For Dagmar Mørk Jensen og hendes afdøde mand Villy Mørk Jensen startede kampen helt tilbage i 1958, og endelig i går kunne Dagmar glæde sig over, at de ikke har kæmpet forgæves. Tyskland underskrev en historisk aftale om at betale 10 mia. D-mark (ca. 38 mia. kr.) i erstatning til næsten en mio. nazi-slaver og tvangsarbejdere, hvoraf ca. 700 skønnes at være danskere.
Ifølge aftalen skal den tyske regering og industriforetagener hver især betale fem mia. D-mark (19 mia. kr.) til en fond.Dagmar Mørk Jensen tabte tidligere på året en erstatningssag, som hun på vegne af sin afdøde mand havde anlagt mod den tyske industrikoncern Bosch. Han var i 1944-45 tvangsarbejder hos Bosch, hvor han under kummerlige forhold arbejdede 12 timer i døgnet. Villy Mørk Jensen døde sidste år.
"Det handler ikke så meget om, at vi måske bliver tildelt en symbolsk erstatning, men det er vigtigere, at vi får en officiel undskyldning for de ugerninger, som tyskerne lavede i de år. At man anerkender, at tysk industri har et ansvar for, hvordan man behandlede tvangsarbejderne," siger Dagmar Mørk Jensen.
"Min mand indledte allerede sin kamp i 1958. Med de kræfter han havde tilbage kæmpede han for, at den tyske industri blev idømt et juridisk og moralsk ansvar, og nu kan vi i det mindste glæde os over, at han gjorde det rigtige. At han ikke kæmpede forgæves.
Som sagt handler det her ikke om penge. Jeg har forlængst aftalt med min datter, at de skal gå til et eller andet godt formål, hvis vi får nogle."
Henved 900.000 slavearbejdere, der trodsede nazisternes planer og nægtede at arbejde sig ihjel, vil modtage erstatninger på op til 15.000 D-mark (57.000 kr.)
Tvangsarbejdere, der arbejdede hårdt, men trods alt under mindre belastende forhold, vil hver modtage omkring 5000 D-mark (19.000 kr.).
Symbolske beløb, som kaldes en vittighed af overlevende og efterladte fra østeuropa. Som alle andre overlevende og efterladte vil de aldrig få helet de sår, som nazisterne - og tysk industri - påførte dem.
I 1944 brugte Nazi-Tyskland 10 mio. civile udenlandske statsborgere og krigsfanger, som arbejdere i nogle af landets største virksomheder og i mindre selskaber.
"Det bliver ikke nemt at afgøre, hvem der skal have erstatning. Hvad med de danskere, der arbejdede frivilligt for nazisterne i Tyskland, men alligevel havnede i fængsel af den ene eller anden grund? Skal de også have erstatning, spørger Dagmar Mørk Jensen.
Hun har været i kontakt med mange tvangsarbejdere eller deres efterladte.
"350 danskere har søgt om erstatning, og nu regner man med, at antallet vil stige til det dobbelte."
Der skal nu nedsættes såkaldte NGO-grupper i de lande, hvor der er erstatningsansøgere, og Dagmar Mørk Jensen regner med at blive medlem af den danske gruppe.
"Vi håber på at få indflydelse, så det hele ikke bliver overladt til amerikanske advokater. De tænker kun på penge."
Alligevel erkender Dagmar Mørk Jensen, at der først kom skred i sagerne, da amerikanerne blev "politisk korrekte", og der samtidig kom nye boller på suppen i Tyskland.
"Vi kan mærke, at en ny generation af tyske politikere er kommet til magten. Det her var aldrig sket under Helmut Kohl, men det er synd, at mange afdøde tvangsarbejdere ikke kan føle denne tilfredsstillelse," siger Dagmar Mørk Jensen, der påpeger, at hendes mand igennem alle årene mødtes med gamle tyske kammerater, der have gennemlevet de samme pinsler under krigen.
"Trods sine oplevelser søgte min mand konstant forsoningen, men han mente, at tysk industri skulle påtage sig sin del af ansvaret, og det sker nu."
