vi ses igen,« var Eugene Cernans afskedssalut til Månen, inden han skridt for skridt bevægede sig op ad stigen til Apollo 17. Men det gjorde de ikke. Apollo 17 blev det sidste bemandede rumskib på Månen.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele astronautens historie. Han fortæller om det fantastiske øjeblik han satte sine ben på Månen, som den sidste mand fra Apollo 17. Læs også om det næste store rumprojekt, der skal føre den menneskelige civilisation vidre til Mars.
Selv om det er 44 år siden, glemmer Eugene Cernan aldrig den dag, han som den sidste astronaut satte sine ben på Månen
Som at sidde i en hængesofa i Guds forhave. Så smukt og poetisk beskriver den 82-årige Eugene Cernan dét, der er den største oplevelse i hans lange liv. Rejsen til Månen. Og ikke nok med, at han er en af de få, der har rejst til vores planets nærmeste nabo, han er tilmed den sidste mand, som har sat sine ben på Månen.
’Last Man on the Moon’ er da også titlen på den dokumentarfilm, som netop har haft premiere i udlandet, og som fortæller såvel historien om hele Apollo-programmet som Eugene Cernans egen.
»At se ned på Jorden og dens skønhed, fra pol til pol, fra hav til hav, og se, at der er absolut intet, der holder den oppe, dét er der, du virkelig ser Jorden for første gang. Det billede kan aldrig slettes fra din hukommelse,« siger den tidligere astronaut til The Telegraph.
Når Eugene Cernan i 1972 overhovedet endte som én af de blot 12 mænd, der kan skrive månelanding på cv’et, er det også en slags under. Ikke nok med, at begge hans forældre var immigranter fra henholdsvis Tjekkiet og Slovakiet, han blev også født ind i den lavere middelklasse og var afhængig af sit eget indre brændstof for at nå så langt. Og brændstoffet var selvfølgelig hans altoverskyggende interesse for flyvning.
29 år gammel lykkedes det ham i 1963 at blive udvalgt som en af Nasas astronauter til de to rumprojekter Gemini og Apollo. Og dermed blev Eugene Cernan en del af det rumkapløb, der havde afsæt i den kolde krig og de to ærkefjender USA og Sovjetunionen.
Hans første mission var Gemini 9, eller 9A som er den mere korrekte betegnelse. Eugene Cernan var reserve-astronaut på Gemini 9, en mission som gik helt galt og kostede besætningen livet. Derfor en 9A. Heller ikke den forløb dog gnidningsløst. Således havde Eugene Cernan under sin første rumvandring så store tekniske problemer, at man mener, at netop den episode var inspirationen til filmen ’Gravity’.
Dernæst kom Apollo 10, den fjerde bemandede mission til Månen, som bestemt heller ikke var problemfri. Flyvningen var en slags generalprøve til en egentlig månelanding, og var trods alt så stor en succes, at Apollo 11 i sommeren 1969 kunne lande på Måne, og hele verden kunne høre astronauten Neil Armstrong sige de berømte ord: ’One small step for man, one giant leap for mankind’.
Risiko
Tre år senere, i 1972, var det så Eugene Cernans tur til at sidde som commandor om bord på Apollo 17 på en tur, hvor nerverne hang udenpå rumdragten her kun to år efter den katastrofale Apollo 13 opsending, hvor en ilttank eksploderede på vej til Månen.
»Jeg vidste, at der var en risiko for, at jeg ikke kom tilbage. Men jeg besluttede mig for at gennemføre og ikke mindst for at vende hjem igen,« siger Eugene Cernan til den engelske avis The Telegraph om alle de angstfyldte tanker, der fløj gennem hovedet på ham inden.
’Jeg ønskede at stoppe tiden’
Men da først Eugene Cernan hang tusindevis af kilometer over Jorden, var al angst og frygt som blæst væk fra hjernen.
Det var skønheden og storheden i hele missionen og hans egen rolle i den, der greb ham.
»Jeg ønskede at stoppe tiden,« har han fortalt.
Der skal nok en ualmindelig god kikkert til, men et sted oppe på Månen kan man måske stadig svagt skimte bogstaverne TC.
Eugene Cernan nøjedes nemlig ikke med at efterlade sine fodspor på Månens overflade. Han skrev også sin dengang 9-årige datter Tracys initialer. En historisk gerning, der dog ikke gjorde det store indtryk på hans lille pige.
I hvert fald fremgår det af filmen ’Last Man on the Moon’, at hun, da Eugene Cernan vendte tilbage til moder jord, ikke havde den store interesse i at høre om hverken hans eventyrlige rejse til og fra Månen eller hans kærlige gestus. I stedet ville hun gerne vide, hvornår de kunne tage på camping-ferie.
Den lille anekdote kan ses som et udtryk for den jordnærhed, der trods alt har været kendetegnende for Eugene Cernans liv og karriere. For han er faktisk en af de få astronauter, som har kunnet takle det store møde med universet og bevaret fødderne på jorden.
Mange af han kolleger blev efterfølgende stærkt alkoholiserede, andre trak sig fuldstændig ind i sig selv.
»For mange var det en nedtur at komme tilbage,« forklarer han i The Telegraph.
»Vi ses igen,« var Eugene Cernans afskedssalut til Månen, inden han skridt for skridt bevægede sig op ad stigen til Apollo 17. Men det gjorde de ikke. Apollo 17 blev det sidste bemandede rumskib på Månen.
»I alt for mange år har jeg været den sidste mand, der har sat sine ben på Månen. Jeg tror af hele mit hjerte, at der derude et sted er en ung dreng eller pige med ukuelig vilje og mod, som vil løfte den tvivlsomme ære fra mine skuldre og tage os tilbage dertil, hvor vi hører hjemme. Lad os give den drøm en chance,« skriver Eugene Cernan i sin selvbiografi.
Selv gør han det gerne igen.
»Fik jeg tilbudt en tur til Månen igen, ville jeg sige ja.«
Næste skridt, galaksen
Mars er det nye sort. Og vi bør slet ikke stoppe dér.
Det er knap 44 år siden, at mennesket sidst satte fod på Månen, og selv om den rent forskningsmæssigt ikke er helt død endnu, så er det nu planeten Mars, der er det nye sort.
Og det er med god grund, mener rumfartsingeniør og pressetalsmand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning Steen Eiler Jørgensen.
»Månen har fra begyndelsen været et politisk prestigeprojekt. Og på alle de månelandinger der har været, har der kun være én eneste forsker med, som var sammen med Eugene Cernan på den sidste mission,« siger Steen Eiler Jørgensen, som vurderer, at tiden løb fra månemissionerne. De var for dyre og besværlige.
Mars – en langsigtet investering
Interessen for Mars er bestemt ikke billig. Men til gengæld rummer den langt flere perspektiver.
»Den er bedre egnet til at understøtte permanent menneskelig beboelse. Oprettede man en base på Månen, ville den være lige så afhængig af regelmæssig forsyning fra Jorden, som den internationale rumstation er i dag. Så en base på Mars er en mere langsigtet investering, fordi der er masser af vigtige ressourcer som ilt og vand, som er gode at have, når mennesker skal bo der i længere tid,« siger Steen Eiler Jørgensen, og fremhæver endnu en stor fordel ved Mars.
»Udover at være en langt større planet end Månen, har den et døgn på 24 timer og 40 minutter, så på den måde minder den meget om det jordiske døgn. På Månen derimod står Solen op, og så går der 14 dage, før den går ned igen.«
Rumturismen
Så hvordan ser fremtiden ud. Kommer almindelige mennesker en dag til at rejse til Mars – eller Månen?
»Rumturismen er allerede i gang. Der er allerede nogle få mennesker, som har betalt frygtelig mange penge for at komme op til den internationale rumstation, og firmaet Virgin Galactic regner med at sende de første betalende op i rummet og ned igen allerede i år eller næste år. Og når først nogen har fået en fungerende forretning op at køre, kommer andre til, og udviklingen er i gang,« forklarer Steen Eiler Jørgensen, som drømmer om, at hele galaksen kommer indenfor rækkevidde.
»Hvis vi er interesserede i at bevare den menneskelige civilisation, bør vi udvide vores sfære. Og er vi først etableret på Månen og på Mars, er det nærliggende at bevæge os længere ud i solsystemet og måske ende med at befolke hele galaksen. Den fremtid er for mig langt mere spændende end én, hvor vi går til grunde sammen med vores planet.«
